tirsdag den 27. december 2011

Bare kald mig pletfjæs

stadig 23+1


Og her gik jeg og troede at det der kvalme og opkast var slut. Men nej, der blev jeg klogere. Kastede op noget så eftertrykkeligt at jeg har fået et dejligt plettet ansigt af masser af små søde blodsprængninger. Charmerende.


Før

Efter

Score!

23+1


Så var det jo i dag jeg skulle slæbe mit luksuslegeme til Holbæk for at snakke med en læge om at jeg er for tyk. Uuuh det gad jeg godt nok ikke. Og så skete der noget fantastisk, og jeg sværger at det ikke var med vilje. Men her for et øjeblikm siden ringede telefonen. Det var såmend lægen fra Holbæk der ville vide hvor jeg blev af, vi havde jo en aftale. "Ja, kl. 13, ikke?" siger jeg så. Men nej det var ikke kl. 13, som jeg ellers har skrevet ned alle  vegne. Det var kl. 11. Og så var det at et julemirakel indtraf. Lægen sagde "Jamen det er jo heller ikke så meget (Told you so!) så vi kan jo bare ordne det over telefonen" Hvorfor man så ikke kunne gøre det fra starten, var ikke en diskussion jeg gad gå ind. 


Men altså, jeg snakkede med, den i øvrigt søde og rare lægedame, i et kvarters tid, om almindeligheder. Nedtrapning af Cipramil, motion og kost, glucosebelasting og om at jeg bliver tilbudt 2 ekstra scanninger i uge 28 og i uge 34. Easy Peasy. 
Det er jo lidt mere attraktivt at tage turen til Holbæk når man skal scannes end når man bare skal snakke.  Så det var det. Jeg er ikke sur længere. Og nu har jeg en hel lang fridag foran mig. Hvad skal jeg dog finde på?

lørdag den 24. december 2011

gang i den - wuhuu!

22+4


Jeg har nu, i en uge, kunnet mærke masser af liv inde i min krop. DET er mærkeligt! Som at blive kildet indefra. Sjovt, vildt og meget meget sært.


Og så er jeg blevet tyk, på en umiskendlig gravid måde. Maven er helt hård i det og rundere. Og jeg ved hvor min livmoder er henne. Det er dejligt.

torsdag den 1. december 2011

"Lig nu stille, din lille rod!"

19+3


Så blev det den første december og tid til misdannelsesscanning. Og det var bare the best! Havde en skidesød sygerplejerske der blev ved med at snakke til babyen, fordi den blev ved med at mosle rundt, så hun ikke kunne få et ordentlig billede. Men hun var meget tålmodig og prøvede bare igen, og twil sidst havde hun taget 32 billeder og kunne forsikre os om at alt var helt som det skulle være. 


Sætninger som disse blev ytret:
"den har en kæmpestor lever"
"sikke nogle lange lårbensknogler!"


Lise: "Nå der er hovedet"
sygeplejerske: "nej det er blæren, og den er helt fyldt"


"Nu ligger den og klør sig i øret"


Og så fik vi en masse print og gik ned på gågaden og åd cafeburgere





























lørdag den 26. november 2011

Grrr jeg er arrig!

18+5


På torsdag d. 1. dec. skal jeg til scanning på Holbæk Sygehus. Og bagefter skulle jeg have været til udefinerbar "samtale". På de der indkaldelser står der ikke en skid. Bare "mød op der og der". Jeg kan egentlig godt lide at vide hvad det er jeg skal. 


Nå men så fik jeg et brev om at den der samtale ikke kunne blive d. 1. alligevel. Men flyttet 5 dage frem. Grrr! Som om jeg bare kan få fri igen og igen for at rakke frem og tilbage til fucking Holbæk! Det tager faktisk 1½ time HVER VEJ hvis jeg da ikke er så heldig at min svigermor kan køre mig. 


Nå men så ringede jeg derop for at sige at det med at komme derop d. 6. december det var ikke så smart. Og så siger de bare noget med at "man har jo ret til at få fri til graviditetsundersøgelser" Ja ja, men det er da ikke cool når det er flere gange om måneden. Så svært er det altså heller ikke at være gravid! 
Og så kunne jeg også få at vide hvad det egentlig var jeg skulle deroppe. "Det er en samtale med en læge, fordi du har højt BMI" 
Nå ok, så en læge skal fortælle mig at jeg er tyk og så spørge om jeg kender de 8 kostråd, ligesom de to jordemødre også kunne fortælle mig. Excuse me, men hvilke nye oplysninger kan den der læge give mig? 
Ja jeg ved godt jeg er tyk, men det betyder altså ikke jeg er ubegavet. Men det må jeg jo være siden jeg stadig er tyk. Jeg hader at blive talt ned til! 
Jeg kunne ikke slippe uden om den samtale, for sekretæren kørte noget skyld med skyld på: "det er jo et tilbud til dig..." så nu skal Tykke til Holbæk d. 27.december. Watch this space!

onsdag den 16. november 2011

der er noget der fylder

17+2


Jeg er stadig ikke sikker på at jeg har mærket liv. Måske? Måske var det bare luft i maven? Men der er noget der er anderledes. Jeg kan mærke at der er noget der ligesom fylder i maven. Altså jeg er jo ikke vokset ud af endnu. Alle bukserne er stadig løse, for jeg har tabt mig et par kilo de første par måneder. Men det er ligesom maven er fyldt ud, som om man er meget mæt. Bare hele tiden, og også når jeg kan mærke at jeg er sulten. Kunne det være den dersens livmoder der ligger og fylder. Den har jo udvidet sig til 3x normal størrelse allerede. Det har jeg jo mærket med alle mine ligamentsmerter. Og Kleine er jo på størrelse med en avocado nu. 


Det må være det.

søndag den 13. november 2011

Fri i en uge - Hurra

16+6


Så så man lige mig og Niko have fri en hel uge, sådan mens alle andre arbejder ude i virkeligheden. Jeg havde fri, fordi der er projektuge/brobygningsuge på skolen, og derfor kun behov for 5-6 lærere. Jeg havde i øvrigt projektugen sidste år, og det var rigtig fedt. Men i år var det nogle andres tur, og jeg kunne holde fri. Nikolaj havde fået fri, fordi jeg havde det. Egentlig fordi jeg havde en skummel plan om at vi skulle tage en afbudsrejse til sydens sol. En sidste kæresteferie inden vi bliver forældre. Men der var ikke rigtig penge til det alligevel, og måske ville det også være helt rart at nusse rundt herhjemme sammen. 


Og det blev det, altså rart. Vi har ikke rigtig lavet så meget. Været til nogle køretimer (mest mig), jordemoder (også mest mig) og set en helvedes masse afsnit af Lost, som vi har opdaget 7 år efter resten af verden. Jeg har allerede kørt to gange ude i trafikken og har til min egen store overraskelse fundet ud af at det var jeg faktisk god til. Nu er jeg jo slet ikke ekspert endnu, og uden detaljeret og pædagogisk kommentarspor i højre øre fra vores søde kørelærer var jeg gået (endnu mere) i panik. Men jeg er blevet mere sikker, ikke helt så stiv som et bræt, og jeg er blevet ret effen til at skifte gear. Er foreløbig kun gået i stå en enkelt gang (midt i trepunktsvending på blind vej), og dyttet af en enkelt gang (i relativt langsom U-vending i  stort kryds)


Helt ærligt medbilister; det er fandme ufint at dytte af en skolevogn - man bliver jo pikkeforskrækket!


Jordemodertingen kan jeg mærke er sådan noget laveste fællesnævner. Hun var sød og alt det der men jeg fik INTET nyt at vide. Det var bare sådan noget: "kender du de otte kostråd?" og så en masse om at jeg jo var lidt tyk i det. "Gud jamen sødeste ven det havde jeg SLET ikke opdaget selv!" Rend mig i røven.


Fredag havde vi mor, Casper og Tine til forsinket Mortensand. Det var fandme hyggeligt. Med kyndig vejledning fra kommende Momse fik jeg præpareret og stegt en and - selv. 


Graviditetswise er der ikke sket andet et jeg er definitivt færdig med boller i karry - 'nuff said!

mandag den 7. november 2011

Creepy barn

16+0


I nat drømte jeg at jeg havde en baby. Godt så, om et halvt år er det jo en realitet. Men for satan jeg håber ikke barnet bliver som det jeg drømte om. 


Det startede godt, jeg var til babysvømning med ret nyfødt barn. Som i en uge gammelt. Det gik godt. Og så i omklædningsrummet begyndte barnet at tale. I fulde sætninger og med sådan en nedladende tone. Det var noget med at jeg skulle tegne en åkande til barnet, men den var ikke god nok. Barnet vidste nok lissom bedre hvordan sådan en åkande så ud. 
Jeg nåede at blive imponeret over at barnet allerede kunne tale i en alder af en uge, men nåede så at blive irriteret  på den bedrevidende lille skid.
sådan ser en åkande ud....


Nå underbevidsthed hvad er det du prøver at fortælle mig? At mit barn bliver ligesom mig da jeg var lille, altså gammelklog og ret bedrevidende på den øretæveindbydende måde?


Niko kunne selvfølgelig ikke se problemet. Han sagde bare; "jamen barnet får jo begge vores utrolig høje intelligens, kombineret så det er klart at det bliver et fremmeligt barn" 


Nå, ok så.

lørdag den 29. oktober 2011

Scanning med Apu

14+5


Lige før efterårsferien var jeg til scanning på Holbæk sygehus. Første scanning viste sig at være for tidlig, så de kunne ikke måle den famøse nakkefold. Så ugen efter troppede vi op igen. Min søde svigermor kørte os. Det var en rigtig god scanning med en overflod af informationer leveret af mumlende ældre indisk mandlig scanningssygeplejerske. Han var meget kompetent og sød. Talte også lige ud af posen. Han tog et kig på min bløde velpolstrede mave og sagde: (skal siges ligesom Apu fra Simpsons): "høj BMI...meget svært...." Ja ja, du kan da godt fortælle mig at jeg er tyk, det ved jeg da godt! Så han lavede det der hedder en indvendig scanning som bare et et pænt udtryk for at få jaget en ret penisligende hvid pind smurt ind i creme op i vagina. Det er så den der er ultralydskameraet. Jeg er ikke så squeamish så det tog jeg med ophøjet ro. 


Og så var der ellers levende billeder. Af en 6,1 cm lang baby der moslede rundt og moonede sit publikum. Den var nærmest perfekt. Ihvertfald ifølge Apu. Vi fik virkelig gode tal i udregningen om den har Downs syndrom eller andre genetiske sygdomme. En båtnakke som Niko så poetisk udtrykte det. Risikoen var noget i retning af 1:21000 så det er jo meget godt.


Vi fik billeder med, og det er jo kun spændende hvis man er interesseret i det med babyer. Men det går jeg ud fra at du er, hvis du har fundet herind. Så her er de:
 Det første er nærbillede af hoved og hals. (hvorfor helvede kan jeg ikke rotere lortet?)
Og her er så moslebaby i full size. Med en meget tydelig rygrad. Og et herrestort hoved.

Nå jeg kan ikke rotere billederne. Du må bare lægge hovedet på skrå. 

torsdag den 27. oktober 2011

Spoke too soon

14+3


Nå men altså den korte historie er at jeg er tilbage på Cipramil'en. Det var simpelthen for uudholdeligt med den kolde tyrker. Kunne slet ikke være i min egen krop. Og blev faktisk meget beroliget af både min læge og min research på det der internettet.


Der er flere argumenter og et af dem der virker på mig er at det er i første og tredje trimester at faren er tilstede. Og da jeg i hele første trimester har taget pillerne er skaden, så at sige, sket. Det er her der er risiko for skader på især hjertet og hjernen. Og nu er det alligevel for sent. I tredje trimester er problemet at babyen skal på afvænning når den bliver født. Såkaldte withdrawel-symptomer. Ligesom hos de mødre der tager stoffer og drikker under graviditetet. Og det vil jeg helst ikke udsætte babyen for. Jeg går jo igennem det samme. Altså afvænning og abstinenser. Øv det lyder virkelig alkoholikeragtigt....


Men altså til den tid skulle jeg gerne være fri for medicin. Jeg har nemlig i dag lavet en aftale med en psykiater som skal hjælpe mig med nedtrapning. Hurra.




Jeg ville sådan ønske at disse indlæg var lidt mere positive. Og altså, det er ikke fordi det hele er noget skidt. Faktisk har jeg det skidegodt, bortset fra det med pillerne. Jeg har ikke kvalme mere. Kaster hele ikke op regelmæssigt mere. Har en masse ligamentsmerter men det er fint for så ved jeg at der sker noget derinde. Jeg  glæder mig til at jeg kommer til at se gravid ud. Og ikke bare tyk. Og så bliver det for fedt at mærke liv for første gang. Det siger de er omkring 20.uge, så der er lige lidt tid til.

onsdag den 26. oktober 2011

angst med angst på

14+2


Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg tager antidepressiver. Har gjort det i 10 år og de har hjulpet mig meget i en tidligere tider hvor jeg har haft det rigtig skidt. Mens jeg studerede har jeg haft sorte perioder hvor jeg i ugevis, månedsvis nærmest ikke kom ud af huset. Hvor jeg ikke troede jeg nogensinde skulle blive glad igen og hvor jeg led af socialfobi. Jeg blev utryg når telefonen ringede. Jeg magtede ikke at se mennesker eller tale med nogen, heller ikke dem jeg holdt af. Jeg havde panikanfald og boede i min seng.


Men jeg er mere eller mindre ovre alt det nu. Hele sidste år af seminariet og mit første år som lærer har jeg haft det rigtig godt. Der har ikke været nogen længerevarende sorte perioder. Indimellem et par dage hvor jeg magtede meget lidt, men ikke på den massive måde som før. Jeg bliver nok aldrig helt fri for dem dæmon der hedder depression. 


Men jeg er ikke stoppet med mine piller, 20 mg Cipramil. Jeg har været bange for at det var pga dem at jeg havde det godt, og at hvis jeg stoppede ville jeg ryge ned i hullet igen. Og så er det så helvede svært at stoppe med noget der i den grad giver tryghed i hverdagen, også selvom det er en krykke. Jeg har førhen, hvis jeg har glemt at tage pillerne i et par dage haft voldsomt fysisk ubehag.


Det er lidt svært at forklare ubehaget men det er noget med sensoriske uligheder. Altså at alle mine sanser er påvirket. Jeg får fx feber eller ihvertfald får jeg det varmt. Jeg har synsforstyrrelser. Både ligesom når man lige er blevet blitzet i øjnene men også at mine øjne lige er et splitsekund længere om at opfatte verden end normalt. Alt bliver ligesom forsinket. Det samme med lyd. Jeg hører ligesom med en forsinkelse. Jeg bliver helt vildt svimmel og igen gør den der forsinkelse at hvis jeg drejer hovedet opfatter min hjerne det lige lidt for sent så jeg bliver helt ør. Samtidig er jeg meget følsom på huden. Lidt ligesom når man er forkølet og har feber. Tilsammen er det meget ubehageligt.


Og nu, ja så siger Nyhederne at der er stor risiko for fosterskader og børn født med handicaps når deres mødre har taget antidepressiver under graviditeten. Jeg blev helt kold og klam i søndags da jeg læste/så den nyhed. Og stoppede straks med at tage mine piller. Også selvom man skal have en psykiater ind over når man skal stoppe eller trappe ned. Jeg blev simpelthen så bange og angst at jeg ikke kunne få mig selv til at tage så meget som en lille pille mere. Også selvom jeg nu har det forfærdeligt fysisk. Og jeg ved at det forsvinder i løbet af et par timer hvis jeg tager den skide pille. 


Jeg snakkede med min læge i dag. Hun sagde at det var ok jeg var stoppet af mig selv hvis det var det jeg havde det bedst med men at jeg SKULLE snakke med en psykiater hurtigst muligt. Jeg begyndte fandme at græde. Er ellers ikke en tudeprinsesse men alt den  der frygt og 10 års sygdom on and off og angsten for at der er noget galt med mit barn pga noget jeg kunne have undgået. Det var bare for meget. Havde jeg vidst at der var risiko forbundet med antidepressiver under graviditet var jeg stoppet for længst. Men hvad nu hvis det allerede er for sent. Essentielt er den der baby jo færdigudviklet, nu skal den bare vokse sig meget større. 





mandag den 24. oktober 2011

Nu gik det lige så godt

14+0


Lang tid siden sidst...


Jamen jeg har jo været til scanning igen. Og fået rigtig fine tal. 1:21000. Det var en meget lang scanning med en ældre indisk herre som mumlede utrolig meget. Men han var sød og det var superfedt at se babyen nu i str. Duplomand ligge og karte rundt i livmoderen. Nikolaj sagde at den mindede om mig om natten. Jeg ligger også og dasker med både arme og ben når jeg sover.
Har også været hos jordemoder første gang. Hun var vældig sød.


Og Nikolaj og jeg har været på manøvrebane og køre i bil. Niko var selvfølgelig naturtalent, mens jeg kæmpede lidt mere. 


Og så var jeg i London. Med Rikke. Ovre for at besøge Christine. Det var en herrehyggelig tur hvor vi legede turister både i topløs bus og på rivercruise på Themsen., Vi fik shoppet i både tøjforretninger, Harrods og Hamleys. 


Inden afgangen til London var min kvalme faktisk forsvundet og jeg havde ikke kastet op i 14 dage. Men så vendte det. Kastede op flere gange på turen og også efter jeg er kommet hjem. Og det er ikke sådan noget morgenkvalme. Det er pludseligt opstået og så skal jeg bare ud med det samme. Meget nederen. Men det vender forhåbentlig også på et tidspunkt.

onsdag den 5. oktober 2011

alienbaby

11+3


Som lovet. Billede af alienbaby. Ta dah!


er begyndt at gå til kørekort

11+3


I forgårs begyndte Niko og jeg i øvrigt på en dejlig par-aktivitet. Vi er begyndt at gå til kørekort. Vi kørte så lige de første 4 lektioner teori af på en times tid. Det er dem der er afsat 3 timer til. Vi lærer hurtigt åbenbart. Så nu ved jeg hvad forskellen på en skivebremse og en tromlebremse er. Og også noget med hvordan man tjekker dæktryk. Og at man ikke må bruge koblingspedalen som fodhviler.


Vi var de absolut allerældste ude på den der køreskole - med undtagelse af kørelærerne altså. Jeg følte mig sgu helt malplaceret blandt de bebumsede - børn. Ja det er det det de er. 17-18 årige hvor stemmen stadig er i overgang og de sammen griner på den der larmende måde over dårlige sexistiske vittigheder.


Men altså vi skal på manøvrebanen næste gang. Altså kravlegården. I 3 timer. Jeg er sgu da ikke klar til at sætte mig bag rattet! Men det skal vi. Og køre rundt om kegler og bakke og alt muligt. Jeg glæder mig men er altså også lidt ved at skide i bukserne af skræk.

tigerreje eller alien?

11+3

Jep, var til scanning i går, og fik rykket terminen, så er nu tilbage på 11+3, hvor jeg ellers troede jeg var 12+1. Det betyder jo ikke så meget i det store hele, udover at terminen nu er d. 22.april. Uha den rykkere tættere og tættere på Nikos fødselsdag. Han er herrebange for at hun fremover skal dele fødselsdag med nogen. Jeg går garntrisse langt over tiden anyway. Det bliver en maj-baby tror jeg.

Men altså, den var lille, 4,1 cm - på størrelse med en tigerreje. Og med 2 arme, 2 ben, 1 hoved og et hjerte der blinkede derudaf. Fik ikke lov at høre hjertelyden men det var fint nok. Kunne jo se at de stod og slog som det skulle. Men fosteret var for lille til at de kunne måle nakkefolden, så jeg skal tilbage i næste uge og scannes igen. Det er ok, men, kors hvor er Holbæk dog langt væk!

Jeg fik billeder, og det ene herunder viser tigerrejen fra siden. Man skal vide hvad man kigger efter, men den er der altså.

Jeg fik også et andet billede (det kan være det kommer på bloggen i morgen) af noget mig og Nikolaj kun kunne konstatere var en fløydiendof. Altså en udefinerbar klump. Det var en af mine mandlige kolleger der kunne se hvad det forestillede. Det var så fosteret set lige forfra. Det ligner så virkelig meget en lidt uhyggelig alien. Så det kan  glæde jer til at se.





lørdag den 1. oktober 2011

jeg nærmer mig 12. uge med hastige skridt

11+4


Er ved at være godt træt af kvalme, ørl og træthed. Magter snart ikke mere. De kloge siger at de løjer af efter uge 12. Og det er på tirsdag. Så fingers crossed. 


På tirsdag skal jeg iøvrigt til nakkefoldsscanning. Det er der hvor man finder ud af om babyen har Downs syndrom. Og så kan man jo også se den og høre hjertelyd. Og det glæder jeg mig til. Især det sidste. Selvfølgelig er min indre neurotiker gået i overdrive, og jeg er nu bange for at der slet ikke er liv i den dersens baby. At den har tre arme eller er siamesiske tvillinger. Fuck mand. 

søndag den 25. september 2011

Niko-humor

10+5


Nikolaj er jo lidt af en rimsmed og han kom idag med et par rim om det at være gravid


"Rognen i vognen"


"Det gommen har puttet i vommen"


"Han skød haletudsen op gennem k****n

Monstertræt

10+5


Siden sidst har jeg faktisk fået det bedre på kvalmeområdet. Kaster op hver dag men er ellers ikke voldsomt plaget af kvalme. Ikke på den samme massive måde som de sidste par uger ihvertfald. Jeg er stadig monstertræt. Hele tiden. Går herretidligt i seng og sover til middag for at tage det værste, men går bare lis'som rundt i en døs dagen lang.


Denne weekend har trukket tænder ud. Igår havde jeg vagt samtidig med at der var forældredag på skolen. Så det betød tryk på dagen lang med 100 elever og 200 forældre. Og ídag har det været efterskolernes dag, hvor jeg har afholdt samtaler med 8 potentielle efterskoleelever + deres familier. Blev helt træt af lyden af min egen stemme efter de 4 timer.

lørdag den 17. september 2011

Bange

9+4


Jeg er bange. For abort. Er bange for at jeg har jinxet det hele ved glad at udbrede mig til alle om graviditeten. Der var gensynsdag på efterskolen idag og alle eleverne fra sidste år var på besøg. Og de kom i hobetal og sagde tillykke og spurgte og gramsede på vommen. Og nu har jeg det så svært ved det. Ifølge alle min graviditets-apps på telefonen er denne uge og de næste 2 de allermest udsatte i forhold til spontan abort. Er åbenbart skrøbelig som en krystalvase i denne tid. Der står "take care of yourself" og "be careful" Ja det er fint, men hvordan? Jeg er godt klar over at jeg ikke skal løbe en marathon (ha ha som om jeg kunne det...) men hvad betyder det ellers? Jeg kan jo ikke pakke mig selv ind i vat. Havde mareridt i går nat om at jeg begyndte at bløde. 
Og hvordan kan man passe på sig selv når man hart det ad helvede til fysisk? Jeg vågner 3-4 gange hver nat. Selvom jeg går tidligt i seng er jeg udmattet konstant. Jeg har kvalme hele tiden. 24/7. Og kaster op hver eneste morgen. It doesn't seem healthy. 
Måske mener de bare at man skal være endnu mere striks med sig selv omkring de ting man ikke må under graviditet: hårde løft, alkohol. cigaretter, sushi, hårfarve etc. Eller hvad?

torsdag den 15. september 2011

Delte kage ud på arbejdet i anledning af den kage jeg selv har i ovnen.

9+2


Så er nyheden ude. På arbejdet og på Facebook. Har fået 50 kommenaterer og 40 likes. Det er sgu da meget fedt. Jeg elsker da den der tillykke-stemning. 


Jeg har det stadig temmelig skidt, især om formiddagen. Har meget kvalme og har kastet op hver dag. Så kan ikke rigtig spise noget indtil sen eftermiddag hvor jeg til gengæld voldspiser fordi jeg jo er megasulten. Meget mystisk. 


Men d. 4. okt går jeg ind i 12. uge, og der skulle kvalmen gerne mindskes og over tid forsvinde og til den tid kan jeg også trække vejret lidt mere roligt. Er stadig meget angst for alt det der kan gå galt.

mandag den 12. september 2011

fed start på dagen alligevel

8+6


Så var det idag jeg skulle til sygeplejerskeren og have taget en allerhelvedes masse prøver. Blodprøver bl.a.. Og som jeg før har fortalt før, går der totalt Maude i den for mig når nogen forsøger at tappe lidt blod ud af mit legeme. Og jeg kan virkelig ikke finde en forklaring. Det er en ren fysisk reaktion på - tror jeg - TANKEN om at der tappes blod. Det er jo ikke fordi det gør særlig ondt, mest som at blive nevet, og jeg er heller ikke "bange for blod" Alligevel kan jeg overhovedet ikke kigge på hvad hun laver. Sidder demonstrativt og glor ind i væggen. Og idag blev jeg svimmel, fik (mere) kvalme, kampsvedte og det sortnede for øjnene. Jeg skal ikke kunne sige om det gjorde det værre at jeg lige inden jeg kom havde kastet op og stadig var ret kvalmøs. Det gjorde det ihvertfald ikke bedre.


Men mine tal var gode, på alt det hun kunne aflæse med det samme: blodtryk, blodsukker, blodprocent, vægt og alle de andre. Så so far går det som det skal i den hersens graviditet. 


Glæder mig til om en måneds tid hvor kvalmen skulle forsvinde, og som en added bonus; risikoen for spontan abort falder drastisk.

fredag den 9. september 2011

nyhedsspredning

8+3


De sidste par dage er jeg gået amok i spredning af Det Glade Budskab. Altså mit glade budskab. 
Nikos forældre fik at vide at de skulle være bedsteforældre igen. De blev glade og ønskede tillykke og snakkede så videre om arbejde og den slags og viste os billeder af et af de andre børnebørn. 
Min mor, søster og bror blev vildt glade og både bror og mor græd lidt. Jeg tror min mor er lidt i chok stadig væk. Hun har snakket om projekt Mormor i hvad der føles som en evighed, og nu skete det endelig. Og så tror jeg simpelthen ikke hun kunne finde en grimasse der ku'  passe. Jeg glæder mig sådan til at se dem som mormor,  moster og morbror ...nå nej Brormand insisterer på at blive kaldt Onkel da det lyder sejere. 
Og så får vores lille Reje jo også en hel flok Bonus-tanter. Mine gode og søde veninder. 
Der er hende jeg kender fra Seminariet, som er en ret tjekket storbytype. Vi er egentlig ret forskellige, men har nogle helt vildt sære ting til fælles, fx elsker vi begge to hjerter i flødesovs. Og så er vi begge to ca lige højtråbende og til tider småskingre. 
Så er der den nyeste tilføjelse, som jeg også lærte at kende på seminariet, men først på den sidste årgang. Så vi har kendt hinanden i kun ca 2 år. Hun er mor til to, og bor i København men er jyde. På alle måder. Grounded og fornuftig (for det meste) men samtidig ligeså fjollet som jeg er. 
Og så er der min gamle veninde. Som jeg har gået både i folkeskole, gymnasium og seminarium med. Vi har nærmest kendt hinanden altid men det betyder ikke at vi har været tætte veninder siden dengang i 1989 hvor vi begyndte i samme klasse. I perioder har vi været tætte, i andre bare nærmest bekendte. Men indenfor de sidste par år har vi fundet hinanden igen. Nogle gange kender vi hinanden for godt og glemmer at vi altså begge to har udviklet os. 
Og så er der veninden i London. Som også er tilbage fra folkeskole+gymmasiet.  Hende mødte jeg på stationen den dag hvor jeg havde taget tre positive tests men stadig ikke rigtig troede på det selv. Det fik jeg sagt til hende fordi det kogte over i hovedet. Og idag bekræftede jeg det.


Og de blev alle sammen glade og rørte. For med undtagelse af Nyeste Veninde er jeg den første i omgangskredsen der er gravid. More or less. 


Og så er der alle de andre: gammel venínde, kollega, andre kolleger, fremmede mennesker, min frisør. Det er sgu lige til at blive afhængig af det her.






And another thing.....
Jeg har idag købt noget til baby. Bare en lillebitte lyskæde med frøer fra Tiger. 






så.




......






nu MÅ der altså ikke gå noget galt de næste måneder!

onsdag den 7. september 2011

hilsen fra sundhedssektoren

8+1


Ja så blev jeg indrulleret i sundhedssektoren. Mødte op med stadig lun urin i et glas hvor der kort forinden havde været benfrie sild. Sygeplejersken podede og dryppede og den var god nok. Tillykke du er gravid! Hurra. Og så fik jeg ellers tre milliarder papirer som skulle udfyldes med ting som fx "Barnefars arbejde", "tidligere aborter" "  "Højde" og *GYS* "vægt" o.lign mens der til læge og jordemoder er plads til at afkrydse om vi er sådan nogle kommunen skal holde øje med. Jæs jæs. Det var den såkaldte Vandrejournal og Svangerskabsjournal.
Jeg fik også en liste med alle de millarder af undersøgelser jeg skal til hos egen læge, hos jordemoder og på freaking Holbæk sygehus. Damn you politikere som har lukket fødeafdelingen her i Slagelse. Troede jo bare jeg kunne cykle til de der scanninger, men næh nej. Decentralisering FTW åbenbart. Pis mig i øret! Her havde det været væsentligt nemmere hvis man var i besiddelse af bil og medfølgende kørekort.
Jeg kan umiddelbart se på mængden af de der undersøgelser de næste 32 uger at jeg må se at komme mig over min nåleangst. Det er nemlig helt absurd så meget min krop forrråder mig når der skal tages blodprøver. Jeg VED med min hjerne at det ikke gør MEGET ondt og at det er overstået på et øjeblik. Jeg er ikke bange for blod for jeg er totalt sårpiller der alt for ofte ender med blod ned af benene fordi jeg liiiige skulle pille en sårskorpe af før tid. Synes bare det ser lidt uhygiejnisk ud men det er ikke noget der gør mig dårligt tilpas.
Men når jeg skal have taget blodprøve bliver jeg helt svimmel og får syns- og høreforstyrrelser. Så jeg, som en anden skrøbelig prinsessetype, lige må ligge lidt ned bare fordi en yderst kompetent sygeplejerske tapper en dl. blod fra mit legeme. Mit værste anfald af blodprøvetagningsskræk var faktisk engang hos min læge hvor hun ikke engang nåede at stikke fordi hun ikke kunne finde en egnet blodåre så hun sad bare og masserede albuehulen og bandede lidt over mine dybtliggende arterier og vener. Og så dånede jeg fandme næsten. Det er bare så pinligt når en ellers streetsmart og tough voksen kvinde som jeg pludselig laver en Maude.


Så ja, det skal jeg bare komme mig over, måske det sker af sig selv når man skal stikkes i så meget som jeg skal de næste mange måneder. Altså jeg vil jo også gerne have den der epiduralblokade. Og det er altså at man jager en kanyle IND I RYGMARVEN!


Nå men idag kommer min familie forbi til lunner og der vil vi overbringe dem det glade budskab. Jeg glæder mig.

mandag den 5. september 2011

Bvadr!

7+6


Øv er træt af kvalme og af at kaste op. især når det foregår henne på det der arbejdet. Det er sgu da pinligt at stå og råbe derude på toilettet og tænke enormt meget på hvad andre tænker om lyden. Når de at tænke "Hov en af lærerne er syg"  eller endnu værre "Hov en af lærerne har bulimi" 


Og altså efter...akten så at sige...er man, eller jeg er ihvertfald ikke, særlig præsentabel. Helt svedig og rød i hovedet med blodskudte øjne og mascara ned af kinderne og så den der umiskendelige syrlige ånde. Læks. Jeg har jo ikke tandbørste eller frisk mund pastiller med på lokum. 


Så øv for kvalme!


Men imorgen skal jeg se min læge som forhåbentlig kan bekræfte det jeg allerede ved. Og så har vi aftalt at vi gerne må fortælle det til de nærmeste. Min mor, bror og søster kommer forbi til lunner i overmorgen og der siger vi det. De bliver glade!

lørdag den 3. september 2011

Uuuulrik!

7+4


Ja så skete det jeg havde ventet på. Kvalmen udløste ægte bræk. Læks. Fuck det er ikke behageligt. Nikolaj var heldigvis meget sød men huskede mig på:


"Om 7½ måned skal der noget andet ud - i den anden ende, og det gør garanteret mere ondt"


Så tak for det.

fredag den 2. september 2011

og ...og...

stadig 7+3


....


Carla Bruni
Tina Fey

Alle er seriøst gravide.

7+3


Dengang for 2-3 år siden da jeg gik og var forlovet og skulle giftes lige om lidt synes jeg også der var bryllupper alle vegne. De kendte og veninderne, alle skulle bare giftes åbenbart.


Og nu, nu er der gravide alle vegne. Gamle bekendte uploader scanningsbilleder få Face og de kendte og kongelige er med rogn som aldrig før:


hende der Marie
Beyoncé
Jennifer Aniston
Jennifer Garner
Elizabeth Banks
Denise Richard
Mel B
Hilary Duff
Jessica Alba
Tori Spelling
Emily Deschanel
Keri Russell
January Jones
Alyssa Milano
Ivanka Trump
Selma Blair
Aishwarya Rai
Bryce Dallas Howard
Lily Allen


Og alle de der damer får deres babyer før mig!



kvaler og kvalmer

7+3


Føj hvor har jeg kvalme. Hele tiden. Men hvis det så bare kunne forhindre mig i at spise så meget som jeg plejer, så jeg kunne blive sådan en fiks og lækker gravid... Men nej, kan stadig spise, har bare kvalme og bliver ekstremt køresyg. Og skal tisse HELE TIDEN


Ja der er meget galt. Men for helvede der er altså lige før det overskygger glæden ved at være gravid at jeg skal have det så dårligt. Og jeg kan ikke engang snakke med nogen om det, for det er jo en hemmelighed noget tid endnu.


På tirsdag skal jeg til lægen til første undersøgelse/bekræftelse. Og efter der har vi aftalt at så må vi godt sige det til de nærmeste. Det bliver for fedt! Og først når jeg er over 12.uge, dvs i uge 41, kan jeg fortælle det på arbejdet, Facebook etc. Så nu skal jeg bare vente.

tirsdag den 30. august 2011

jeg kunne ikke holde kæft

7+0


For fanden da. Vi havde jo lovet hinanden ikke at fortælle det til nogen før jeg havde det fået bekræftet af lægen (om en uge!) og først ligesom offentliggøre på arbejde og ikke mindst Facebook hvad der er i gære, før når jeg er ovre 12.uge. Altså der hvor man er ovre den største risiko for alt det dersens - det der kan gå galt.


Men igår var jeg ude med en gammel veninde, og hun spurgte direkte: "er du gravid?" og jeg kunne simpelthen ikke finde en grimasse der ku' passe. Sad bare med et fjoget grin og smuttede med øjnene, og så var katten ligesom ude af sækken.


Og OMG hvor var det skønt at få lov at snakke om det. Og hun blev så glad på vores vegne. Men fik hende også til at love på spejderære at hun ikke måtte sige det til nogen som helst - "ikke engang din mor!" og der kunne jeg godt mærke at det havde hun vist tænkt sig at gøre. Men min egen mor skal simpelthen ikke have det at vide ude i byen. Og her i vores lille by der er intet hemmeligt. Ja, altså det er jo ikke fordi jeg er sådan en slags provins-celebrity. Bare at folk i provinsen sladrer.


Men altså, nu ved jeg også at hvis en eller anden person lige pludselig ved at jeg er med rogn, så ved jeg hvem der har sladret...Men jeg stoler på at hun nok skal holde tæt. Og det er kun en uge endnu, og så lukker jeg for Facebookadgangen for mine kolleger så der ikke ryger noget ud der. Der vil jeg altså meget gerne vente til jeg er helt sikker på at barnet bliver til noget. Jeg kan ikke rationelt forklare hvorfor jeg har det sådan - bare at det føles rigtigt.
Selvom jeg hver eneste dag synes det ville være rart at de vidste hvorfor jeg er kommet for sent til morgensamling et par gange - jeg har enten skullet tisse (igen-igen) eller været ude og kaste op.

lørdag den 27. august 2011

angst

6+3


Jeg går rundt med en evig uro og angst. Jeg er simpelthen så bange for at der er noget galt. At denne her graviditet slutter før de 9 måneder. At jeg aborterer, at der er misdannelser, at min forfængelighed (farvede hår i sidste uge) kommer til at skade fosteret. Hver gang jeg har ondt i maven er jeg sikker på det er fordi der er noget alvorligt galt.
Jeg kommer hele tiden i tanke om ting jeg har gjort som er totalt no-go i forhold til hvad graviditetsbladene siger, fx spise sushi, drikke kaffe og føromtalte hårfarvning. Man må jo ingenting! Og helt ærligt det er ikke fordi jeg synes det er hårdt og uretfærdigt at jeg ikke må de der ting, jeg er bange for at komme til at gøre noget som jeg endnu ikke ved er "forbudt"
Jeg får det fysisk dårligt og bliver helt tør i munden hver gang jeg læser ordene: abort, ektopisk graviditet, misdannelser etc. Fuck mand, hvad nu hvis der er noget galt?
Jeg kan kun tænke på alle de forfejlede og problematiske graviditeter jeg kender til. Som at min mor tabte et barn der kunne have været født mellem min lillebror og min lillesøster. Som den bekendte jeg havde der glad annoncerede at hun var gravid da hun kun  var 6-7 uger henne - ligesom jeg er nu. Og hun mistede barnet få uger efter. Og det eneste folk kunne sige var; "man skal vente til efter 12.uge med at fortælle det!" Og oveni det hele gik hun og kæresten fra hinanden fordi det liv hun havde tabt kom imellem dem. Jeg tænker på min tætte veninde der fødte sin søn alt alt for tidligt. Jeg tænker på en pige jeg kender der glad på Facebook fortalte at hun nu var gravid for 3.gang, og få uger efter måtte skrive: "er ikke gravid længere" Jeg tænker gudhjælpemig på Courtney Cox der blev gravid igen og igen men gang på gang aborterede.


Men  for helvede, den præmature dreng har det fint idag. Det endte altsammen godt. Han og familien har det godt og han er den skønneste og sundeste lille knægt jeg kender. Courtney Cox fik en datter. Min mor fik tre børn istedet for 4. Og pigen ja hun er nu gravid igen. For 4.gang, med sit tredje barn, og hun er i uge 14 og det hele går godt.


De fleste historier ender faktisk ok, men det rører bare ikke ved det faktum at jeg er skidebange. Hele tiden.


Jeg glæder mig meget til uge 41 hvor jeg går ind i 2. trimester og derfor ikke behøver være helt så nervøs længere.

mandag den 22. august 2011

OMG you guys I'm like sooooo pregnant right now...

5+6


Jeg har selvfølgelig været inde og junke graviditetsviden i helt kvalmende mængder, og en af de ting man kan læse om er graviditetstegn. Altså udover en positiv tisstrimmel. Og jeg sværger, jeg har dem alle sammen. Nu skal jeg ikke kunne sige om noget af det er indbildt fordi jeg er så glad og lettet over at det endelig lykkedes.


1. MORGENKVALME: ja tak, men det altså ikke kun om morgenen skulle jeg hilse og sige.


2. ØMME BOOBS: ja det tør da siges


3. TRÆT: også i den grad. Kan sove flere timer til middag, og jeg er fysisk udmattet kl. 15.


4. SULTEN: ja, også det


5. TISSER HELE TIDEN: og jeg tisser altså tit i forvejen men det er helt sbsurd nu.


6. FORHØJET KROPSTEMPERATUR: den er ikke ofte nævnt men skulle være god nok. Ligesom under ægløsning så er man en halv grad varmere. Jeg har det herrevarmt hele tiden, og sveder nogen gange helt ukontrolleret. Meget lidt charmerende. Og ret omsiggribende at skulle medbringe 2-4 skiftebluser. Som så helst skal være så ens-udseende at dine kolleger ikke opdager at du skifter tøj hele tiden.


7. ØGET FØLSOMHED I FORHOLD TIL LUGTE: jeg synes pludselig kemikalier som fx neglelakfjerner lugter meget værre og kraftigere end den plejer.


Det er vist det. Har ikke oplevet noget klammoella endnu - altså udover det med sveden.

Guess what - du skal være mormor/tante/oldemor/onkel/morbror/bonustante etc!

5+6


Jeg er ved at gå amokka over at jeg ikkie må sige noget om den der kage i ovnen til nogen. Der er en deadline. Om 2 uger har jeg aftale hos lægen - pissedoktor tillader sig at holde ferie lige når jeg har brug for at hun føjer mine neuroser. Nå men det er nok også ok. Hvis alt går som det skal er jeg otte uger henne når jeg skal se hende. På det tidspunkt har jeg forhåbentlig vænnet mig til tanken at jeg slapper lidt mere af.


Men, kors i røven hvor jeg glæder mig til at fortælle det til min omverden. Min mor bliver SÅ glad. Hun har punket os i årevis om hun ikke snart blev mormor. Og mine 2 små søskende bliver også glade. Og så er der et par veninder og den nære svigerfamilie der også skal have nyheden. Men det bliver tidligst i 12.uge - altså i starten af oktober - at jeg fortæller det på mit arbejde. Men det glæder jeg mig også til. Og frygter på samme tid. For jeg skal jo på barsel. Jeg er lærer for 9. og 10.klasse, og jeg kan ikke føre mine klasser til eksamen til sommer. For barsel starter ca. midt i marts. Og det føles røvet at de enten skal have vikar eller at mine i forvejen hårdtarbejdende kolleger skal dække mine opgaver.


Men lige nu ikke. Lige nu har jeg bare så meget lyst til at sige: "jeg er gravid" Det er derfor jeg har kvalme hele tiden, sveder som et helt fitnesscenter og skal tisse meget oftere end jeg plejer. Og jeg har altid rendt på toilettet MEGET tit i forvejen. Det er med absurd høj frekvens at jeg er derude lige nu. Og det med sveden, den havde jeg altså ikke set komme. Jeg siger jer, der er bare ikke noget mere læks end at stå helt stille og så bare begynde at svede absurd meget - særligt i ansigtet. It's weird, it's what it is!

søndag den 21. august 2011

Rystende

5+5


Jeg og min mand har prøvet i et års tid på at blive gravide. Hader det udtryk. "Vi er gravide" Gu er VI ej gravide. Men det lyder alligevel lidt vulgært hvis han gik og sagde: "jeg prøver at gøre min kone gravid."


Jeg er 28 år. Han er 32. Vi har været kærester i 7 år, og blev gift for 2 år siden. Jeg blev færdiguddannet sidste sommer og arbejder nu (hårdt). 


Og her for et par dage siden da jeg tissede på pinden var der pludselig 2 streger. Det troede jeg selvfølgelig var en fejl, så jeg tissede igen. To streger igen. Plagede mandse om at gå i 7/11 efter en mere, men det gad han fandme ikke. "Så vent dog til imorgen!" OK så, købte en 7/11 på vej på arbejde. Tissede igen på pind på arbejdet. Og den var - surprise - også positiv. Jeg troede dog stadig ikke på det. Jeg turde ikke tro på det. Jeg har whinet så længe over "vi kan ikke blive gravide - piv piv piv"
Jeg mødte en veninde på stationen og kom til at sige at jeg havde taget tre tests og de var alle tre positive men at jeg ikke troede på det før jeg havde taget et par stykker mere. 


Jeg drønede i Matas og købte 4 mere - en af hvert mærke. Gad vide om det er noget der sker jævnligt. At kvinder kommer med favnen fuld af Clearblue og RFSU pakker. Den der Clearblue Digital kostede gudhjælpemig 90 kr. 


Nåmmen jeg kom hjem og forsøgte at klemme en smule tis ud men det kunne jeg ikke. Så måtte jeg jo bælle en masse vand og pænt vente til trangen meldte sig igen. Og så tog jeg 2 mere. Blandt andet den der Clearblue. Hvor der med skrift står GRAVID eller IKKE GRAVID. Og ved I hvad fellas? Der stod sgu GRAVID. Først der forstod jeg hvad der var sket.


Blev jeg glad? Ja selvfølgelig, men mest var jeg bare overvældet, forvirret og rystet. 


Tanken om at der kommer en baby - et lille menneske - ud i den anden ende (så at sige) er slet ikke gået op for mig endnu.