Nationalmuseet lavede i 1992 projektet "Del din dag" hvor de opfordrede danskere til at skrive en detaljeret dagbog over en helt almindelig eller ualmindelig dag. D. 6. september 1992. Min mor skrev dengang, og jeg kan huske jeg var ret fascineret af det. Det der med at blive en del af danmarkshistorien. Godt nok en lille del, but still. Teksterne fra dengang er ikke blevet digitaliserede, og ligger nu og samler støv et sted i en kælder.
I år er det 25 år siden, og derfor gør NatMus det igen. Denne gang i den digitale tidsalder. Det kunne jeg jo ikke lade mere med at deltage i. Så herunder er min absolut uredigerede udgave af DEL DIN DAG
DEL DIN DAG –
Dagbog for onsdag d. 6.september 2017
Præsentation:
Jeg hedder Lise og jeg er 34 år. Jeg er gift med
Nikolaj (38), og sammen har vi Martha (5) og Arnold (3). Vi bor i et hus i
Slagelse. Begge børn går i børnehave, Nikolaj arbejder med køreplaner og drift
i BaneDanmark, og jeg er læreruddannet og arbejder som underviser på ZBC/SOSU
Sjælland.
”Biiip biiip biiip biiip” Klokken er 6.30 og vækkeuret ringer
en HEL time senere end det plejer. Lækkert! Jeg står stilfærdigt op, og lader
de tre andre koge videre. Børnene er nogle gange ekstremt morgenfriske og andre
gange er de ikke til at drive ud af sengene. Det er vist en af de sidstnævnte
dage i dag. Langt de fleste dage, er det mig der står for hele morgenrutinen,
da Nikolaj normalt skal med toget ca. klokken 6. Men lige i disse dage, har han
nogle af de sidste vagter i tårnet på hovedbanen, inden han går helt over til
sin nye funktion i BaneDanmark. At lave noget med køreplaner, ude i den
nybyggede bygning ved Dybbølsbro. Den vi kalder Lokumsrullen. Jeg har opgivet
at sætte mig fuldkommen ind i hvad det sådan helt præcist er, han foretager
sig.
Nå men i dag, har Niko børnevagten til morgen, og jeg skal
kun tage vare på mig selv. Jeg spiser ikke morgenmad herhjemme, da jeg først
plejer at blive sulten ved 10-tiden. Jeg kommer i tøjet, og det er
surprise-surprise en sort kjole og sorte leggings. Det er min ”uniform”. Øv det
regner, så må jeg hellere tage lukkede sko på. Jeg sætter håret. Hestehale i
dag og lægger makeup. Jeg er sådan blevet underligt forfængelig indenfor det
sidste år. Jeg har ellers aldrig gået frygtelig meget op i hår og makeup, og
har i lange perioder, gået makeupfri og joggingbukseklædt på arbejde. Men i
takt med at jeg er blevet mere selvbevidst, og har tænkt en masse tanker om det
at være en tyk kvinde, er jeg begyndt at fokusere lidt mere på at være tjekket
og præsentabel. Så jeg lægger en makeup. Det tager stadig kun 5 minutter, og
sluttes af med en pang-rød læbestift. Jeg ELSKER læbestift!
Mand og børn er nu kommet ned i stuen, og de er bænket foran
Paw Patrol med hver sin skål havregryn. Jeg kysser dem alle tre farvel, og
sætter mig op på jernhesten. Jeg hører musik på Spotify. I dag en playliste med
acapella popnumre. Der er 2½ km til arbejdet og det er bare op ad bakke hele
vejen, og så regner det fandme også!
Så da jeg ankommer på SOSU Sjælland Slagelse kl. 7.30 er jeg
pissevåd og pænt svedig. Jeg henter kaffe i frokoststuen i mit gigantiske
termokrus. Folk kan nærmest ikke genkende mig uden den grønne ”pokal” i hånden.
Jeg sludrer med mine kolleger, i takt med at de møder ind. Der er pædagogisk
dag i dag. Dvs fælles forberedelse, koordinering, udvikling osv. Men øv bøv,
jeg er skemalagt til dansk på Grundforløb 1, og da det er elever under 18, kan
vi ikke ”bare” lave en selvstudieopgave til dem. De skal møde ind og have
liveundervisning. Det er jo fint nok, i hvert fald set fra elevernes synspunkt,
men jeg ville nu gerne have været med til pædagogisk dag. Too bad, jeg må være
med til den næste.
En kollega har fødselsdag i dag, og jeg beder hende en
forklaring på det lortevejr. Hun mener der er andre der har fødselsdag d. 6.
september som har opført sig VILDT dårligt, og det faktisk kun er pga hende at
det ikke er skybrud og orkan.
Jeg elsker mine kolleger. Da jeg arbejder på SOSU- og
PA-uddannelsen er mine kolleger fra mange forskellige baggrunde indenfor
sundhed og omsorgsområdet. Vi er faktisk kun 3 der er læreruddannede, resten er
fx sygeplejersker (dem er der flest af), ergoterapeut, pædagog, ernærings- og
husholdningsbachelor, SSA, cand.pæd.psyk osv) Jeg elsker at være sammen med mennesker
der er eksperter på områder, jeg er uvidende på – og omvendt. Jeg er ekstremt
nysgerrig, og en ren spørge-jørgen når mine sygeplejerskekolleger begynder at
snakke fagsprog. Så meget at de er begyndt at sige at jeg da har valgt den
forkerte uddannelse. Men det synes jeg nu ikke. Jeg synes faktisk det er helt
perfekt, med den blanding jeg har nu. Jeg brænder for undervisning og
formidling. Og jo længere jeg arbejder sammen med andre faggrupper, jo mere kan
jeg suge til mig af viden. Vi har en humoristisk og lettere løssluppen stemning
på fælleskontoret, men det er omvendt også nogle af de mest hårdtarbejdende
undervisere jeg nogen sinde har mødt.
Jeg, og min kollega Trine ,går ind til hvert vores danskhold.
Vi har planlagt og forberedt ALT i fællesskab, så vi kører 100% parløb. Det er
guld!
 |
| Dagens klasselokale - vel at mærke EFTER eleverne mente de havde ryddet op... |
Eleverne er lidt præmenstruelle her til morgen. Det regner,
og de er de eneste elever på skolen i dag, så jeg cykler lidt, for at få
stemningen er vejret. Dagens tema er kommunikation, med særligt fokus på
virtuel kommunikation. Jeg forsøger hele tiden at switche imellem
opgavetyperne. Lidt tavleundervisning med input, så ud i grupper. Saml op ved
at spørge specifikke elever ”Hvad snakkede I om til spørgsmål 4, Marie? Når
eleverne har fået lov at arbejde med opgaven inden, må man spørge alle. Også
dem der ikke har hånden oppe. Sådan får jeg alle til at åbne munden i mine
timer. Simple as that. De skal diskutere nogle antagelser om kommunikation fx
”det er umuligt ikke at kommunikere” Jo mener de, bortset fra hvis man er i koma – eller
død. OK, den får I….
Emnet er lidt svært og med mange nye fagudtryk. Jeg glemmer
nogle gange at det er grundforløb 1. Dvs elever direkte fra 9. eller 10.
klasse. Og vel at mærke elever der ikke har valgt en gymnasiel uddannelse. Jeg
har stor respekt for at de vælger en erhvervsuddannelse i stedet. Og der er
lige så mange grunde til det valg, som der er elever. Vi har mange dygtige
elever, og så har vi også en del som ikke er så læringsparate. Som synes det
der dansk og engelsk, bare er det værste i verden. Ofte fordi de har en masse
dårlige oplevelser og erfaringer med sig i rygsækken. Mange af vores elever har
valgt erhvervsuddannelsesvejen fordi de bare gerne vil i gang med at lave
noget. Noget praktisk, med hænderne og kroppen. Og så er det lidt nedtur at
skulle sidde ned, og have dansk. Jeg holder rigtig meget at vores
grundforløbselever. De er livlige og charmerende og enormt umiddelbare. Men,
ja, jeg skal lige huske niveauet. Et ord som ”relation” eller ”medie” var der
kun få der kendte. Ingen kendte ordet ”kontekst”. Men det tror jeg nu nok de
gør nu, hvor vi har tæsket det igennem på kryds og tværs.
Vi arbejdede med kommunikationsmodeller og overvejede styrker
og svagheder ved forskellige slags virtuel kommunikation. De var, ikke
overraskende, eksperter i sociale medier. Men både kritiske og selvbevidste
omkring deres forbrug af disse. Og vi
havde en god debat der kom omkring hævnporno, afhængighed, trolling, shitstorm,
hadekampagner, Fie Laursen, Justin Bieber, snapchat, emojis, offensimentum (”Whaaat
Lise, du er den eneste voksne der ved hvad det er !”, Tumblr, Facebook,
Instagram, Messenger, privatliv og meget mere. Det var rigtig fint.
Dagen mundede ud i et gruppearbejde, hvor de skulle forholde
sig til at case om virtuel kommunikation, fx om en dreng der fik anonyme
trusler på SMS, en pige der blev svinet til på Messenger og indforstået sprog
mellem venner. Kan man fx tillade sig at joke om selvmord? De skulle også lave
et lille rollespil om situationen, og komme med et råd til den krænkede part i
de forskellige cases. En rigtig spændende, men også hård dag.
Der var kage i frokoststuen, i anledning af den der
fødselsdag. Jeg arbejdede lidt videre, indtil lidt i fire. Jeg hjalp fx en
kollega med at organisere noget tidsregistrering. Jeg har fået en ry, som lidt
af en IT-ekspert. Det er jeg ikke, men jeg har ofte en god intuition i forhold
til alt digitalt.
Jeg fik forberedt de sidste småting til min undervisning i
morgen. Dansk med GF1’ene igen. Vi skal arbejde med faktionsgenren, specifikt om
reality-TV. Det glæder jeg mig meget til.
Jeg cyklede igennem regnen ned til børnehaven. Med
galopperende dårlig samvittighed over at de bliver hentet efter 16. Igen-igen. Martha
var småsur, og absolut ikke begejstret for at skulle hjem, lige da hun var gået
i gang med en god Lego-leg. Nå, ud fra storbørnsgruppen, og ned i mellemgruppen
efter Arnold. Hans fjerde dag i børnehaven. Han havde haft en god dag, og
pædagogerne er begejstrede for ham. Men han prøver BARE grænser af i
øjeblikket. ”Nej, Arnold, du må skal ikke kravle rundt på puderne nu”, ”kom NU
Arnold” ”Husk din taske Arnold” Jeg forsøger at stå fast, og give han de faste
rammer og grænser, han så tydeligt ønsker sig. Det er et langt, sejt træk, der
til tider føles som et rent sisyfosarbejde.
 |
| Arnold med fingrene i nutellaglasset |
Hjemme i det rodede hus, gik der ren ulvetime i den. Martha
og Arnold så noget Paw Patrol og plagede og plagede om alt mulig mad. Jeg
kiggede væk et øjeblik og så sad Arnold med nutellaglasset og dyppede fingrene i,
og slikkede dem rene. Mums… Jeg tillod
mig at gå på toilettet, og så var han i gang med at splitte en spidskål ad.
Først blev jeg sur, og så hørte jeg Martha sige ”mmm det smager godt mor” Kan
man tillade sig at være sur på et barn der siger at kål smager godt? Dernæst
tog Arnold det største kålblad på hovedet og brugte det som hat. Og det var jo
noget af det mest åndssvage og nuttede jeg længe havde set. Så jeg samlede det
der kunne reddes af kålen og lagde det nu dekonstruerede kålhoved tilbage i
køleskabet.
 |
| En flot kålhat |
Jeg fik bikset en let aftensmad sammen. Pasta med tomatsovs
og revet mozzerella. Det ville de heldigvis gerne spise. Ja altså indtil Arnold
begyndte at lege madkunstner med røde og fedtede materialer. Nå, du på
toilettet, og blive vasket. Martha skulle naturligvis skide lige midt i maden.
Og jeg måtte længe beundre en kæmpe lort, som kunne stå selv, nede i toilettet…
Martha bad om vandmelon til dessert, og det synes jeg var et
fint nok ønske. Jeg var så ikke hurtig nok til at skære den ud, så hun ville
hjælpe mig. Med det resultat at hun tabte den store melon på gulvet, så den
nærmest eksploderede. Så det måtte vi jo lige tørre op. Endelig var de klar til
at indtage lidt melon på sofaen. Vi forsøgte at ringe til far og sige godnat.
Han kunne ikke svare, så vi ringede i stedet både til mormor, onkel Casper og
moster Tine for at sige godnat. Og så prøvede vi lige far igen. Jubii, han
nåede at svare, og vi fik snakket og sagt godnat.
Ungerne fik børstet tænder og gennet op på værelset. To af de nye store Paw Patrol perleplader på
væggen, var røget ned. Mere abesnot på dem!
 |
| Paw Patrol i hamaperler. Min mor og jeg har været fælles om projektet. |
Vi læste ”Mimbo Jimbo og den lange
vinter” som Arnold lige har fået i fødselsdagsgave. De opførte sig upåklageligt
og lå bare og hyggede i Marthas seng og lyttede opmærksomt. Jeg elsker at putte
dem, når de er sådan.
Klokken ca 19.30, kunne jeg lukke døren med et ”Godnat,
elsker jer!” Jeg skrev i min dagbog – en 5 års sag, hvor man skriver 5-6 linjer
for hver dag.
Jeg gik ned for at starte på madpakkerne, og ryge en cigaret
på terrassen. Gad faktisk ikke rigtig de madpakker. Dem må Niko ordne når han
kommer hjem kl. 21.
Jeg arbejdede halvanden time med noget forberedelse til
naturfag på fredag og forsøgte at få min nye ZBC-mail til at virke.
Nikolaj kom hjem, og vi så et afsnit af Mad Men – den sidste
sæson, og fik gjort madpakkerne færdige. Og spiste noget bland-selv-slik og røg
et par smøger. Dårlig vane. Den gad jeg godt slippe af med.
Jeg gik i seng ved 23.30-tiden og læste lidt i The Goldfinch,
som jeg er ca halvvejs i. 700 sider, og jeg har været i gang siden slutningen
af juli.
Gid jeg havde mere tid til at fordybe mig i bøger. Jeg lægger mig til
at sove, da bogen falder ud af hånden og lige ned i masken på mig. Hov faldt
vist i søvn midt i en sætning…
 |
| The Goldfinch, som jeg læser i øjeblikket |
Sådan slutter de fleste dage.
