Viser opslag med etiketten barsel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten barsel. Vis alle opslag

lørdag den 28. februar 2015

Træt i ansigtet

Man kan godt blive lidt træt i sit ansigt, når klokken kun er tolv og man allerede har
-vasket afsindig meget nutella af datters ansigt
-afmonteret en kæmpe lorteble på søn
-forsøgt at afmontere endnu en lorteble, men fået smurt så meget bæ op af ryggen på spædbarn at han måtte i bad for at komme det hele til livs
-sagt til datter, i varierende tonelejer, at hun skulle tage tøj på, mindst en million gange
-levet med at strømpebukserne kom bagvendt på
-afmonteret lorteble på datter
-suget episke mængder snot ud af søns næsebor.
-heppet længe på at datter skulle tisse en lille tår i toilettet. No such luck.
-støvsuget en hel pakke salt op fra køkkengulvet, efter datter havde leget med salt. Igen.
-kasseret en hel skål tørret frugt fordi datter havde hældt salt ud over den.
-lagt søn til at sove til middag i decideret gaskammer (far sover ud efter nattevagt)
-tørret mere nutella af datters fjæs
-fravistet drikkedunk fra datter fordi jeg ikke syntes hun skulle drikke den sure mælk der var i den.
-tørret op efter at datter havde malet med mælk på gulvet
-ammet søn
-lagt melonske og knivsliber på plads efter datters percussionkoncert med disse genstande
-vasket Bamse for gylp
-sat potteplanter på plads efter disse blev forflyttet til stuegulv
-fodret søn med kæmpe mængde boghvedegrød
-været lortemor, der lokkede datter med nutellamad for at tage tøj på. (Det virkede!)
-undersøgt hvor fanden man kan købe perleløg i Slagelse. Uden held. 
-spist chokolademadder til morgenmad
-samlet alle bønnerne der ellers lå i blød op fra køkkengulvet, efter datter havde hældt dem ud der,
-føntørret kogebog med opskrift på bønneret

onsdag den 24. september 2014

Noget om Facebook contra det virkelige liv

Jeg er jo på det der barsel. Dvs jeg bruger U-TRO-LIG mange timer på Facebook. Når man sidder der i sofaen med nogen hængende i brystet kører jeg stenet underholdning ind i uhæmmede mængder. Facebook, iPad-spil (diamond digger, jelly splash, wordfeud, numfeud og triple town er favoritter lige i øjeblikket) og selvfølgelig masser af fjernsyn. Jeg ved præcis hvornår der kommer Reba, Beverly Hills og Antikkrejlerne...
Jeg prøver at læse bøger, for det er trods alt lidt sundere for mit mentale helbred, men det er svært at samle sig om det. Jeg læser dog i en bog når jeg natammer.
Og nåh ja, så blogger jeg. Mens jeg sidder her i sofaen. 
Min blog er vel en slags forlængelse af den person jeg er på facebook. Dvs, for mit vedkommende, et ret ærligt portræt af mig og mit liv. Nogle mennesker redigerer sig selv meget inden de poster på facebook. Altså at vi kun ser dem fra deres bedste, mest overskudsagtige side. Dem der åbenbart har børn der altid er rene og søde og ihvertfald aldrig har øjenbetændelse. Deres mad er billedskøn og deres hjem aldrig rodede. 
Omvendt er der dem der slet ikke redigerer inden de poster. ALT skal deles. Også at de skal til jobsamtale, eller har problemer med eks-kæresten. 
Jeg ligger sådan midt imellem. Nogle vil helt sikkert mene jeg deler for meget. Men jeg er meget bevidst om HVAD jeg deler. Jeg viser også de grimme, trælse sider af mit liv frem. Som fx dengang jeg delte et foto af Martha med episk meget øjenbetændelse. Det nævner min veninde altid som et pinligt eksempel på min oversharing. Jeg synes dog det var passende. Mest fordi jeg var oprigtigt imponeret over hvor meget snot man kan have i hovedet og samtidig være glad. Desuden måtte jeg tage en barns første sygedag den dag, selvom det var årets kun anden skoledag. Så det var også et (ubevidst) forsøg på at vise at jeg rent faktisk havde behov for den barns sygedag, selvom det passede utrolig dårligt ind i årsplanen. 
Jeg prøver at holde tingene positive, lette og sjove på Facebook. Jeg brokker mig meget sjældent, da jeg er allergisk overfor brok. At være efterskolelærer does that to you. Jeg har unfriended bekendte der brugte facebook som deres personlige agony aunt. Jeg gider det ikke. Selvfølgelig må man brokke sig og være negativ, men når det er 9 ud af 10 opslag der handler om hvor synd det er for dig, så står jeg af. 
Jeg deler heller ikke ting der ikke er en sure thing. Jeg kunne fx aldrig finde på at skrive at jeg skulle til jobsamtale. Jeg kunne måske finde på at skrive bagefter, at jeg havde været der, men ikke fået jobbet. Jeg ventede også de der 12-13 uger med at annoncere min anden graviditet. Den første er en anden sag. Der boblede jeg over af kommunikationstrang, og startede denne blog for at få afløb for alle mine graviditetsrelaterede tanker. 
Jeg skrev fx heller ikke noget direkte om min trafikulykke i marts, eller om mine kvaler med depression og psykofarmika. Sidstnævnte er der til gengæld mere om på bloggen. Her er nemlig plads og tid til at sætte ordentlig ord på den slags komplekse emner. 

Jeg prøver som sagt at holde tonen positiv, så selv når det er trælse temaer jeg behandler får det altid et skud af min sarkastiske humor. 

Og så skriver jeg MEGET om mit afkom, både på FB og her. Og det er sådan det er. Mit fokus HAR jo ændret sig efter de kom ind i mit liv. Jeg kan huske at jeg vendte øjne over mødre der ikke kunne snakke om andet, altså før jeg selv blev del af den sekt. Jeg prøver dog stadig at holde en morsom tone, for ellers er det sgu for kedeligt. Min brede bekendtskabskreds gider sgu da ikke høre om Marthas grøddebut eller at lillebrors navlestump er faldet af. 
Mine veninder har rost mig for den måde jeg skriver om mine unger på FB. De siger at selv om de ikke har børn, bliver de ikke trætte af at læse om mine. Fordi jeg bruger humor i opslagene. 
Der er helt sikkert også facebookvenner der synes jeg griber det helt forkert an. At jeg udstiller Marty når jeg poster snotfjæsbilledet, at det er røvkedeligt med endnu et billede af babyboys dobbelthage ( men helt ærligt, tænk at have dobbelthage i en alder af 2 uger!) 
Der er mange måder at være mor på, og lige så mange at være mor på de sociale medier. Det her er min måde. 
Først kom albummet HAVEBLÆR (fordi det er jo det jeg gør - "OMG så så man lige mig, jeg er blevet så voksen at jeg har en have!"



...og da jeg blev mor til to rollinger, måtte jeg oprette et nyt album (den gamle album hedder MARTHA MY DEAR - men nu er det jo ikke kun hende) så hvad var mere nærliggende end at oprette BØRNEBLÆR (cuz..."OMG, så så man lige mig være så voksen at jeg har fået to børn" )

Jeg skriver en del på FB om Nikolajs betragtninger om livet. Den dag jeg postede citater fra upassende sange han gik og fandt på ( fx indeholdende linjerne "...mit saftspændte scrotum") synes min moster at det var en af de opslag hun godt kunne have undværet.

...og lidt om mine egne betragtninger. Fik jeg nævnt at man ser utrolig meget fjernsyn når man er på barsel?

Jeg fik strenge formaninger om at jeg ikke måtte skrive om min deltagelse i Jeopardy på de sociale medier, men når nu programmerne kører og man allerede har kunnet se mit fjæs i traileren for onsdagens afsnit, så tænkte jeg at tiden var inde til at breake nyheden. 

Endnu en Nikolaj-betragtning og lidt om min elegante humor...

Og så er jeg absolut heller ikke for fin til at dele den slags her. Især ikke når de er så præcise som denne. 





tirsdag den 13. august 2013

Summen af de 7 damer

Vi er en flok veninder fra samme folkeskole, som jeg stadig ses en del med. En af dem er blandt mine allernæreste veninder. Vi er alle sammen blevet 30 i år. (undtagen Louise, men hun gik også kun i ottende…) Bare i sommerferien er vi  fire der har ramt det skarpe hjørne. Vi står ret forskellige steder i livet, og så alligevel ikke.

Ud a 7 piger årgang 83 (1 fra 84):
1 har købt hus med kæresten. Og hund.
1 har et barn (det er mig!)
6 er færdiguddannede
1 har boet en årrække i London
6 er i faste parforhold – heraf 2 i 10+ år (Niko og jeg har været sammen i 9½ år, så vi er der næsten også)
5 bor i barndomsbyen (heraf er 3 flyttet tilbage efter et par år andetsteds)
2 studerer
3 er uddannet lærere (!)
Og 2 er pædagoger…
1 har 2 katte, og en kæreste.
5 har kørekort
2 har bil
1 er kæreste med en far til 3
4 dyrker regelmæssig motion
2 kan godt lide at ryge en lille bønne
3 er eksrygere
2 er rygere

Vi er meget forskellige, men også meget ens. Måske er det derfor vi stadig kan holde hinanden ud. Vi er jo også endt med at tage uddannelser der ligger tæt på hinanden. Ud over 2 pædagoger og 3 lærere er der en geograf og en der læser litteraturvidenskab.

Når jeg fortæller at jeg har et slæng af folkeskoleveninder forestiller folk sig ofte at vi altid har været et slæng. Altså at vi alle 7 altid var sammen siden vi var purunge. Det er ikke tilfældet. Vi har i perioder været veninder med en eller 2 af de andre, som så har været slyngveinder med en af de andre, og på kryds og tværs. Man ændrer sig jo meget de 10 år man går i folkeskole. Jeg nåede at være bedsteveninde med 3 af de her piger. I gymnasiet sås vi også på kryds og tværs, men 2 gik på et andet gymnasium end resten, 1 var HF’er, og vi var på forskellige årgange. 2 af pigerne er desuden stangkusiner, så det har jo også i perioder gjort at de ikke var bedste veninder. Jeg havde, og har, jo også veninder uden for denne kreds. Jeg sang i et kor, var spejder og spillede teater, og der har jeg haft gode og tætte venskaber også. I gymnasietiden var det næsten udelukkende her jeg fandt de tætte venskaber. Jeg har ikke superglad for min gýmnasietid, særligt ikke 1.- og 2.G. Puuuha, det var en akavet og svær tid. Der er en enkelt veninde fra min  første gymnasieklasse jeg stadig ser ind imellem, men det var sgu ikke der jeg trivedes bedst. Jeg var ude at rejse mellem 2.G og 3.G, men det er vist et andet blogindlæg….

OK, det blev et sidespor. Folkeskolepigerne, det var dem vi kom fra. Vi begyndte at ses som en gruppe da vi alle var blevet studenter. I sommeren 2003. Vi har edderrød’me lagt mange penge på Cafe Mikkel i Slagelse! Vi holdt fester, tog på Cafe, i Tivoli, spillede spil, tog på shoppeture, i zoologisk have, på stranden, på rejse, i Bonbonland, holdt nytår sammen, tonsvis af tøseaftener og alt muligt andet. Der var nogle dejlige år, hvor vi bare havde det skønt, og hyggede os. Det var ikke altid alle var med, og som tidligere nævnt var der jo en der boede i udlandet, og noget med nogle ekskærester, og nogle der blev uvenner, så der har været masser af gnidninger. Jeg har aldrig haft en personlig konflikt med nogen af dem. Er måske nok lidt konfliktsky når det kommer til stykket.

I perioder har jeg haft det anstrengt med nogle af dem, og været lidt træt af at alt skulle aftales og diskuteres ned i mindste detalje. Lad os da bare daffe op og æde de nachos for fanden!
I marts 2010 skulle vi så på sommerhustur sammen, og der ramlede det hele. Alle de små åndssvage konflikter og usagte irritationer. Alt det nogle var blevet sårede over engang, og hele den der planlægningsfnidderfnadder eksploderede bare. Jeg kan ikke engang sætte fingeren på præcis hvad der skete. Måske var vi bare blevet trætte af hinanden som gruppe? Jeg kan i hvert fald huske jeg kom hjem fra den der tur, som skulle have været så hyggelig og sjov, og jeg græd bare. Det første jeg sagde til Nikolaj da jeg trådte ind af døren var ”Aldrig mere!” Jeg var blevet såret, irriteret, frustreret. Og jeg var ikke den eneste. Vi havde alle syntes det var en rigtig lortetur. Og derefter så de fleste ikke hinanden før 2½ år senere…

Dam dam dam!

Jeg blev ved med at ses med en af dem. Selvom jeg synes hun havde været streng, og sikkert også omvendt, så kunne vi lide hinanden så meget, at vi blev ved med at ses. Vi havde sådan nogle ”Sushi, sjusser og Scrabble-aftener” Vi var begge to travle. Nyuddannede lærere begge to, med fuldtidsjob, men vi fandt tiden til hinanden. Vi var også i London for at besøge en af de andre piger. Jeg blev gravid i sommeren 2011 og hun var en af de tre jeg ringede til og fortalte det ret tidligt i graviditeten. Hun var der bare. Vi bor også i samme by, tæt på hinanden, så det var jo nemt lige at aftale at ses og vende verdenssituationen. Det krævede ikke den store planlægning. Mine 2 andre tætteste veninder (dem jeg også ringede til) bor/boede i København, så det kræver lige lidt mere at ses. Jeg husker det som at vi sås rigtig tit da jeg var gravid. Og igen da jeg havde født. Hun kom op på sygehuset og besøgte os samme dag som Martha blev født. Det gjorde ellers kun bedsteforældrene og Nikos søster. Hun var der bare for mig. Hun har virkelig set mig amme mange gange. Hvilket hun også altid nævner…. Selvom hun stadig havde fuldtidsjob, hus og hund, så havde hun også altid tid til barselsdamen som keeeeeedede sig. Hun var den der var tættest på (min egen mor er der selvfølgelig også. Altså tæt på, men det her indlæg handler om venindeforhold) så det var ikke nogen svær beslutning at spørge om hun ville være Marthas gudmor. Jeg kan godt lide tanken om at det er en barnet ikke er i familie med. På den måde lukker man en udefra ind i familien. Og man skal heller ikke vælge mellem 4 forskellige søskende. Jeg synes ideen om at Martha har fået en voksen som er helt hendes egen er rigtig fin. Min veninde blev simpelthen så glad. Meget gladere end jeg troede hun ville blive. Hun gik, og går, op i det med liv og sjæl.


Og det bringer os frem til august 2012. Vi skulle holde barnedåb, og uden egentlig at have nogle bagtanker, inviterede jeg hele flokken af tøser. Jeg havde jo som sagt ingen konflikt og er heller ikke typen der bærer nag. Jeg syntes bare det var naturligt at de skulle være der. Alle 6. Jeg kunne mærke på flere af dem, at det betød meget. Skulle vi virkelig opløse det her gamle nag? Hvordan ville det blive? Ville det blive akavet? Var nogle sure på hinanden? Alt det tænkte jeg helt ærligt ikke på. Jeg havde jo ligesom baby og barnedåb i hovedet. Jeg havde ingen bagtanker. Jeg inviterede dem jo bare. De skulle jo være der, ligesom de havde været der til andre store begivenheder. Som fx vores bryllup i 2009.

Men dagen oprandt. Solen skinnede, og de kom sgu alle sammen. Og de hyggede sig. Og gudmoren strålede og smilede. Og pigerne snakkede om hvor dejligt det var at jeg havde inviteret dem alle sammen igen. De havde jo ikke set hinanden i 2½ år.




















Og så skete der det helt utroligt dejlige at vi begyndte at ses så småt igen. Først bare i det helt små. 2-3-4 af os fra samme by mødtes til kage og hyggesnak. Søndagskage kaldte vi det. Så var der pludselig nogle af dem der ikke boede i byen som sagde at det ville de da også gerne være med til. Og så blev vi flere og flere. Og pludselig var vi alle sammen, sammen igen. Vi aftalte dage hvor vi skulle mødes. Hos hinanden. Det er svært at finde dage hvor 7 mennesker kan, og alle er ikke lige fleksible. Det irriterer mig. Den der overdrevne fnidderfnadderplanlægning. Den som også var dræberen sidst. Men jeg trækker vejret dybt og prøver at huske på at vi ikke alle sammen er ens. Og nogle har brug for mere kontrol og planlægning end andre. Jeg synes bare det er rart at vi ses igen. Og jeg prøver at tage det helt roligt, når der kommer små krusninger i vandet. Når en siger noget irriterende. Når en anden er irriteret på en tredje. Jeg GIDER ikke konflikterne. Så jeg bliver ved med at ses med mine dejlige piger, men kun så længe det er det værd. De er skønne, seje, kloge hver for sig, men nogen gange har de (vi) en uheldig indvirkning på hinanden. Summen er 7 er ofte højere og mere kompliceret end man lige skulle tro.
På næste fredag kommer de alle sammen hjem til mig. I min kalender står der ”Damemøde”. Sig mig HVORNÅR skiftede det navn fra ”tøseaften”?” Det er nok noget med det der at blive 30 år, at gøre. Mon ikke?



søndag den 30. december 2012

Bøger 2012

Jeg havde en intention om at jeg skulle læse rigtig mange bøger. Jeg skulle jo på barsel. Der laver man vel ikke andet end at hyggenygge, og nusse rundt derhjemme. Babyen var helt sikkert en nem en, og så skulle man bare læse når man ammede, og det skulle være så dejligt, så dejligt. 

Og det HAR været dejligt og hyggeligt at være på barsel, men det har sgu også været hårdt arbejde ind imellem. Og Martha ER faktisk et nemt barn, men det kan jeg først se nu hvor hun er 8½ måned gammel. Og så det der med at amme og læse. Det fungerede sgu aldrig rigtig for mig. Intentionerne var der helt sikkert. men det var bare så svært i praksis. For det er rimelig sjældent at baby bare ligger stille og artigt og sutter i mange minutter ad gangen. Jeg fandt det simpelthen for svært at multitaske. Men samtidig er det også rimelig kedeligt at amme, og man gør bruger SÅ lang tid på det, så underholdning er godt. Men den skal bare være så tilpas let at man ligesom har størst fokus på grislingen. 
Så istedet for opbyggelige bøger, med komplekse handlinger til at amme til, blev det til timevis af TLC, Kanal 4, Kanal 5, DR2, DR1, Zulu, NatGeo og alle mine andre venner i den store kanalpakke. Og til mit forsvar, en del magasiner og blade. 

Men jeg fik læst, lidt.
Herunder en oversigt over Lises læseår. 

2011-1.1......Jacob Ejersbo: Eksil
1.1-10.1.......Jacob Ejersbo: Revolution
10.1-16.2......Jacob Ejersbo: Liberty
16.1-30.3......Julia Lahme: Hvor lagde jeg babyen?
17.1.-12.6.....Tine Tholander: Din Mor Manual
23.1-6.3........Bjarne Reuter: Når Snerlen Blomstrer
7.3-14.3........Kathrynn Stockett: The Help
14.3-4.4........A McCall Smith: Friends, Lovers, Chocolate (årets numsehul)
11.3-18.4......Graviditetsbogen (tæller den?, gu gør det så!)
4.4-22.5........Lionel Shriver: We need to talk about Kevin
3.4-?............Sådan er mødre
22.5-............Fay Weldon: Puffball (endnu ikke færdiglæst)
7.6-12.6........Nynnes dagbog
12.6-1.7........Nynne 2
19.6-10.7......Jenny Lawson: Let's pretend this never happened
1.7-7.7..........Nynne 3
7.7-9.7..........Nynne 4
10.7-.............Mark Haddon: The red House (heller aldrig færdiglæst)
21.7-27.7.......J.K. Rowling: Harry Potter and the Philosophers Stone
25.7-7.9........Njor/Stockmann. Michael Laudrups Tænder
27.7-18.8.......J.K. Rowling: Harry Potter and the Chamber of Secrets
18.8-5.9.........J.K. Rowling: Harry Potter and Prisoner of Azkaban
5.9-26.9.........J.K. Rowling: Harry Potter and Goblet of Fire
7.9-18.10.......Njor/Stockmann: Charlie Hotel Oscar Kilo
27.9-3.11........J.K. Rowling: Harry Potter and the Order of the Phoenix
18.10-29.12.....Stephen Fry in America
3.11-19.11.......J.K. Rowling: Harry Potter and the Half-blood Prince
19.11-12.12.....J.K. Rowling: Harry Potter and the Deathly Hallows
12.12-30.12.....Ken Brockmeier: The Brief History of the Dead

29 stk, og heraf kun 16 rigtige (og færdiglæste) romaner. Åh det er skidt. Jeg ved godt hvad en af mine nytårsforsætter skal være for 2013!

Det der med at gøre status

Martha 8½ måned

Sidste år havde jeg 5 nytårsforsætter 

i 2012 vil jeg: 

1. læse en masse bøger
2. blive indehaver af kørekort
3. føde et barn
4. se mindre white-trash TV
5. kysse rigtig meget på min mand

Og så er det jo man skal gøre status.

1. En masse er det ikke blevet til, men har tygget mig igennem en 30 stykker. Langt fra det uskrevne mål om 50 stk. Og i år har jeg også måttet opgive bøger midtvejs. Ammehjernen satte simpelthen en stopper for alt for komplekse historier. Nogle af de bedste fra i år har været Ejersbos Afrika-trilogi, We need to talk about Kevin (Lionel Shriver), The Help (Kathryn Stockett), Let's pretend this never happened (Jenny Lawson) og naturligvis Harry Potter heptalogien som jeg genlæste for gud ved hvilken gang. 

2. Yes det lykkedes! 4 køreprøver skulle der til. Jeg bestod endelig køreprøven en uge efter fødslen. Helt med tudefjæs, ømt understel og meget meget følsom, bestod jeg, trods heftigt regnvejr. Jeg kører dog ikke særlig meget i bilen. En meget dårlig vane. 

3. Ja det lykkedes søreme også, se her

4. Der rammer vi jo min akilleshæl. Puha jeg har set meget lort i år. TLC har især kørt i timevis om dagen. Jeg har godt nok ammet til mange dårlige programmer. 

5. Det synes jeg faktisk det er gået meget godt med også. Ja jeg har eddermame også været en bitterfisse, der har sukket dybt og været eddikesur over at Nikolaj tillod sig at tage en middagslur. Seriøst, der var en periode hvor jeg sværger, at han lige akkurat hørte Martha småvågne fra sin lur, og så kækt proklamerede "Nå jeg smider mig lige en halv time" Og det var sgu da aldrig kun en halv time! Men ud over det, har han været skøn og dejlig og jeg er stadig lige så forelsket i ham som for snart 9 år siden. 

Og så skal det lige siges at han ENDELIG har forstået, at barsel ikke er en slags ferie, hvor man kan sidde og nørkle med sine egne nørdeting i timevis. Han skulle lige selv på barsel først, og jeg skulle være væk en hel dag, før det gik op for ham.  Men det tæller stadig. 

torsdag den 27. september 2012

Frøken Marcipanrøv

5 måneder

Jeg har taget nogle billeder af den unge dame med den lange numse. Det er lidt ærgeligt at navnet Langballe giver så negative associationer til en af dansk politiks største tosser. Når nu hun har så lang en numse.









cute? 

det tror jeg nok hun er!

onsdag den 22. august 2012

amningens glæder og genvordigheder

4 måneder

Amningen har i det store hele fungeret skidegodt. Mælken løb til på tredjedagen. Hun lærte den rigtige teknik næsten med det samme. Hun har taget fint på (konen har en kampvægt på 8,8 kilo. Hun følger sin helt egen kurve...) I øjeblikket ammer jeg hende 5-6 gange i døgnet. Nogenlunde sådan her er rytmen.

8.00 morgenmad. 1. amning
tøj på, evt. bad
10.00. 2.amning
formmiddagslur
13.00 frokost, grød + amning
lang eftermiddagslur
17.00 amning
lege med bar røv
nattøj + aftensmad
19.30: sengetid

Og det er jo ikke sådan at hver dag er ens, eller at vi absolut skal følge dette. Jeg skrev det ned ved at overveje hvordan det har været de sidste par uger, og prøve at se om der var et mønster. Og det var der åbenbart. Nogle dage får hun mere. Nogle gange vågner hun meget tidligt om morgenen, og så får hun lidt bryst, og så lægger jeg hende tilbage i seng. 

Jeg synes amning var hårdt og træls i starten. Det var bare HELE TIDEN, og jeg følte at jeg ikke kunne bruges til andet end madkasse. I den første uge skrev jeg dagens rytme ned et par dage. Altså amninger, bleskift, søvn. Og et enkelt døgn ammede jeg 18 gange, og skiftede 10 lortebleer. Det er heldigvis ændret nu. Det tog faktisk lang tid at lære at sætte pris på at det fungerede upåklageligt. Jeg har aldrig haft nogen smerter, har ikke haft stoppede mælkegange, trøske eller brystbetændelse, har ikke haft brug for hjælp fra fx suttebrikker, har aldrig måttet give en flaske. Hun er mæt og trives virkelig godt. Hun sov igennem allerede da hun var ca. 2 måneder gammel. Jeg har meget at være taknemmelig for. Men det er først nu jeg kan se det. Jeg er faktisk begyndt at nyde det. Synes det er hyggeligt og rart. Jeg er blevet mere afslappet omkring at gøre det i det offentlige rum. Lidt for afslappet måske. Føler jeg har fået et liiiiidt for afslappet forhold til mine egne bryster. Det er sgu  fordi de er blevet fuldstændig afsexualiserede. 

men: 


7 ting jeg glæder mig til når jeg er færdig med at amme om 4 måneders tid:

1. bøjle-BH'er 
2. at min krop kun er min egen igen (og lidt Nikolajs ved særlige lejligheder)
3. at kunne bruge hele min garderobe og ikke kun de 10% der er i rotation pt. (tanktoppe FTW)
4. ikke at vågne med våde pletter på top, dyne og lagen hver morgen
5. ikke at vågne med spændte bryster hver morgen
6. at kunne holde frikvarter uden mit barn (lyder hårdt, men trænger virkelig til en tur i biffen eller på reataurant uden 68 cm umælende menneske på slæb)
7. at der ikke ligger (brugte...eew) ammeindlæg og flyder über alles i lejligheden.

lørdag den 4. august 2012

Juli 2012

3½ måned


Martha bliver ved med at vokse. Hun er dejlig rund og rigtig glad det meste af tiden. Hun har lige de der tigerspringperioder hvor hun er surby* Hvilket fik mig til at tænke på den der film "Tiger på spring, drage i skjul" Det passer totalt godt. Når hun tigerspringer er det som om hendes indre drage kommer frem fra sit skjul. 


Hvis man skal sætte en overskrift for juli er det Søvn. Jeg har sat mig for at indføre en god putterutine. Så hun kan lære at falde i søvn på egen hånd. Jeg har bestilt bøger fra Amazon, og læst noget af dem, og egentlig synes det var noget crap meget af det. Der er tusind forskellige metoder til at få din baby til at lære at falde i søvn. En af metoderne går ud på ekstremt faste rammer. Sådan noget med at baby skal spise en helt bestemt mængde på et helt bestemt tidspunkt, og lurene om dagen skal sættes så meget i system at man skal vække babyen for at give hende mad. Og i bogen er der tonsvis af diagrammer og sider man kan udfylde med "så og så længe på det bryst" osv. Det er ret ufleksibelt og nok ikke lige mig. Jeg er klar over at babyer og børn har behov for faste rammer, men med den der metode kan jeg kun se mig selv blive voldstresset over at skulle følge skemaet slavisk. Man falder jo af sig selv ind i en slags rytme. 
Men jeg bliver bare lidt ør i hovedet af at læse om dem. Der er dog en af bøgerne jeg synes virker fornuftig. Den hedder "Godnat og sov godt" og er i modsætning til alle de andre bøger ikke amerikansk, men spansk. 


Det går dog lidt trægt med at følge principperne. For hvis jeg kan amme hende i søvn, så lægger vi hende bare ind. Det føles som en bjørnetjeneste, men når det er sent om aftenen, og putningen dagen før var et helvede at gråd (både Martha og jeg) og noget der tog et par timer, så er den lette løsning bare så tillokkende. Det er meget muligt at vi skubber problemet foran os, til den dag hvor hun ikke skal ammes om aftenen længere, men åh hvor er det svært. 


Det er nok ikke noget der findes en løsning på lige med det samme.


Der findes et babybillede af mig hvor jeg ser PRÆCIS sådan her ud.

Martha og far

Glad for sit "babygym"

flot skat...

sjov med spejl

dejlige tykke dame

sommerhygge

svømmehal

nusse med far i vandet

med mor i vandet


bask...bask....baskebaskebaskebaske.....bask...

på vej rundt. Martha tager den nok i omvendt rækkefølge, altså fra ryg til mave først. 

7 kilos vægtstang

Op at sidde!

Oldemor i Esbjerg

savlebaby

So charming

småtræt hængende på farmand

prøve dåbskjole. Den passede alligevel fint, man kan bare ikke lukke alle knapperne

Min 29 års fødselsdag. Prøv lige at se hendes sure sure fjæs. 

Morgenglad

Lege med skumdimser

Min skumdims!

Rund og glad

MEGET fascineret af lampen

Morgenlur

Martha ser OL

Meget optaget af OL-svømning

Jeg hørte en grynten fra tæppet, og så lå hun sådan her. Ærgeligt alligevel at man har lært at trække en klud henover hovedet, men endnu ikke er i stand til at få den væk igen.
*-by. Nikolaj og jeg er begyndt at kalde hende alle mulige ting der ender på -by, som i baby. Det skal altså udtales -bi. Fx kan hun være trætby, eller gladby. Nogen gange er hun surby og hun er hele tiden tykby. Lugtby er hun også ind imellem, fx når hun er prutby eller skidby.