amningens glæder og genvordigheder

4 måneder

Amningen har i det store hele fungeret skidegodt. Mælken løb til på tredjedagen. Hun lærte den rigtige teknik næsten med det samme. Hun har taget fint på (konen har en kampvægt på 8,8 kilo. Hun følger sin helt egen kurve...) I øjeblikket ammer jeg hende 5-6 gange i døgnet. Nogenlunde sådan her er rytmen.

8.00 morgenmad. 1. amning
tøj på, evt. bad
10.00. 2.amning
formmiddagslur
13.00 frokost, grød + amning
lang eftermiddagslur
17.00 amning
lege med bar røv
nattøj + aftensmad
19.30: sengetid

Og det er jo ikke sådan at hver dag er ens, eller at vi absolut skal følge dette. Jeg skrev det ned ved at overveje hvordan det har været de sidste par uger, og prøve at se om der var et mønster. Og det var der åbenbart. Nogle dage får hun mere. Nogle gange vågner hun meget tidligt om morgenen, og så får hun lidt bryst, og så lægger jeg hende tilbage i seng. 

Jeg synes amning var hårdt og træls i starten. Det var bare HELE TIDEN, og jeg følte at jeg ikke kunne bruges til andet end madkasse. I den første uge skrev jeg dagens rytme ned et par dage. Altså amninger, bleskift, søvn. Og et enkelt døgn ammede jeg 18 gange, og skiftede 10 lortebleer. Det er heldigvis ændret nu. Det tog faktisk lang tid at lære at sætte pris på at det fungerede upåklageligt. Jeg har aldrig haft nogen smerter, har ikke haft stoppede mælkegange, trøske eller brystbetændelse, har ikke haft brug for hjælp fra fx suttebrikker, har aldrig måttet give en flaske. Hun er mæt og trives virkelig godt. Hun sov igennem allerede da hun var ca. 2 måneder gammel. Jeg har meget at være taknemmelig for. Men det er først nu jeg kan se det. Jeg er faktisk begyndt at nyde det. Synes det er hyggeligt og rart. Jeg er blevet mere afslappet omkring at gøre det i det offentlige rum. Lidt for afslappet måske. Føler jeg har fået et liiiiidt for afslappet forhold til mine egne bryster. Det er sgu  fordi de er blevet fuldstændig afsexualiserede. 

men: 


7 ting jeg glæder mig til når jeg er færdig med at amme om 4 måneders tid:

1. bøjle-BH'er 
2. at min krop kun er min egen igen (og lidt Nikolajs ved særlige lejligheder)
3. at kunne bruge hele min garderobe og ikke kun de 10% der er i rotation pt. (tanktoppe FTW)
4. ikke at vågne med våde pletter på top, dyne og lagen hver morgen
5. ikke at vågne med spændte bryster hver morgen
6. at kunne holde frikvarter uden mit barn (lyder hårdt, men trænger virkelig til en tur i biffen eller på reataurant uden 68 cm umælende menneske på slæb)
7. at der ikke ligger (brugte...eew) ammeindlæg og flyder über alles i lejligheden.

Marthas fødsel

3 uger og 5 dage

Ja, dette er en fødselsberetning, og nej, den er ikke særlig interessant læsning medmindre man er specielt interesseret i fødsler. Er du fx gravid eller har du selv født for relativt nyligt, så kan denne beretning måske røre noget i dig. Hvis ikke så skal du bare lade være med at læse den. Jeg har mest skrevet den til mig selv. For at huske detaljerne. Og måske lidt til Martha, som måske engang synes det kunne være top fun at læse om dengang hendes mor troede hun skulle skide, men så var det faktisk fordi fødslen var  gået i gang....

Marthas fødsel

Jeg havde termin mandag d. 23.april og det det var den første fødsel var jeg fuldstændig overbevist om at jeg ville gå over tiden. Stor var min forbløffelse, da jeg natten mellem d. 16. og 17. mærkede noget blive vådt i mine trusser. Jeg overvejede tanken om at vandet var gået, men da det kun er omtrent 10 % af alle fødsler der starter sådan, tænkte jeg at det kunne da ikke passe. Det var nok bare tis. Jeg skulle jo også til køreprøve d. 17. kl. 11, så det passede mig da virkelig dårligt hvis jeg skulle til at føde.

Jeg tog alligevel et bind på og forsøgte at falde i søvn, men så begyndte veerne så småt. Jeg SMS’ede min kørelærer om at den der køreprøve nok ikke blev til noget, og så informerede jeg Nikolaj om hvad der var ved at ske. Jeg ringede til fødegangen og de sagde jeg skulle forsøge at sove og så ellers komme ind til undersøgelse ved 10-tiden. Jeg forsøgte at sove mellem veerne, der endnu ikke gjorde særlig ondt og kom lidt på må og få. Jeg kunne ikke slappe af og lagde mig på sofaen for at Nikolaj i det mindste kunne sove lidt. Jeg fik ikke så meget søvn da adrenalinen pumpede rundt i kroppen. Jeg lå og så dårlige serier på Zulu indtil solen stod op. Gik i bad og  barberede ben – jeg ville ikke ligge med stubbede ben under fødslen (!)

Niko stod op og vi tog det stille og roligt på vej mod Holbæk sygehus. Vi var der kl. 11. Jeg blev undersøgt og var 1 cm åben og livmoderhalsen var ”udslettet”. De kørte en strimmel, og alt var fint. Jeg fik en antibiotika-tablet som jeg skulle tage tidligt onsdag morgen, medmindre jeg havde født inden. De sagde at jeg i princippet godt måtte blive på sygehuset, men at der sandsynligvis ville gå lang tid inden fødslen gik i gang og det ville være røvkedeligt. Vi bestemte os for at hænge lidt ud i Holbæk i et par timer, i håb om at der kom fut i veerne. Vi spiste på MacDonalds, gik en tur på havnen. Det blæste en halv pelikan. Vi kørte ud på Tuse Næs, og blev nødt til at tisse bag en busk. Det har været et ømt syn, med sådan en kuglerund kvinde med en stor hvid røv…

Vi kørte hjemad og slappede af. Mellem 16 og 18 fik jeg faktisk en rimelig lur, mellem hver ve. De nev lidt men der var 10 minutter imellem, så det gik fint. Nikolaj lavede pasta og vi spiste og så 2 afsnit af Bones. Under det sidste afsnit havde jeg svært ved at koncentrere mig for nu gjorde de veer altså mere ondt. Niko gik i seng omkring midnat, og jeg opgav at sove i min seng. Veerne gjorde nu ret ondt, og jeg begyndte at vandre omkring i lejligheden hver gang der kom en ve. De var stadig noget uregelmæssige, men smertefulde. Kl. 2.30 havde jeg haft veer i 24 timer og var meget træt og frustreret.

Jeg ringede til fødegangen og luftede min frustration. De rådgav mig til at tage et varmt bad og så forsøge at sove. Jeg tog antibiotika-pillen og badede længe. Det var rart. Veerne gjorde skideondt men det varme vand føltes godt. Jeg kunne ikke sove rigtig, men jeg sad og faldt i søvn i den røde stol og sov i 3-4 minutter ad gangen, og så når veen kom kartede jeg rundt i lejligheden. Jeg tog tid på mine veer med en app på min Iphone. Jeg skulle skide rigtig meget, og pressede og pressede men kunne ikke få noget ud. Senere kan jeg godt se at jeg jo havde pressetrang allerede, men det føles altså som skidetrang. Jeg anstrengte mig så meget at jeg kastede op, inkl. pillen.

Ved en 5 tiden sagde jeg til Nikolaj at nu ville jeg nok gerne snart af sted. Jeg synes at NU gjorde det så ondt at jeg ville have nogle drugs. Jeg havde jo fået at vide at jeg SKULLE have lagt en epidural, pga højt BMI. Don’t ask me why det skulle være nødvendigt, men sådan skulle det være, sagde sundhedsvæsenet. Jeg havde det sådan set fint med den epidural, i hvert fald var jeg klar til at gøre hvad som helst for at slippe for smerter på det tidspunkt. Jeg spiste nogle panodiler efter råd fra fødegangen, og drak vand og klemte en halv banan ned. Det nåede jeg også at kaste op. Næsten ud over Nikolaj.

Køreturen på ca. 50 minutter til Holbæk sygehus var det værste ved hele fødslen. Føj for helvede hvor var det uudholdeligt at skulle sidde stille i den bil når veerne skyllede igennem kroppen. Det er lige som at blive revet midt over igen og igen. Jeg blundede mellem hver ve og var lidt i en anden verden. Nikolaj spillede noget Shubidua på Ipod’en og de sange vil for evigt være ødelagt for mig, fordi jeg forbinder dem med den lortesmerte.

Vi ankom til sygehuset ca. 6.30. Jeg stavrede målrettet mod fødegangen, nu skulle jeg eddermame have noget narko! Niko tog en smøg. Vi tænkte at taskerne kunne vi altid hente, der gik nok lang tid før der skete noget. På fødegangen var der lige ved at være vagtskifte, så der var lidt kaotisk. Jeg fik at vide at jeg lige skulle sætte mig ned og vente på en ledig jordemoder. Der er ikke gået mere end en 5-7 minutter men jeg kunne sgu ikke sidde ned!

Jeg blev undersøgt af en sød ældre jordemoder fra natholdet. Jeg var 7 cm åben og havde pressetrang, men måtte ikke presse. Hjertelyd og veer var fine. Jeg fik hospitalsskjorte og morgenkåbe på og flyttet til fødestuen. Morgenholdet mødte ind kl. 7. og jeg fik min jordemoder. Louise Mengers. Og en jordemoderstuderende, Maj. Jeg blev undersøgt igen og på en halv time var jeg åbnet til 9 cm. Der var en kant i vejen, som Louise forsøgte at skubbe på plads.

Jeg pippede noget om smertelindring, men det var faktisk for sent til noget som helst. Jeg nåede at få et venflon med antibiotika i hånden. Maj kunne ikke finde hjerterytmen udvendig så de lagde en elektrode på barnets hoved. I 25 minutter havde jeg voldveer men måtte ikke presse. Det var det allerværste. Jeg skulle gispe og synes det var svært. Nikolaj var rigtig god, og stod og gispede med og roste. Han hentede vand til mig og var en dejlig fødselshjælper.

7.40 kom den der kant endelig på plads og jeg var 10 cm åben og ENDELIG måtte jeg presse. Fantastisk! I starten censurerede jeg lidt mig selv fordi jeg var bange for at komme til at skide på jordemoderen. Det gjorde at jeg pressede igennem og så ligesom gav op på toppen af veen. Da jeg endelig kom mig over den dumme tvangstanke fik jeg presset igennem, og pressede ud over smerterne. Jeg fik ros for at have mange kræfter, men det sagde at jeg ikke skulle skrige så meget, for så brugte jeg mine kræfter på at skrige frem for at presse. Og tænk, de havde sgu ret. Den eneste smertelindring jeg fik var nogle varme klude presset mod mellemkødet. Det fungerede godt. Jeg pressede og pressede og det gjorde ondt i understellet, men jeg kunne ikke mærke hvor langt jeg var. Men så sagde nogen ”se en lille skaldepande” Nå, var jeg så langt! Jeg fik lov at mærke på issen, og så gav jeg los, for nu vidste jeg at det lige straks var overstået. Jeg fik noget ilt på masken, da barnet lå allermest i spænd. Hjerterytmen var dykket lidt. Det gav lige de sidste kræfter. Og så pressede jeg, og jeg kunne mærke noget gå i stykker. Men så var hovedet også ude. De sagde at der var åbne øjne. Da den næste ve kom pressede jeg kroppen ud. Svup! Det føltes mærkeligt på en helt vild fantastisk måde. Klokken var 8.08. Og så var smerterne væk. Og barnet kom op på min mave. Helt fedtet og småblodig. Jordemoderen sagde ”nå ja i skal lige se hvad det er” og holdt hende op. Og så var det gudhjælpemig en pige. Meget stor overraskelse. Jeg var fuldstændig overbevist om at det var en dreng jeg havde i maven. Min første tanke var. ”Nå så bliver det nemt at blive enige om navnet, så skal hun jo hedde Martha”

Hun blev lagt til brystet og småsuttede lidt. Jeg tudede. Nikolaj tudede næsten. Hun var lille og krøllet og meget fin. Hun havde åbne øjne og lavede en masse små lyde. Hun hikkede og var så sød og skøn.

Jeg fik en injektion mod noget blødningsstoppende og  fødte moderkagen meget nemt efter 15-20 minutter. Jeg blev nødtørftigt vasket og bedøvet. Jeg var revnet en smule og skulle sys. Pludselig var der mange mennesker på fødestuen. En sygehjælper ville vide hvad vi ville have til morgenmad, og en læge skulle tjekke mine rifter, og jeg tror der også var en elev. Jeg tror nok Nikolaj var gået ud på det tidspunkt. For at ringe til de nyslåede bedsteforældre.

Og så gik de alle sammen. Og så var vi tre helt alene. Det var så rart og fint. Jeg mener at Nikolaj holdt hende da jeg blev syet. Jeg følte jeg kunne klare alting og pev overhovedet ikke. På de par timer vi var på fødestuen, nåede jeg at gå fra ”det gør jeg ALDRIG igen” til ”årh, det kan jeg da sagtens gøre igen. Hvor svært kan det lige være at føde?”

Og så spiste vi morgenmad. Jeg var simpelthen så sulten og tørstig. Jeg kom op at sidde i sengen, og fik tisset. Det blødte meget, men jeg havde det fint. Hun blev målt og vejet. 53 cm og 3540 gram og hun fik sit CPR-nummer.

Ved en 11.30 tiden blev vi flyttet til barselsgangen. Jeg spiste. Nikolaj hentede taskerne og vi lærte hinanden at kende. Jeg havde hende ved brystet meget af tiden, men det var endnu ikke rigtigt. Jeg havde dog rigeligt råmælk.

Min mor kom på besøg ved en 15-tiden. Hun var der et par timer. Om aftenen kom der masser af gæster, Rikke, Mette og børnene og The Juhls. Det var lidt overvældende. Hun var stille, sov det meste af tiden, men jeg var smadret i hovedet da de gik igen.  

Pigen, som vi kaldte Den Lille Låge, fordi hun knirkede så meget, sov hele natten. Vi fik endelig sovet. Men næste morgen fik vi at vide at det var søreme da helt forkert at vi havde ladet hende sove. Hun skulle jo spise hver 4 time. Hun var meget sløv og træt om torsdagen, men jeg sad med hende ved brystet hele tiden og hun suttede når hun var vågen. Jeg gik alene en runde om bygningen. Jeg havde brug for frisk luft. Vi fik begge to lidt kuller af den der barselsgang. Om eftermiddagen fik jeg endelig et decideret brugbart råd til at få amningen til at fungere. Og derefter gik det godt. Jordemødrene var søde, men det var belastende at blive kigget over skulderen hele tiden.

Hvor hun havde sovet tungt den første nat tog hun i den grad revanche på den anden nat. Der sov hun næsten ikke. Hun ville ligge ved brystet eller i hvert fald i sengen hos mig. Personalet havde sagt at babyer skulle sove i deres egen vugge, ikke i mors seng. Men pigen faldt altså i søvn hos sin mor, og så faldt moren også i søvn, så der lå vi da en sygeplejerske væltede ind på stuen kl. 6 om morgenen for at tage min temperatur og desuden skarpt kommentere at der var meget koldt på vores stue.

Vi ville gerne hjem, og den unge dame, stadig navnløs, fik taget PKU-prøve og hørescreenet. Vi var til udskrivelsessamtale. Noget om at huske at lave knibeøvelser og hvordan lorten i bleen burde se ud. Og endelig tog vi alle tre hjem til Sct. Mikkelsgade.

Da hun var 6 dage gammel bestemte vi os for navnet Martha.

Martha my dear

6 dage 

Jep så skete det. Jeg fødte. En ualmindelig smuk og helt helt perfekt datter. Og i går fik hun sit navn. Martha. Jeg er overvældet. Tuder ret meget. Over hvor smuk hun er. Over hvor fantastisk en far Nikolaj er. Over hvor frustrerende det er at amme. Over hvor højt og hjerteskærende den lille pølse kan skrige når man skifter hendes ble. Og så græder jeg igen når jeg kommer til at tænke på sidst jeg kom til at græde. Over at jeg skal til køreprøve lige om lidt. Og det kan jeg slet ikke overskue. Jeg er overbevist om at jeg har glemt hvordan man kører bil. Og hvad med pigen mens jeg er væk? Hvad hvis hun skriger huset ned og jeg ikke er der med min babs. 

Hun ligger her ved siden af mig og knirker og møfler lidt rundt. Hun har en masse ansigtsudtryk og de er alle sammen overdrevet cute og alle hendes små lyde er noget af det mest fantastiske man nogensinde har hørt. 

Hun kan ikke lide at sove i sin egen seng. DET er frustrerende. Hun spiser 18 gange om dagen. Det er meget. Jeg føler ikke hun kan bruge mig til andet end madpakke. Det gør ondt. Og det er svært for Nikolaj for han vil gerne kunne tilbyde hende alting, og det hun vil have er bryst, og lige netop det kan han ikke give hende. Det er det der er svært. 

Resten er fantastisk. En lykkerus. Jeg kan bare kigge på hende i timevis og smile som en tosse. Jeg smelter når Nikolaj er helt forelsket i hende. Jeg elsker hende når hun er vågen og når hun sover. Og når hun skider og ørler. Selv når hun skriger. Mens jeg ønsker at jeg kunne gøre noget for at få hende til at stoppe. 

Imorgen er hun en uge gammel. 

på Holbæk havn 18 timer før fødslen. Jeg havde veer men det var endnu ikke så slemt.

10 minutter gammel. Hun blev født d. 18.april kl. 8.08

Ligger hos far for første gang- ca en time gammel

Dag O - der knaldes brikker

Dag 1 - smukke pige

Tavle på Holbæk Sygehus. Senere kom de sidste nåle på. 2 piger og 2 drenge kom til verden d. 18.april 2012

Hjemme i Slagelse. Man slapper af på fars mave

En enkelt af den unge dames mange ansigtsudtryk

Det lugter af køreprøve...

31+1


Jeg havde den bedste køretime i dag. Havde ro og overblik og selvom jeg lavede småfejl lod jeg mig ikke slå ud af det. Det har jeg ellers tendens til. Glemmer jeg at blinke eller lign. er resten af timen lige til at smide i skraldespanden. Så er jeg totalt nervebundt der spasser rundt og er meget langt fra køreprøven. Men i dag var det anderledes. Jeg følte jeg havde styr på det og min selvtillid var i top. Hvilket er mærkeligt eftersom min selvtillid er det jeg har kæmpet mest med de sidste par dage. Grundet det med dramaholdet. 


Jeg har været modløs og selvkritisk og bare haft lyst til at quitte alting. Jeg var træt af at skulle præstere, at stå til ansvar og have ansvar for andre end mig mig selv. At blive bedømt og vurderet. Alt gjorde mig deprimeret. Og så faldt jeg over denne artikel fra Information om de vanvittige (usynlige) krav der stilles til forældre om perfektion. 


"Jeg vil gerne sige undskyld for, at mine børn ikke var de bedste til at ligge på maven, de første til at kravle, de højeste eller dem med det mest hjemmestrikkede tøj, de mest økologiske bleer, de korteste dage i institution. Undskyld, at jeg ikke kan deltage i konkurrencen om det perfekte forældreskab" 


Den gjorde virkelig indtryk på mig, for ja, du bliver målt og vejet i hoved og røv af hele den velmenende sundhedssektor. Og det er jo lige præcis min kæphest og akilleshæl. Jeg var fandme vred da jeg jeg skulle til samtale i outlaw Holbæk fordi jeg har et højt BMI, for så måtte jeg jo være småt begavet og implicit en (kommende) dårlig mor. Den samtale, som jeg jo glemte (ikke med vilje!), og det viste sig at kunne overstås på 12 minutter over telefonen, og naturligvis  havde den ikke noget nyt eller revolutionerende indhold. Det var IGEN sundhedsvæsenet der skulle kigge mig over skulderen.
 And don't even get me started on ammepolitik. Ja for det hedder det gudhjælpemig. Det kan godt være de spørger, hvad du overvejer omkring amning, som om du havde et frit valg, men det har du bare ikke. Du SKAL amme, for det står der i ammepolitikken. Og hvis ikke du kan/magter/vil er du en dårlig mor. Ja tak for skyld med skyld på... Og ja, jeg ved godt det er i den bedste mening. Jeg brækker mig bare over den grad af formynderi. 


Hmm ja, og alle de her tanker, om alt det verden vil tænke om mig når jeg bliver mor, og om at det aldrig nogensinde vil blive godt nok, det gør mig deprimeret og frustreret. Jeg bliver aldrig nogen perfekt mor. Og jeg VIL heller være perfekt - for perfektion eksisterer ikke. Men jeg kan ikke undgå at blive påvirket af alt hvad der skrives og tales om. 




Og så, midt i alt hængedyndet og tanker såsom "jeg får fandme aldrig det kørekort, jeg kan ikke finde ud af NOGET SOM HELST" så gik det altså bare helt fantastisk med den køretime. Så godt at min kørelærer sagde "det begynder at lugte af køreprøve" 


Så!, nu har jeg garntrisse jinxet det...