Barbiebonanza - en historie om et barn, en mor, en limpistol, nogle stofrester og en god ide

Martha kom med lys i øjnene og fortalte at hun havde designet en kjole til sin barbiedukke. Den var af papir og store mængder tape, men ideen var original. Hun spurgte om jeg ville være med til at designe flere kjoler. Jeg var lige begyndt på en meget medrivende bog og var ikke rigtig i barbiehumør. Men hun sitrede af kreativitet og boblede af skabertrang, så jeg foreslog at vi arbejdede i stof fremfor papir. Tændte limpistolen (sy i hånden? Ain't nobody got time for that!)
Jeg fremtryllede nogle stretchy stofrester og så gik vi igang. Arnold var den eneste der brændte sig...en rigtig lillebitte vabel fik han. 😣 Men begge unger var dybt engageret i at skabe en kollektion til hele flokken af langbenede dukker. Og tænk sig, så blev jeg også helt grebet. "Skulle man ikke forsøge sig med en halterneck her?" "Uh flagermusærmer!"

Samtaler på VR-gade

DEL DIN DAG - dagbog for 6. september 2017

Nationalmuseet lavede i 1992 projektet "Del din dag" hvor de opfordrede danskere til at skrive en detaljeret dagbog over en helt almindelig eller ualmindelig dag. D. 6. september 1992. Min mor skrev dengang, og jeg kan huske jeg var ret fascineret af det. Det der med at blive en del af danmarkshistorien. Godt nok en lille del, but still. Teksterne fra dengang er ikke blevet digitaliserede, og ligger nu og samler støv et sted i en kælder. 

I år er det 25 år siden, og derfor gør NatMus det igen. Denne gang i den digitale tidsalder. Det kunne jeg jo ikke lade mere med at deltage i. Så herunder er min absolut uredigerede udgave af DEL DIN DAG

DEL DIN DAG –

Dagbog for onsdag d. 6.september 2017

Præsentation:

Jeg hedder Lise og jeg er 34 år. Jeg er gift med Nikolaj (38), og sammen har vi Martha (5) og Arnold (3). Vi bor i et hus i Slagelse. Begge børn går i børnehave, Nikolaj arbejder med køreplaner og drift i BaneDanmark, og jeg er læreruddannet og arbejder som underviser på ZBC/SOSU Sjælland.

”Biiip biiip biiip biiip” Klokken er 6.30 og vækkeuret ringer en HEL time senere end det plejer. Lækkert! Jeg står stilfærdigt op, og lader de tre andre koge videre. Børnene er nogle gange ekstremt morgenfriske og andre gange er de ikke til at drive ud af sengene. Det er vist en af de sidstnævnte dage i dag. Langt de fleste dage, er det mig der står for hele morgenrutinen, da Nikolaj normalt skal med toget ca. klokken 6. Men lige i disse dage, har han nogle af de sidste vagter i tårnet på hovedbanen, inden han går helt over til sin nye funktion i BaneDanmark. At lave noget med køreplaner, ude i den nybyggede bygning ved Dybbølsbro. Den vi kalder Lokumsrullen. Jeg har opgivet at sætte mig fuldkommen ind i hvad det sådan helt præcist er, han foretager sig.

Nå men i dag, har Niko børnevagten til morgen, og jeg skal kun tage vare på mig selv. Jeg spiser ikke morgenmad herhjemme, da jeg først plejer at blive sulten ved 10-tiden. Jeg kommer i tøjet, og det er surprise-surprise en sort kjole og sorte leggings. Det er min ”uniform”. Øv det regner, så må jeg hellere tage lukkede sko på. Jeg sætter håret. Hestehale i dag og lægger makeup. Jeg er sådan blevet underligt forfængelig indenfor det sidste år. Jeg har ellers aldrig gået frygtelig meget op i hår og makeup, og har i lange perioder, gået makeupfri og joggingbukseklædt på arbejde. Men i takt med at jeg er blevet mere selvbevidst, og har tænkt en masse tanker om det at være en tyk kvinde, er jeg begyndt at fokusere lidt mere på at være tjekket og præsentabel. Så jeg lægger en makeup. Det tager stadig kun 5 minutter, og sluttes af med en pang-rød læbestift. Jeg ELSKER læbestift!

Mand og børn er nu kommet ned i stuen, og de er bænket foran Paw Patrol med hver sin skål havregryn. Jeg kysser dem alle tre farvel, og sætter mig op på jernhesten. Jeg hører musik på Spotify. I dag en playliste med acapella popnumre. Der er 2½ km til arbejdet og det er bare op ad bakke hele vejen, og så regner det fandme også!

Så da jeg ankommer på SOSU Sjælland Slagelse kl. 7.30 er jeg pissevåd og pænt svedig. Jeg henter kaffe i frokoststuen i mit gigantiske termokrus. Folk kan nærmest ikke genkende mig uden den grønne ”pokal” i hånden. Jeg sludrer med mine kolleger, i takt med at de møder ind. Der er pædagogisk dag i dag. Dvs fælles forberedelse, koordinering, udvikling osv. Men øv bøv, jeg er skemalagt til dansk på Grundforløb 1, og da det er elever under 18, kan vi ikke ”bare” lave en selvstudieopgave til dem. De skal møde ind og have liveundervisning. Det er jo fint nok, i hvert fald set fra elevernes synspunkt, men jeg ville nu gerne have været med til pædagogisk dag. Too bad, jeg må være med til den næste.

En kollega har fødselsdag i dag, og jeg beder hende en forklaring på det lortevejr. Hun mener der er andre der har fødselsdag d. 6. september som har opført sig VILDT dårligt, og det faktisk kun er pga hende at det ikke er skybrud og orkan.

Jeg elsker mine kolleger. Da jeg arbejder på SOSU- og PA-uddannelsen er mine kolleger fra mange forskellige baggrunde indenfor sundhed og omsorgsområdet. Vi er faktisk kun 3 der er læreruddannede, resten er fx sygeplejersker (dem er der flest af), ergoterapeut, pædagog, ernærings- og husholdningsbachelor, SSA, cand.pæd.psyk osv) Jeg elsker at være sammen med mennesker der er eksperter på områder, jeg er uvidende på – og omvendt. Jeg er ekstremt nysgerrig, og en ren spørge-jørgen når mine sygeplejerskekolleger begynder at snakke fagsprog. Så meget at de er begyndt at sige at jeg da har valgt den forkerte uddannelse. Men det synes jeg nu ikke. Jeg synes faktisk det er helt perfekt, med den blanding jeg har nu. Jeg brænder for undervisning og formidling. Og jo længere jeg arbejder sammen med andre faggrupper, jo mere kan jeg suge til mig af viden. Vi har en humoristisk og lettere løssluppen stemning på fælleskontoret, men det er omvendt også nogle af de mest hårdtarbejdende undervisere jeg nogen sinde har mødt.

Jeg, og min kollega Trine ,går ind til hvert vores danskhold. Vi har planlagt og forberedt ALT i fællesskab, så vi kører 100% parløb. Det er guld! 

Dagens klasselokale - vel at mærke EFTER eleverne mente de havde ryddet op...

Eleverne er lidt præmenstruelle her til morgen. Det regner, og de er de eneste elever på skolen i dag, så jeg cykler lidt, for at få stemningen er vejret. Dagens tema er kommunikation, med særligt fokus på virtuel kommunikation. Jeg forsøger hele tiden at switche imellem opgavetyperne. Lidt tavleundervisning med input, så ud i grupper. Saml op ved at spørge specifikke elever ”Hvad snakkede I om til spørgsmål 4, Marie? Når eleverne har fået lov at arbejde med opgaven inden, må man spørge alle. Også dem der ikke har hånden oppe. Sådan får jeg alle til at åbne munden i mine timer. Simple as that. De skal diskutere nogle antagelser om kommunikation fx ”det er umuligt ikke at kommunikere” Jo mener de, bortset fra hvis man er i koma – eller død. OK, den får I….

Emnet er lidt svært og med mange nye fagudtryk. Jeg glemmer nogle gange at det er grundforløb 1. Dvs elever direkte fra 9. eller 10. klasse. Og vel at mærke elever der ikke har valgt en gymnasiel uddannelse. Jeg har stor respekt for at de vælger en erhvervsuddannelse i stedet. Og der er lige så mange grunde til det valg, som der er elever. Vi har mange dygtige elever, og så har vi også en del som ikke er så læringsparate. Som synes det der dansk og engelsk, bare er det værste i verden. Ofte fordi de har en masse dårlige oplevelser og erfaringer med sig i rygsækken. Mange af vores elever har valgt erhvervsuddannelsesvejen fordi de bare gerne vil i gang med at lave noget. Noget praktisk, med hænderne og kroppen. Og så er det lidt nedtur at skulle sidde ned, og have dansk. Jeg holder rigtig meget at vores grundforløbselever. De er livlige og charmerende og enormt umiddelbare. Men, ja, jeg skal lige huske niveauet. Et ord som ”relation” eller ”medie” var der kun få der kendte. Ingen kendte ordet ”kontekst”. Men det tror jeg nu nok de gør nu, hvor vi har tæsket det igennem på kryds og tværs.

Vi arbejdede med kommunikationsmodeller og overvejede styrker og svagheder ved forskellige slags virtuel kommunikation. De var, ikke overraskende, eksperter i sociale medier. Men både kritiske og selvbevidste omkring deres forbrug af disse.  Og vi havde en god debat der kom omkring hævnporno, afhængighed, trolling, shitstorm, hadekampagner, Fie Laursen, Justin Bieber, snapchat, emojis, offensimentum (”Whaaat Lise, du er den eneste voksne der ved hvad det er !”, Tumblr, Facebook, Instagram, Messenger, privatliv og meget mere. Det var rigtig fint.

Dagen mundede ud i et gruppearbejde, hvor de skulle forholde sig til at case om virtuel kommunikation, fx om en dreng der fik anonyme trusler på SMS, en pige der blev svinet til på Messenger og indforstået sprog mellem venner. Kan man fx tillade sig at joke om selvmord? De skulle også lave et lille rollespil om situationen, og komme med et råd til den krænkede part i de forskellige cases. En rigtig spændende, men også hård dag.

Der var kage i frokoststuen, i anledning af den der fødselsdag. Jeg arbejdede lidt videre, indtil lidt i fire. Jeg hjalp fx en kollega med at organisere noget tidsregistrering. Jeg har fået en ry, som lidt af en IT-ekspert. Det er jeg ikke, men jeg har ofte en god intuition i forhold til alt digitalt.

Jeg fik forberedt de sidste småting til min undervisning i morgen. Dansk med GF1’ene igen. Vi skal arbejde med faktionsgenren, specifikt om reality-TV. Det glæder jeg mig meget til.

Jeg cyklede igennem regnen ned til børnehaven. Med galopperende dårlig samvittighed over at de bliver hentet efter 16. Igen-igen. Martha var småsur, og absolut ikke begejstret for at skulle hjem, lige da hun var gået i gang med en god Lego-leg. Nå, ud fra storbørnsgruppen, og ned i mellemgruppen efter Arnold. Hans fjerde dag i børnehaven. Han havde haft en god dag, og pædagogerne er begejstrede for ham. Men han prøver BARE grænser af i øjeblikket. ”Nej, Arnold, du må skal ikke kravle rundt på puderne nu”, ”kom NU Arnold” ”Husk din taske Arnold” Jeg forsøger at stå fast, og give han de faste rammer og grænser, han så tydeligt ønsker sig. Det er et langt, sejt træk, der til tider føles som et rent sisyfosarbejde. 

Arnold med fingrene i nutellaglasset

Hjemme i det rodede hus, gik der ren ulvetime i den. Martha og Arnold så noget Paw Patrol og plagede og plagede om alt mulig mad. Jeg kiggede væk et øjeblik og så sad Arnold med nutellaglasset og dyppede fingrene i, og slikkede dem rene. Mums…  Jeg tillod mig at gå på toilettet, og så var han i gang med at splitte en spidskål ad. Først blev jeg sur, og så hørte jeg Martha sige ”mmm det smager godt mor” Kan man tillade sig at være sur på et barn der siger at kål smager godt? Dernæst tog Arnold det største kålblad på hovedet og brugte det som hat. Og det var jo noget af det mest åndssvage og nuttede jeg længe havde set. Så jeg samlede det der kunne reddes af kålen og lagde det nu dekonstruerede kålhoved tilbage i køleskabet. 

En flot kålhat

Jeg fik bikset en let aftensmad sammen. Pasta med tomatsovs og revet mozzerella. Det ville de heldigvis gerne spise. Ja altså indtil Arnold begyndte at lege madkunstner med røde og fedtede materialer. Nå, du på toilettet, og blive vasket. Martha skulle naturligvis skide lige midt i maden. Og jeg måtte længe beundre en kæmpe lort, som kunne stå selv, nede i toilettet…

Martha bad om vandmelon til dessert, og det synes jeg var et fint nok ønske. Jeg var så ikke hurtig nok til at skære den ud, så hun ville hjælpe mig. Med det resultat at hun tabte den store melon på gulvet, så den nærmest eksploderede. Så det måtte vi jo lige tørre op. Endelig var de klar til at indtage lidt melon på sofaen. Vi forsøgte at ringe til far og sige godnat. Han kunne ikke svare, så vi ringede i stedet både til mormor, onkel Casper og moster Tine for at sige godnat. Og så prøvede vi lige far igen. Jubii, han nåede at svare, og vi fik snakket og sagt godnat.

Ungerne fik børstet tænder og gennet op på værelset. To af de nye store Paw Patrol perleplader på væggen, var røget ned. Mere abesnot på dem!

Paw Patrol i hamaperler. Min mor og jeg har været fælles om projektet. 

Vi læste ”Mimbo Jimbo og den lange vinter” som Arnold lige har fået i fødselsdagsgave. De opførte sig upåklageligt og lå bare og hyggede i Marthas seng og lyttede opmærksomt. Jeg elsker at putte dem, når de er sådan.

Klokken ca 19.30, kunne jeg lukke døren med et ”Godnat, elsker jer!” Jeg skrev i min dagbog – en 5 års sag, hvor man skriver 5-6 linjer for hver dag.

Jeg gik ned for at starte på madpakkerne, og ryge en cigaret på terrassen. Gad faktisk ikke rigtig de madpakker. Dem må Niko ordne når han kommer hjem kl. 21.

Jeg arbejdede halvanden time med noget forberedelse til naturfag på fredag og forsøgte at få min nye ZBC-mail til at virke.

Nikolaj kom hjem, og vi så et afsnit af Mad Men – den sidste sæson, og fik gjort madpakkerne færdige. Og spiste noget bland-selv-slik og røg et par smøger. Dårlig vane. Den gad jeg godt slippe af med.

Jeg gik i seng ved 23.30-tiden og læste lidt i The Goldfinch, som jeg er ca halvvejs i. 700 sider, og jeg har været i gang siden slutningen af juli.

The Goldfinch, som jeg læser i øjeblikket

Gid jeg havde mere tid til at fordybe mig i bøger. Jeg lægger mig til at sove, da bogen falder ud af hånden og lige ned i masken på mig. Hov faldt vist i søvn midt i en sætning…

Sådan slutter de fleste dage. 

Feriedagbog dag 1 - Camp Südsee

Lørdag d. 15.juli

Vi havde pakket det meste af vores crap aftenen før. Lækkert at bare kunne samle i ikeaposer og muleposer. Det var helt underligt for mig, for jeg har jo udelukkende rejst med kuffert eller rygsæk før. 
Vi sov, til vi ikke gad det mere. Ungerne kom i bad, planterne blev vandet, lyset slukket og bilen pakket. Det fyldte overraskende lidt. Jeg havde været overskudsmor og indkøbt nye tusser og tegneblokke til bilturen. Der var nye opbevaringsdimser på bagsiden af forsæderne. Der var en pose med mad (pizzasnegle, pøllehorn, gulerodsstave, figenstængerm, fyldte vanddunke osv osv). Vi havde lånt en DVD-afspiller til bagsæderne. Sådan en med to små skærme. Der var en pose fyldt med DVD'er i kategorien DR's bedste børneunderholdning) Vi var SÅ klar. 

Og så skulle Nikolaj liiiige i Biltema for at købe noget meget essentielt. Jeg husker ikke hvad det var. Måske en rulle gaffatape? 

Så artige de ser ud...

Vi kørte afsted, det var jo nemt nok de første mange kilometer. Vi skulle bare mod Flensborg. Vi holdt et par tissepauser undervejs. På en en disse tissepauser, på en rasteplads i Sønderjylland, blev vi shanghaiet af en journalist fra TVSyd. Han spurgte hvad vi synes om standarden på motorvejstoiletter. Øh, ikke lige et emne jeg som sådan har tænkt så meget over... Men han kunne lide hvad han hørte, så jeg lavede en "anmeldelse" af det rimelig nasty lokum. Det kan man nyde lige her

Og der blev filmet og interviewet og jeg skal komme efter dig. Altså om motorvejslokummer. Jeg tænkte at det måtte være sådan et sommerferie-hygge-indslag, men det viste sig at være aftenens hovedhistorie. Så deeet... Man kan se hele det vidunderlige indslag lige her

Curruwurst

Vi kom endelig ud af landet og stoppede i Fleggaard ved Kruså. Vi havde før spist en ret lækker frokost der, men det var ikke helt tilfældet denne gang. Bevares det var en OK currywurst, men finder lige et andet frokoststed næste gang. Vi fik også købt en posefuld slik og et par rammer drikkevarer. Ikke det helt store, Tyskland har jo også butikker... 

Monsieur bilist

Vi ramte endelig autobahn og drønede rimelig problemtfrit forbi Hamburg. Der var vejarbejde stort set hele vejen derned, men det sløvede ikke trafikken på samme måde som det gør i Danmark. Ungerne havde knoldet igennem på bagsædet, og var totalt dækket af tusch. Damn. 

På et tidspunkt skvattede begge tuschterrorister i søvn, og så åd jeg slik... Det blev til et par strække-ben-tisse-ryge-pauser. Og så kl. 18.30 ish fandt vi endelig Camp Südsee. Og kørte naturligvis ind af bagindgangen. But of course. Og skulle tjekke ind. Hvor man skulle lægge 2 euro i gebyr. Vi havde naturligvis glemt kontanter. Vi forsøgte at hæve i automaten, men den drillede. Typisk kaotisk ankomst. Det lykkedes naturligvis til sidst. Vi fik vores adgangskort, og skulle så tjekke ind igen, i Eurocampkontoret. 
Vi fandt kontoret/traileren, men der var ingen mennesker? Nå, der var et telefonnummer. Søde Tony fra Eurocamp kom hurtigt cyklende, og vi fik nøglen til mobilehome nr 10. Hurra! Vores hjem de næste 9 dage. 

Pakkede lidt ud, redte senge og forsøgte at vaske lidt mere tusch af Arnold. Vi fandt den nærmeste restaurant på pladsen. Das Bootsman, og spiste dejlig aftensmad der. 

Ungerne var trætte og pirrelige, og blev hyppet i seng. Men så skete der noget. De var pludselig OVERHOVEDET IKKE trætte. Eller jo det var de, men de var i hvert fald slet ikke interesserede i at sove. De støvede rundt inde bag papvæggen, og kom ud til os en million milliard gange. Og vi tænket at det nok bare havde noget at gøre med at det var første aften. 

Vi blev klogere....

Endelig aftensmad

Tuschboy

Aftensol på Das Bootsman

undertegnede

Skal du vælte mandens øl?

trætte børn

tuschtosser

Arnold for helvede!

2016 blev året hvor:

- jeg skiftede job igen og igen. Var et ultrakort smut omkring en anden lærerstilling, hvor jeg på ingen måde trivedes. 

• Jeg vendte tilbage til SOSU Sjælland til en ny tidsbegrænsede ansættelse. Som blev forlænget 2 gange. Det så længe ud som et farvel, da der var prikkerunde i organisationen. Men jeg har hele tiden fulgt mit hjerte og bevaret optimismen. Og det endte jo godt det hele. En måned før jul blev jeg tilbudt fastansættelse på SOSU Sjælland. 
• Martha blev blefri i dagtimerne. Natbleen tror jeg ryger i løbet af 2017. 
• Martha kom ud på den anden side af mini-puberteten aka selvstændighedsalderen. Hun er et helt nyt menneske, der kun går bing-bong-bananas et par gange om ugen, og ikke flere gange om dagen. Aaaah. 
• Arnold steppede elegant ind i den vidunderlige trodsalder. Nå nej, selvstændighedsfasen.... jeg nåede lige at fortrænge HVOR træls det kan være, før han begyndte. Messer dagligt til mig selv :"det er bare en fase, det er bare en fase, det er bare en fase!" 
• Nikolaj fik et nosejob. På privathospital. (Altså indeni næsen - noget med polypper) 
• Vi ikke havde sommerferie samtidig. At all. 
• Vi skrabede 5 sammenhængende dage i juli sammen, og tog på Tour de Jylland på sommerferie. Vi boede det meste af tiden hos Nikos lillesøster, og oplevede en masse jyske ting. Martha er smaskforelsket i sin store kusine, og der går ikke en dag hvor vi ikke hører om hende. Vi hang ud med oldemor, var ved stranden, spiste is, var i Djurs Sommerland, var på legeplads i Esbjerg, var i svømmehallen og Jyllands Park Zoo. Man kan nå meget på 5 dage. 
• De voksne i familien forsøgte at prioritere lidt kærestetid. Bare sådan ind imellem. 
• Jeg gav Nikolaj en kærestetur til Malmø. 36 timer uden børn i UDLANDET. Det lyder kinky. Sandheden er at vi sov 9 timer i træk og stadig synes vi var lidt i søvnunderskud. Vi åd en helvedes masse Polly, drak kaffe, gik hånd i hånd, spiste indisk mad, shoppede i Emporia og snakkede om vores søde børn. 
• Vi var i Tivoli på en helt almindelig hverdag i september. Og det var sådan en helt perfekt gylden dag. 
• Martha lærte at cykle. Hun har stadig støttehjul på det grønne lyn, men hun er både hurtig, selvsikker og ret tjekket i cykelsadlen. Og så ELSKER hun at cykle selv. 
• Martha får alvor blev Elsa-freak. Kors i skuret hvor har hun fået meget crap med hende i gave. 
• Arnold begyndte at tale. Det er ikke alt han siger vi forstår, men han sætter sætninger sammen med 3-4 ord, og forstår alt. Jeg synes han er lidt af et geni. 
• Vi ikke var inviteret til nogle bryllupper, men til gengæld en håndfuld barnedåber. 
• Nikolaj fik nyt job - stadig i BaneDanmark, men på kontor langt det meste af tiden. Det betyder fri hver weekend, næsten ingen aften og nattevagter og fremfor alt en gladere mand. 
• Jeg kom til den konklusion at jeg har fundet min rette hylde i det job jeg har nu. Jeg var rigtig glad for efterskolen, men jeg er faktisk endnu gladere nu. Nikolaj siger i hvert fald at han kan mærke at jeg er gladere. 
• Martha fik skoldkopper
• Nikolaj og Arnold fik lopper. 
• Jeg havde pink hår i tre uger i sommerferien. 
• Jeg havde jordens ondeste halsbetændelse, med en million graders feber. 
• Arnold faktisk var en glad lille trold det meste af tiden. Når han ikke får episk bitchflip over det helt helt helt forkerte pyjamas. 
• Jeg har læst alt for få bøger, men til gengæld set masser af gode TV-serier. Det er jo også en social aktivitet....
• Jeg blev 33 år, Niko blev 37 år, Martha blev 4 år og Arnold blev 2 år. 
• Jeg begyndte at deltage i quiznight på Upper Hill. 2 gange har vores hold vundet. 
• Vi ikke mistede nogle, men verden mistede en hel perlerække af fremtrædende personer fra populærkulturen. Jeg blev mest berørt af Alan Rickman og Carrie Fisher. 
• Jeg slet ikke kunne rumme Syrien, flygtningekrisen og Aleppo. Jeg kan ikke styre mine tårekanaler når jeg læser/ser indslag om det. Jeg er blevet markant mere grådlabil med alderen. De der historier om børn der er alene, udsat for vold og krig eller er på flugt. Jeg laver en 1:1 projicering til vores egen familie. Jeg har forsøgt at gøre lidt for at hjælpe, ved fx at donere penge til "Refugees welcome" som skaffer flybilletter så familier kan genforenes. Jeg har også doneret noget til Dansk Flygtningehjælp. Det er så uendelig lidt, og jeg kan sagtens undvære mere. Derudover bliver jeg decideret arrig når jeg hører/ser/læser racistiske udtalelser, og tænker i mit knapt så stille sind, at nogle mennesker er født uden empati. Jeg forsøger at de dele de positive historier om flygtninge jeg har mødt. Fx om den søde syriske familie i børnehaven, og om de MANGE dygtige, flittige, rare elever med flygtninge- eller indvandrerbaggrund, der kun lige har lært dansk, og som nu kæmper for at få en uddannelse, så de kan give noget igen til det samfund de er landet i. 

Tour de Jylland - 2. etape "I vandets tegn"

De hvide mænd

Vi sov længe, rigtig længe. Men hvis man tager i betragtning at vi alle sammen først kom i seng ved 1-tiden, så giver det mening. Vi spiste morgenmad sammen, og kunne rigtig se huset vi var landet i. Theis (og Mette) har lavet rigtig meget selv. Det var et decideret håndværkertilbud, men nu står der et dejligt hus med mange flotte detaljer. 

Vi havde egentlig planlagt at skulle på Fiskeri- og Søfartsmuseet OG Esbjerg Svømmestadion, men vi gad ikke stresse, så vi tog den med ro, og valgte svømmehallen. 

Klar til svømmehallen 

Emilie styrer sin fætter og kusine med sikker hånd

Se lige hvor søde de er!

Det er jo den fedeste svømmehal! Vi havde forventet tonsvis af mennesker. Det var jo søndag i sommerferien. Men fordi det var så varmt, har de badetrængende søgt mod stranden. 
Desværre kan, og må, man jo ikke tage billeder INDE i svømmehallen, men jeg vil male et billede med ord. Der er først og fremmest den store olympiske pool, med hæve/sænkebund. Der er nærmest ingen mennesker i det her kæmpe lokale. Derudover springbassin, og en løbemåtte ud over vandet. Der var et stort varmtvandsbassin, som var indrettet til kørestole. Der lå jeg og delte 34 grader varmt vand med Morten Stig Christensen. Yes, vi mødte nogle A-list celebs på vores ferie! 
Der var romersk bad, men endnu et varmtvandsbassin, og en kold pool på 15 grader, og et spabad på 38 grader. Niiiiice! Men det bedste var det store tropeland. Der var modstandspool, bølgebassin, rutsjebaner i flere højder og verdens bedste opfindelse, en lille babypool, med rimelig varmt vand, og 30-40 cm dybde. Arnold tog en million milliard ture på en lille rutsjebane der. Martha flintrede rundt og prøvede den store rutsjebane, bølger, en medium rutsjebane, alverdens badelegetøj og blev en rimelig habil hundesvømmer. Ungerne var ikke til at drive op af vandet. Vi gik først da ikke bare fingrene, men hele hånden var blevet fuldstændig rosinrynket. 

pigeomklædning

Efter den heftige omgang saltvand, tænkte vi at vi måtte prøve en anden Esbjergensisk tradition, nemlig is fra Stryhns. 
Vi vendte bilerne mod Hjerting Strand. Det er Nikolajs barndoms strand, men for mig en helt ny oplevelse. Selvom det er Vesterhavet, er det en meget rolig strand, med en ikke særlig bred gullig sandstrand, og meget roligt vand. Ret lækkert. Fanø ligger jo og skærmer mod de der kæmpebælger man finder andre steder på Vestkysten. 
Vi fik dejlige store is. Og så gør jyderne noget, som jeg synes sjællænderne bør adoptere ASAP. De kommer guf NED i vaflen også. Altså ned mellem kuglerne (tø hø) Og det var god is, helt sikkert. De var store, men det var altså bare Premier. Vi frådede vores is i solen på den lange fine strandpromenade. 

Uh de nyder livet

Jeg elsker guf!

En lillebitte smule fedtet

Is på promenaden

Arnold og Farnold spiser is.

De der vand så bare så indbydende ud, så vi afklædte begge unger og lod dem hoppe i. Benjamin badede vist i shorts. "Jeg går commando" som han sagde. Vi voksne soppede kun. Martha startede med at tisse... Flot. 

Arnold sad bare og var lykkelig. Igen var de ikke til at slæbe op af vandet. Det  var SÅ dejligt det vand. Helt varmt og bare let bølget. Tidevandet kom mens vi var der, og var lige ved at æde mine sandaler. 

der tisses i vandet på eleganteste vis

Jeg nyder Vesterhavet

Martha vandhund

jeg er i vandet med ungerne

Inden vi kørte hjem til huset skulle vi lige tanke og forsøge at fjerne den insektmassakre der var på vores forrude. Seriøst jeg har aldrig set så mange splattede insekter før.

Der skrubbes

Martha var whiny fordi Emilie tillod sig at sidde i en anden bil...

Til sidst kørte vi hjem til huset, og spiste mørbrad, og smed ungerne i karbad. I sandhed en dag i vandets tegn. 

karbad baby!

Arn var herretræls at putte. Han knoklede rundt og vi måtte ligge stramt på hver sin side af ham for at få ham til at blive liggende i sengen. (Han ligger i tremmeseng derhjemme) Vi kom først op fra kælderen 22.30, hvor vi drak et par øl og så en film. 

og sådan her lå Martha da vi kom ned igen.