Scanning med Apu

14+5


Lige før efterårsferien var jeg til scanning på Holbæk sygehus. Første scanning viste sig at være for tidlig, så de kunne ikke måle den famøse nakkefold. Så ugen efter troppede vi op igen. Min søde svigermor kørte os. Det var en rigtig god scanning med en overflod af informationer leveret af mumlende ældre indisk mandlig scanningssygeplejerske. Han var meget kompetent og sød. Talte også lige ud af posen. Han tog et kig på min bløde velpolstrede mave og sagde: (skal siges ligesom Apu fra Simpsons): "høj BMI...meget svært...." Ja ja, du kan da godt fortælle mig at jeg er tyk, det ved jeg da godt! Så han lavede det der hedder en indvendig scanning som bare et et pænt udtryk for at få jaget en ret penisligende hvid pind smurt ind i creme op i vagina. Det er så den der er ultralydskameraet. Jeg er ikke så squeamish så det tog jeg med ophøjet ro. 


Og så var der ellers levende billeder. Af en 6,1 cm lang baby der moslede rundt og moonede sit publikum. Den var nærmest perfekt. Ihvertfald ifølge Apu. Vi fik virkelig gode tal i udregningen om den har Downs syndrom eller andre genetiske sygdomme. En båtnakke som Niko så poetisk udtrykte det. Risikoen var noget i retning af 1:21000 så det er jo meget godt.


Vi fik billeder med, og det er jo kun spændende hvis man er interesseret i det med babyer. Men det går jeg ud fra at du er, hvis du har fundet herind. Så her er de:

 Det første er nærbillede af hoved og hals. (hvorfor helvede kan jeg ikke rotere lortet?)

Og her er så moslebaby i full size. Med en meget tydelig rygrad. Og et herrestort hoved.

Nå jeg kan ikke rotere billederne. Du må bare lægge hovedet på skrå. 

Spoke too soon

14+3


Nå men altså den korte historie er at jeg er tilbage på Cipramil'en. Det var simpelthen for uudholdeligt med den kolde tyrker. Kunne slet ikke være i min egen krop. Og blev faktisk meget beroliget af både min læge og min research på det der internettet.


Der er flere argumenter og et af dem der virker på mig er at det er i første og tredje trimester at faren er tilstede. Og da jeg i hele første trimester har taget pillerne er skaden, så at sige, sket. Det er her der er risiko for skader på især hjertet og hjernen. Og nu er det alligevel for sent. I tredje trimester er problemet at babyen skal på afvænning når den bliver født. Såkaldte withdrawel-symptomer. Ligesom hos de mødre der tager stoffer og drikker under graviditetet. Og det vil jeg helst ikke udsætte babyen for. Jeg går jo igennem det samme. Altså afvænning og abstinenser. Øv det lyder virkelig alkoholikeragtigt....


Men altså til den tid skulle jeg gerne være fri for medicin. Jeg har nemlig i dag lavet en aftale med en psykiater som skal hjælpe mig med nedtrapning. Hurra.




Jeg ville sådan ønske at disse indlæg var lidt mere positive. Og altså, det er ikke fordi det hele er noget skidt. Faktisk har jeg det skidegodt, bortset fra det med pillerne. Jeg har ikke kvalme mere. Kaster hele ikke op regelmæssigt mere. Har en masse ligamentsmerter men det er fint for så ved jeg at der sker noget derinde. Jeg  glæder mig til at jeg kommer til at se gravid ud. Og ikke bare tyk. Og så bliver det for fedt at mærke liv for første gang. Det siger de er omkring 20.uge, så der er lige lidt tid til.

angst med angst på

14+2


Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg tager antidepressiver. Har gjort det i 10 år og de har hjulpet mig meget i en tidligere tider hvor jeg har haft det rigtig skidt. Mens jeg studerede har jeg haft sorte perioder hvor jeg i ugevis, månedsvis nærmest ikke kom ud af huset. Hvor jeg ikke troede jeg nogensinde skulle blive glad igen og hvor jeg led af socialfobi. Jeg blev utryg når telefonen ringede. Jeg magtede ikke at se mennesker eller tale med nogen, heller ikke dem jeg holdt af. Jeg havde panikanfald og boede i min seng.


Men jeg er mere eller mindre ovre alt det nu. Hele sidste år af seminariet og mit første år som lærer har jeg haft det rigtig godt. Der har ikke været nogen længerevarende sorte perioder. Indimellem et par dage hvor jeg magtede meget lidt, men ikke på den massive måde som før. Jeg bliver nok aldrig helt fri for dem dæmon der hedder depression. 


Men jeg er ikke stoppet med mine piller, 20 mg Cipramil. Jeg har været bange for at det var pga dem at jeg havde det godt, og at hvis jeg stoppede ville jeg ryge ned i hullet igen. Og så er det så helvede svært at stoppe med noget der i den grad giver tryghed i hverdagen, også selvom det er en krykke. Jeg har førhen, hvis jeg har glemt at tage pillerne i et par dage haft voldsomt fysisk ubehag.


Det er lidt svært at forklare ubehaget men det er noget med sensoriske uligheder. Altså at alle mine sanser er påvirket. Jeg får fx feber eller ihvertfald får jeg det varmt. Jeg har synsforstyrrelser. Både ligesom når man lige er blevet blitzet i øjnene men også at mine øjne lige er et splitsekund længere om at opfatte verden end normalt. Alt bliver ligesom forsinket. Det samme med lyd. Jeg hører ligesom med en forsinkelse. Jeg bliver helt vildt svimmel og igen gør den der forsinkelse at hvis jeg drejer hovedet opfatter min hjerne det lige lidt for sent så jeg bliver helt ør. Samtidig er jeg meget følsom på huden. Lidt ligesom når man er forkølet og har feber. Tilsammen er det meget ubehageligt.


Og nu, ja så siger Nyhederne at der er stor risiko for fosterskader og børn født med handicaps når deres mødre har taget antidepressiver under graviditeten. Jeg blev helt kold og klam i søndags da jeg læste/så den nyhed. Og stoppede straks med at tage mine piller. Også selvom man skal have en psykiater ind over når man skal stoppe eller trappe ned. Jeg blev simpelthen så bange og angst at jeg ikke kunne få mig selv til at tage så meget som en lille pille mere. Også selvom jeg nu har det forfærdeligt fysisk. Og jeg ved at det forsvinder i løbet af et par timer hvis jeg tager den skide pille. 


Jeg snakkede med min læge i dag. Hun sagde at det var ok jeg var stoppet af mig selv hvis det var det jeg havde det bedst med men at jeg SKULLE snakke med en psykiater hurtigst muligt. Jeg begyndte fandme at græde. Er ellers ikke en tudeprinsesse men alt den  der frygt og 10 års sygdom on and off og angsten for at der er noget galt med mit barn pga noget jeg kunne have undgået. Det var bare for meget. Havde jeg vidst at der var risiko forbundet med antidepressiver under graviditet var jeg stoppet for længst. Men hvad nu hvis det allerede er for sent. Essentielt er den der baby jo færdigudviklet, nu skal den bare vokse sig meget større. 

Nu gik det lige så godt

14+0


Lang tid siden sidst...


Jamen jeg har jo været til scanning igen. Og fået rigtig fine tal. 1:21000. Det var en meget lang scanning med en ældre indisk herre som mumlede utrolig meget. Men han var sød og det var superfedt at se babyen nu i str. Duplomand ligge og karte rundt i livmoderen. Nikolaj sagde at den mindede om mig om natten. Jeg ligger også og dasker med både arme og ben når jeg sover.
Har også været hos jordemoder første gang. Hun var vældig sød.


Og Nikolaj og jeg har været på manøvrebane og køre i bil. Niko var selvfølgelig naturtalent, mens jeg kæmpede lidt mere. 


Og så var jeg i London. Med Rikke. Ovre for at besøge Christine. Det var en herrehyggelig tur hvor vi legede turister både i topløs bus og på rivercruise på Themsen., Vi fik shoppet i både tøjforretninger, Harrods og Hamleys. 


Inden afgangen til London var min kvalme faktisk forsvundet og jeg havde ikke kastet op i 14 dage. Men så vendte det. Kastede op flere gange på turen og også efter jeg er kommet hjem. Og det er ikke sådan noget morgenkvalme. Det er pludseligt opstået og så skal jeg bare ud med det samme. Meget nederen. Men det vender forhåbentlig også på et tidspunkt.

alienbaby

11+3


Som lovet. Billede af alienbaby. Ta dah!

er begyndt at gå til kørekort

11+3


I forgårs begyndte Niko og jeg i øvrigt på en dejlig par-aktivitet. Vi er begyndt at gå til kørekort. Vi kørte så lige de første 4 lektioner teori af på en times tid. Det er dem der er afsat 3 timer til. Vi lærer hurtigt åbenbart. Så nu ved jeg hvad forskellen på en skivebremse og en tromlebremse er. Og også noget med hvordan man tjekker dæktryk. Og at man ikke må bruge koblingspedalen som fodhviler.


Vi var de absolut allerældste ude på den der køreskole - med undtagelse af kørelærerne altså. Jeg følte mig sgu helt malplaceret blandt de bebumsede - børn. Ja det er det det de er. 17-18 årige hvor stemmen stadig er i overgang og de sammen griner på den der larmende måde over dårlige sexistiske vittigheder.


Men altså vi skal på manøvrebanen næste gang. Altså kravlegården. I 3 timer. Jeg er sgu da ikke klar til at sætte mig bag rattet! Men det skal vi. Og køre rundt om kegler og bakke og alt muligt. Jeg glæder mig men er altså også lidt ved at skide i bukserne af skræk.

tigerreje eller alien?

11+3

Jep, var til scanning i går, og fik rykket terminen, så er nu tilbage på 11+3, hvor jeg ellers troede jeg var 12+1. Det betyder jo ikke så meget i det store hele, udover at terminen nu er d. 22.april. Uha den rykkere tættere og tættere på Nikos fødselsdag. Han er herrebange for at hun fremover skal dele fødselsdag med nogen. Jeg går garntrisse langt over tiden anyway. Det bliver en maj-baby tror jeg.

Men altså, den var lille, 4,1 cm - på størrelse med en tigerreje. Og med 2 arme, 2 ben, 1 hoved og et hjerte der blinkede derudaf. Fik ikke lov at høre hjertelyden men det var fint nok. Kunne jo se at de stod og slog som det skulle. Men fosteret var for lille til at de kunne måle nakkefolden, så jeg skal tilbage i næste uge og scannes igen. Det er ok, men, kors hvor er Holbæk dog langt væk!

Jeg fik billeder, og det ene herunder viser tigerrejen fra siden. Man skal vide hvad man kigger efter, men den er der altså.

Jeg fik også et andet billede (det kan være det kommer på bloggen i morgen) af noget mig og Nikolaj kun kunne konstatere var en fløydiendof. Altså en udefinerbar klump. Det var en af mine mandlige kolleger der kunne se hvad det forestillede. Det var så fosteret set lige forfra. Det ligner så virkelig meget en lidt uhyggelig alien. Så det kan  glæde jer til at se.

jeg nærmer mig 12. uge med hastige skridt

11+4


Er ved at være godt træt af kvalme, ørl og træthed. Magter snart ikke mere. De kloge siger at de løjer af efter uge 12. Og det er på tirsdag. Så fingers crossed. 


På tirsdag skal jeg iøvrigt til nakkefoldsscanning. Det er der hvor man finder ud af om babyen har Downs syndrom. Og så kan man jo også se den og høre hjertelyd. Og det glæder jeg mig til. Især det sidste. Selvfølgelig er min indre neurotiker gået i overdrive, og jeg er nu bange for at der slet ikke er liv i den dersens baby. At den har tre arme eller er siamesiske tvillinger. Fuck mand.