onsdag den 26. oktober 2011

angst med angst på

14+2


Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg tager antidepressiver. Har gjort det i 10 år og de har hjulpet mig meget i en tidligere tider hvor jeg har haft det rigtig skidt. Mens jeg studerede har jeg haft sorte perioder hvor jeg i ugevis, månedsvis nærmest ikke kom ud af huset. Hvor jeg ikke troede jeg nogensinde skulle blive glad igen og hvor jeg led af socialfobi. Jeg blev utryg når telefonen ringede. Jeg magtede ikke at se mennesker eller tale med nogen, heller ikke dem jeg holdt af. Jeg havde panikanfald og boede i min seng.


Men jeg er mere eller mindre ovre alt det nu. Hele sidste år af seminariet og mit første år som lærer har jeg haft det rigtig godt. Der har ikke været nogen længerevarende sorte perioder. Indimellem et par dage hvor jeg magtede meget lidt, men ikke på den massive måde som før. Jeg bliver nok aldrig helt fri for dem dæmon der hedder depression. 


Men jeg er ikke stoppet med mine piller, 20 mg Cipramil. Jeg har været bange for at det var pga dem at jeg havde det godt, og at hvis jeg stoppede ville jeg ryge ned i hullet igen. Og så er det så helvede svært at stoppe med noget der i den grad giver tryghed i hverdagen, også selvom det er en krykke. Jeg har førhen, hvis jeg har glemt at tage pillerne i et par dage haft voldsomt fysisk ubehag.


Det er lidt svært at forklare ubehaget men det er noget med sensoriske uligheder. Altså at alle mine sanser er påvirket. Jeg får fx feber eller ihvertfald får jeg det varmt. Jeg har synsforstyrrelser. Både ligesom når man lige er blevet blitzet i øjnene men også at mine øjne lige er et splitsekund længere om at opfatte verden end normalt. Alt bliver ligesom forsinket. Det samme med lyd. Jeg hører ligesom med en forsinkelse. Jeg bliver helt vildt svimmel og igen gør den der forsinkelse at hvis jeg drejer hovedet opfatter min hjerne det lige lidt for sent så jeg bliver helt ør. Samtidig er jeg meget følsom på huden. Lidt ligesom når man er forkølet og har feber. Tilsammen er det meget ubehageligt.


Og nu, ja så siger Nyhederne at der er stor risiko for fosterskader og børn født med handicaps når deres mødre har taget antidepressiver under graviditeten. Jeg blev helt kold og klam i søndags da jeg læste/så den nyhed. Og stoppede straks med at tage mine piller. Også selvom man skal have en psykiater ind over når man skal stoppe eller trappe ned. Jeg blev simpelthen så bange og angst at jeg ikke kunne få mig selv til at tage så meget som en lille pille mere. Også selvom jeg nu har det forfærdeligt fysisk. Og jeg ved at det forsvinder i løbet af et par timer hvis jeg tager den skide pille. 


Jeg snakkede med min læge i dag. Hun sagde at det var ok jeg var stoppet af mig selv hvis det var det jeg havde det bedst med men at jeg SKULLE snakke med en psykiater hurtigst muligt. Jeg begyndte fandme at græde. Er ellers ikke en tudeprinsesse men alt den  der frygt og 10 års sygdom on and off og angsten for at der er noget galt med mit barn pga noget jeg kunne have undgået. Det var bare for meget. Havde jeg vidst at der var risiko forbundet med antidepressiver under graviditet var jeg stoppet for længst. Men hvad nu hvis det allerede er for sent. Essentielt er den der baby jo færdigudviklet, nu skal den bare vokse sig meget større. 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar