Det der med at gøre status

Martha 8½ måned

Sidste år havde jeg 5 nytårsforsætter.  

i 2012 vil jeg: 

1. læse en masse bøger
2. blive indehaver af kørekort
3. føde et barn
4. se mindre white-trash TV
5. kysse rigtig meget på min mand

Og så er det jo man skal gøre status.

1. En masse er det ikke blevet til, men har tygget mig igennem en 30 stykker. Langt fra det uskrevne mål om 50 stk. Og i år har jeg også måttet opgive bøger midtvejs. Ammehjernen satte simpelthen en stopper for alt for komplekse historier. Nogle af de bedste fra i år har været Ejersbos Afrika-trilogi, We need to talk about Kevin (Lionel Shriver), The Help (Kathryn Stockett), Let's pretend this never happened (Jenny Lawson) og naturligvis Harry Potter heptalogien som jeg genlæste for gud ved hvilken gang. 

2. Yes det lykkedes! 4 køreprøver skulle der til. Jeg bestod endelig køreprøven en uge efter fødslen. Helt med tudefjæs, ømt understel og meget meget følsom, bestod jeg, trods heftigt regnvejr. Jeg kører dog ikke særlig meget i bilen. En meget dårlig vane. 

3. Ja det lykkedes søreme også, se her

4. Der rammer vi jo min akilleshæl. Puha jeg har set meget lort i år. TLC har især kørt i timevis om dagen. Jeg har godt nok ammet til mange dårlige programmer. 

5. Det synes jeg faktisk det er gået meget godt med også. Ja jeg har eddermame også været en bitterfisse, der har sukket dybt og været eddikesur over at Nikolaj tillod sig at tage en middagslur. Seriøst, der var en periode hvor jeg sværger, at han lige akkurat hørte Martha småvågne fra sin lur, og så kækt proklamerede "Nå jeg smider mig lige en halv time" Og det var sgu da aldrig kun en halv time! Men ud over det, har han været skøn og dejlig og jeg er stadig lige så forelsket i ham som for snart 9 år siden. 

Og så skal det lige siges at han ENDELIG har forstået, at barsel ikke er en slags ferie, hvor man kan sidde og nørkle med sine egne nørdeting i timevis. Han skulle lige selv på barsel først, og jeg skulle være væk en hel dag, før det gik op for ham.  Men det tæller stadig. 

Marthas fødsel

3 uger og 5 dage

Ja, dette er en fødselsberetning, og nej, den er ikke særlig interessant læsning medmindre man er specielt interesseret i fødsler. Er du fx gravid eller har du selv født for relativt nyligt, så kan denne beretning måske røre noget i dig. Hvis ikke så skal du bare lade være med at læse den. Jeg har mest skrevet den til mig selv. For at huske detaljerne. Og måske lidt til Martha, som måske engang synes det kunne være top fun at læse om dengang hendes mor troede hun skulle skide, men så var det faktisk fordi fødslen var  gået i gang....

Marthas fødsel

Jeg havde termin mandag d. 23.april og det det var den første fødsel var jeg fuldstændig overbevist om at jeg ville gå over tiden. Stor var min forbløffelse, da jeg natten mellem d. 16. og 17. mærkede noget blive vådt i mine trusser. Jeg overvejede tanken om at vandet var gået, men da det kun er omtrent 10 % af alle fødsler der starter sådan, tænkte jeg at det kunne da ikke passe. Det var nok bare tis. Jeg skulle jo også til køreprøve d. 17. kl. 11, så det passede mig da virkelig dårligt hvis jeg skulle til at føde.

Jeg tog alligevel et bind på og forsøgte at falde i søvn, men så begyndte veerne så småt. Jeg SMS’ede min kørelærer om at den der køreprøve nok ikke blev til noget, og så informerede jeg Nikolaj om hvad der var ved at ske. Jeg ringede til fødegangen og de sagde jeg skulle forsøge at sove og så ellers komme ind til undersøgelse ved 10-tiden. Jeg forsøgte at sove mellem veerne, der endnu ikke gjorde særlig ondt og kom lidt på må og få. Jeg kunne ikke slappe af og lagde mig på sofaen for at Nikolaj i det mindste kunne sove lidt. Jeg fik ikke så meget søvn da adrenalinen pumpede rundt i kroppen. Jeg lå og så dårlige serier på Zulu indtil solen stod op. Gik i bad og  barberede ben – jeg ville ikke ligge med stubbede ben under fødslen (!)

Niko stod op og vi tog det stille og roligt på vej mod Holbæk sygehus. Vi var der kl. 11. Jeg blev undersøgt og var 1 cm åben og livmoderhalsen var ”udslettet”. De kørte en strimmel, og alt var fint. Jeg fik en antibiotika-tablet som jeg skulle tage tidligt onsdag morgen, medmindre jeg havde født inden. De sagde at jeg i princippet godt måtte blive på sygehuset, men at der sandsynligvis ville gå lang tid inden fødslen gik i gang og det ville være røvkedeligt. Vi bestemte os for at hænge lidt ud i Holbæk i et par timer, i håb om at der kom fut i veerne. Vi spiste på MacDonalds, gik en tur på havnen. Det blæste en halv pelikan. Vi kørte ud på Tuse Næs, og blev nødt til at tisse bag en busk. Det har været et ømt syn, med sådan en kuglerund kvinde med en stor hvid røv…

Vi kørte hjemad og slappede af. Mellem 16 og 18 fik jeg faktisk en rimelig lur, mellem hver ve. De nev lidt men der var 10 minutter imellem, så det gik fint. Nikolaj lavede pasta og vi spiste og så 2 afsnit af Bones. Under det sidste afsnit havde jeg svært ved at koncentrere mig for nu gjorde de veer altså mere ondt. Niko gik i seng omkring midnat, og jeg opgav at sove i min seng. Veerne gjorde nu ret ondt, og jeg begyndte at vandre omkring i lejligheden hver gang der kom en ve. De var stadig noget uregelmæssige, men smertefulde. Kl. 2.30 havde jeg haft veer i 24 timer og var meget træt og frustreret.

Jeg ringede til fødegangen og luftede min frustration. De rådgav mig til at tage et varmt bad og så forsøge at sove. Jeg tog antibiotika-pillen og badede længe. Det var rart. Veerne gjorde skideondt men det varme vand føltes godt. Jeg kunne ikke sove rigtig, men jeg sad og faldt i søvn i den røde stol og sov i 3-4 minutter ad gangen, og så når veen kom kartede jeg rundt i lejligheden. Jeg tog tid på mine veer med en app på min Iphone. Jeg skulle skide rigtig meget, og pressede og pressede men kunne ikke få noget ud. Senere kan jeg godt se at jeg jo havde pressetrang allerede, men det føles altså som skidetrang. Jeg anstrengte mig så meget at jeg kastede op, inkl. pillen.

Ved en 5 tiden sagde jeg til Nikolaj at nu ville jeg nok gerne snart af sted. Jeg synes at NU gjorde det så ondt at jeg ville have nogle drugs. Jeg havde jo fået at vide at jeg SKULLE have lagt en epidural, pga højt BMI. Don’t ask me why det skulle være nødvendigt, men sådan skulle det være, sagde sundhedsvæsenet. Jeg havde det sådan set fint med den epidural, i hvert fald var jeg klar til at gøre hvad som helst for at slippe for smerter på det tidspunkt. Jeg spiste nogle panodiler efter råd fra fødegangen, og drak vand og klemte en halv banan ned. Det nåede jeg også at kaste op. Næsten ud over Nikolaj.

Køreturen på ca. 50 minutter til Holbæk sygehus var det værste ved hele fødslen. Føj for helvede hvor var det uudholdeligt at skulle sidde stille i den bil når veerne skyllede igennem kroppen. Det er lige som at blive revet midt over igen og igen. Jeg blundede mellem hver ve og var lidt i en anden verden. Nikolaj spillede noget Shubidua på Ipod’en og de sange vil for evigt være ødelagt for mig, fordi jeg forbinder dem med den lortesmerte.

Vi ankom til sygehuset ca. 6.30. Jeg stavrede målrettet mod fødegangen, nu skulle jeg eddermame have noget narko! Niko tog en smøg. Vi tænkte at taskerne kunne vi altid hente, der gik nok lang tid før der skete noget. På fødegangen var der lige ved at være vagtskifte, så der var lidt kaotisk. Jeg fik at vide at jeg lige skulle sætte mig ned og vente på en ledig jordemoder. Der er ikke gået mere end en 5-7 minutter men jeg kunne sgu ikke sidde ned!

Jeg blev undersøgt af en sød ældre jordemoder fra natholdet. Jeg var 7 cm åben og havde pressetrang, men måtte ikke presse. Hjertelyd og veer var fine. Jeg fik hospitalsskjorte og morgenkåbe på og flyttet til fødestuen. Morgenholdet mødte ind kl. 7. og jeg fik min jordemoder. Louise Mengers. Og en jordemoderstuderende, Maj. Jeg blev undersøgt igen og på en halv time var jeg åbnet til 9 cm. Der var en kant i vejen, som Louise forsøgte at skubbe på plads.

Jeg pippede noget om smertelindring, men det var faktisk for sent til noget som helst. Jeg nåede at få et venflon med antibiotika i hånden. Maj kunne ikke finde hjerterytmen udvendig så de lagde en elektrode på barnets hoved. I 25 minutter havde jeg voldveer men måtte ikke presse. Det var det allerværste. Jeg skulle gispe og synes det var svært. Nikolaj var rigtig god, og stod og gispede med og roste. Han hentede vand til mig og var en dejlig fødselshjælper.

7.40 kom den der kant endelig på plads og jeg var 10 cm åben og ENDELIG måtte jeg presse. Fantastisk! I starten censurerede jeg lidt mig selv fordi jeg var bange for at komme til at skide på jordemoderen. Det gjorde at jeg pressede igennem og så ligesom gav op på toppen af veen. Da jeg endelig kom mig over den dumme tvangstanke fik jeg presset igennem, og pressede ud over smerterne. Jeg fik ros for at have mange kræfter, men det sagde at jeg ikke skulle skrige så meget, for så brugte jeg mine kræfter på at skrige frem for at presse. Og tænk, de havde sgu ret. Den eneste smertelindring jeg fik var nogle varme klude presset mod mellemkødet. Det fungerede godt. Jeg pressede og pressede og det gjorde ondt i understellet, men jeg kunne ikke mærke hvor langt jeg var. Men så sagde nogen ”se en lille skaldepande” Nå, var jeg så langt! Jeg fik lov at mærke på issen, og så gav jeg los, for nu vidste jeg at det lige straks var overstået. Jeg fik noget ilt på masken, da barnet lå allermest i spænd. Hjerterytmen var dykket lidt. Det gav lige de sidste kræfter. Og så pressede jeg, og jeg kunne mærke noget gå i stykker. Men så var hovedet også ude. De sagde at der var åbne øjne. Da den næste ve kom pressede jeg kroppen ud. Svup! Det føltes mærkeligt på en helt vild fantastisk måde. Klokken var 8.08. Og så var smerterne væk. Og barnet kom op på min mave. Helt fedtet og småblodig. Jordemoderen sagde ”nå ja i skal lige se hvad det er” og holdt hende op. Og så var det gudhjælpemig en pige. Meget stor overraskelse. Jeg var fuldstændig overbevist om at det var en dreng jeg havde i maven. Min første tanke var. ”Nå så bliver det nemt at blive enige om navnet, så skal hun jo hedde Martha”

Hun blev lagt til brystet og småsuttede lidt. Jeg tudede. Nikolaj tudede næsten. Hun var lille og krøllet og meget fin. Hun havde åbne øjne og lavede en masse små lyde. Hun hikkede og var så sød og skøn.

Jeg fik en injektion mod noget blødningsstoppende og  fødte moderkagen meget nemt efter 15-20 minutter. Jeg blev nødtørftigt vasket og bedøvet. Jeg var revnet en smule og skulle sys. Pludselig var der mange mennesker på fødestuen. En sygehjælper ville vide hvad vi ville have til morgenmad, og en læge skulle tjekke mine rifter, og jeg tror der også var en elev. Jeg tror nok Nikolaj var gået ud på det tidspunkt. For at ringe til de nyslåede bedsteforældre.

Og så gik de alle sammen. Og så var vi tre helt alene. Det var så rart og fint. Jeg mener at Nikolaj holdt hende da jeg blev syet. Jeg følte jeg kunne klare alting og pev overhovedet ikke. På de par timer vi var på fødestuen, nåede jeg at gå fra ”det gør jeg ALDRIG igen” til ”årh, det kan jeg da sagtens gøre igen. Hvor svært kan det lige være at føde?”

Og så spiste vi morgenmad. Jeg var simpelthen så sulten og tørstig. Jeg kom op at sidde i sengen, og fik tisset. Det blødte meget, men jeg havde det fint. Hun blev målt og vejet. 53 cm og 3540 gram og hun fik sit CPR-nummer.

Ved en 11.30 tiden blev vi flyttet til barselsgangen. Jeg spiste. Nikolaj hentede taskerne og vi lærte hinanden at kende. Jeg havde hende ved brystet meget af tiden, men det var endnu ikke rigtigt. Jeg havde dog rigeligt råmælk.

Min mor kom på besøg ved en 15-tiden. Hun var der et par timer. Om aftenen kom der masser af gæster, Rikke, Mette og børnene og The Juhls. Det var lidt overvældende. Hun var stille, sov det meste af tiden, men jeg var smadret i hovedet da de gik igen.  

Pigen, som vi kaldte Den Lille Låge, fordi hun knirkede så meget, sov hele natten. Vi fik endelig sovet. Men næste morgen fik vi at vide at det var søreme da helt forkert at vi havde ladet hende sove. Hun skulle jo spise hver 4 time. Hun var meget sløv og træt om torsdagen, men jeg sad med hende ved brystet hele tiden og hun suttede når hun var vågen. Jeg gik alene en runde om bygningen. Jeg havde brug for frisk luft. Vi fik begge to lidt kuller af den der barselsgang. Om eftermiddagen fik jeg endelig et decideret brugbart råd til at få amningen til at fungere. Og derefter gik det godt. Jordemødrene var søde, men det var belastende at blive kigget over skulderen hele tiden.

Hvor hun havde sovet tungt den første nat tog hun i den grad revanche på den anden nat. Der sov hun næsten ikke. Hun ville ligge ved brystet eller i hvert fald i sengen hos mig. Personalet havde sagt at babyer skulle sove i deres egen vugge, ikke i mors seng. Men pigen faldt altså i søvn hos sin mor, og så faldt moren også i søvn, så der lå vi da en sygeplejerske væltede ind på stuen kl. 6 om morgenen for at tage min temperatur og desuden skarpt kommentere at der var meget koldt på vores stue.

Vi ville gerne hjem, og den unge dame, stadig navnløs, fik taget PKU-prøve og hørescreenet. Vi var til udskrivelsessamtale. Noget om at huske at lave knibeøvelser og hvordan lorten i bleen burde se ud. Og endelig tog vi alle tre hjem til Sct. Mikkelsgade.

Da hun var 6 dage gammel bestemte vi os for navnet Martha.

Martha my dear

6 dage 

Jep så skete det. Jeg fødte. En ualmindelig smuk og helt helt perfekt datter. Og i går fik hun sit navn. Martha. Jeg er overvældet. Tuder ret meget. Over hvor smuk hun er. Over hvor fantastisk en far Nikolaj er. Over hvor frustrerende det er at amme. Over hvor højt og hjerteskærende den lille pølse kan skrige når man skifter hendes ble. Og så græder jeg igen når jeg kommer til at tænke på sidst jeg kom til at græde. Over at jeg skal til køreprøve lige om lidt. Og det kan jeg slet ikke overskue. Jeg er overbevist om at jeg har glemt hvordan man kører bil. Og hvad med pigen mens jeg er væk? Hvad hvis hun skriger huset ned og jeg ikke er der med min babs. 

Hun ligger her ved siden af mig og knirker og møfler lidt rundt. Hun har en masse ansigtsudtryk og de er alle sammen overdrevet cute og alle hendes små lyde er noget af det mest fantastiske man nogensinde har hørt. 

Hun kan ikke lide at sove i sin egen seng. DET er frustrerende. Hun spiser 18 gange om dagen. Det er meget. Jeg føler ikke hun kan bruge mig til andet end madpakke. Det gør ondt. Og det er svært for Nikolaj for han vil gerne kunne tilbyde hende alting, og det hun vil have er bryst, og lige netop det kan han ikke give hende. Det er det der er svært. 

Resten er fantastisk. En lykkerus. Jeg kan bare kigge på hende i timevis og smile som en tosse. Jeg smelter når Nikolaj er helt forelsket i hende. Jeg elsker hende når hun er vågen og når hun sover. Og når hun skider og ørler. Selv når hun skriger. Mens jeg ønsker at jeg kunne gøre noget for at få hende til at stoppe. 

Imorgen er hun en uge gammel. 

på Holbæk havn 18 timer før fødslen. Jeg havde veer men det var endnu ikke så slemt.

10 minutter gammel. Hun blev født d. 18.april kl. 8.08

Ligger hos far for første gang- ca en time gammel

Dag O - der knaldes brikker

Dag 1 - smukke pige

Tavle på Holbæk Sygehus. Senere kom de sidste nåle på. 2 piger og 2 drenge kom til verden d. 18.april 2012

Hjemme i Slagelse. Man slapper af på fars mave

En enkelt af den unge dames mange ansigtsudtryk

Lortebil!

38+1
13 dage til T-dag (terminsdag)


Jeps, vi har købt en bil. En ældre Opel Vectra. Fra 1996 nærmere bestemt. Men den så fin ud, havde kun 150.000 km og havde kun haft en tidligere ejer. Et ældre ægtepar. Vi købte den af sådan en perlegrus-mekaniker som fiksede alle de ting der lige skulle ordnes. Og han lovede at syne den. Så glade og trygge var vi. Og så skulle vi lige i Bilka for at købe et babybadekar (troede seriøst ikke jeg nogensinde ville komme til at ytre sådan en sætning, men der kan man se...) 


Niko vender (det er jo ham der kører da jeg STADIG ikke har bestået køreprøven Grrr!) og pludselig lyder der en væmmelig skrabende lyd. jeg stiger ud og opdager at udstødningen (katalysatoren?).. altså den dims som selve udstødningsrøret sidder fast på, er faldet af. Ligger simpelthen og skraber hen ad jorden. Paniiiik! Niko forsøger at parkere og bakker og mosler rundt, så den der dims til sidst falder helt af. Det vælter ud med udstødningsgas fra under bilen og dimsen ligger bare og ser dum ud på vejen. Den er helt sorttæret af rust og der løber klammoella sort væske ud af den. En af beboerne i gaden, en ældre vommet herre står og provider et dejligt kommentarspor samtidig. Og det er jo altid så dejligt.  Og så var det jeg gik hjem.


Så nu sidder jeg her - sur på mekanikertyper og vommede mænd og mig selv (for det med de dumpede køreprøver - ja det ER i flertal) Og Niko ringede efter sin bror så nu står de nok nede på gaden og gør sig kloge på biler. Jeg har bare lyst til at tæske ham mekanikeren med den der udstødningsdims.



Update: Har lært at det er LYDPOTTEN der er den lede afhopper-satan

Kan godt forstå hvorfor jeg er så infamt træt i dag.

35+6


Denne uge på Facebook


MANDAG
 
Gravidietetscraving kalder jeg det


TIRSDAG
er superstolt af mine kære elever. De rykkede alle som en igennem til premieren i dag. Hold nu op hvor er de dygtige! Imorgen kl. 19.30 kan man opleve dem igen. 


ONSDAG
.

Kondomsangen fra stykket HELT BLANK. Det bliver årets hit!  


 

Helt Blank (126 photos)

Ungslagelses Dramahold 11-12 forestilling 21.marts 2012 — atSøndermarksskolen

 

Rikke Demant Olsen with Lise Juhl Jepsen at Café Mikkel. 

Sikken dejlig dag det er i dag! Det er forår, jeg har været på cafe med verdens dejligste Rikke, ifølge jordemoderen er alt A-okay med The Lil' Dude og i aften skal mit skønne dramahold spille endnu en forestilling. Doesn't get much better than this. 

De gjorde det sgu igen! Fed fed forestilling. Sikke nogle fantastiske elever man lige har fået sig dér! 

TORSDAG

 

Slungdrama Ungslagelse Dramahold with Lise Juhl Jepsen and 20 others. 

FREDAG:

kan strege endnu en ting ud på To Do Listen. Har indkøbt en barnevogn, og følte mig totalt mærkelig da jeg gik rundt med den uden nogen i. 

LØRDAG:

 

 
Hul i vejen færdelstavlen 


 

Og sådan ser det ud in real life 


 

Tines kagelagsdessert med tyggende Nikolaj i baggrunden 


 

en lille stener til Tines fødselsdagshygge i går

Træt og sløv

35+0


Så blev det mandag igen. Det har været en travl uge, med en masse drama. Altså ting med dramaholdet. To lange prøvedage på Søndermarksskolen og On Stage festival i Gribskov. Og et par køretimer. 


Det var en rigtig hyggelig festival i år. Eleverne viste sig fra deres bedste side og var søde, skønne og charmerende. For 2 af dem blev lørdagens fest dog for meget og de dejsede om .- først den ene, så den anden og så den ene igen. Stort drama. Der blev ringet 112 og de blev passet og plejet. Flere af de andre elever blev meget påvirkede af at se deres venner i så sølle en tilstand at de blev kede af det og chokerede. Så de skulle også trøstes og snakkes med. Men det var heldigvis ikke noget farligt og alle har det godt nu. Og om ikke andet så har oplevelsen rystet dem rigtig godt sammen. Begge piger blev indlagt men udskrevet ret hurtigt. De kom hjem til deres forældre og har det begge efter omstændighederne godt.


Jeg fik til gengæld ikke sovet særlig meget den nat. Tankerne rumlede rundt om mine to kære piger, luftmadrassen lækkede luft og babyen dansede cancan på min blære. Så det var ikke meget søvn jeg fik. Og så fik jeg vist raget noget virus til mig. Er ihvertfald snottet og splattet lige nu. 


Imorgen og onsdag er der forestillinger, så det glæder jeg mig meget til. 


Og en efterskolelærer der var på festivalen med nogle elever blev så imponeret over vores forestilling at han har spurgt om vi kan komme og spille den på hans efterskole. Ved ikke lige om det logistisk kan lade sig gøre, men er superglad for skulderklappet.

Sidste uge i Updates:

Et tifoldigt leve for Mødrehjælpens butik Børnestafetten her i Slagelse. De har alt hvad man skal bruge, det koster nærmest ingenting og personalet er de sødeste ældre damer. Kan mærke jeg bliver stamkunde dernede. 


Læser essays om bagværk - skrevet af mit dygtige danskhold. Tjek dem ud på www.derhvorkragernevender.blogspot.com 


I love Draw Something
 


Iiih altså, har fået kvalme af den åndssvage penicillin. 


First place baby! Ordspil er virkelig vanedannende. 
 


Hygge ved den åbne scene på on stage  
 


Kors hvor er jeg dog træt og som bonus også snottet. Sådan en weekend i Helsinge med 22 hyperaktive og herresøde dramaelever trækker åbenbart tænder ud. Håber ikke jeg falder i søvn/nyser i et farligt øjeblik til min køretime i dag. 

Det lugter af køreprøve...

31+1


Jeg havde den bedste køretime i dag. Havde ro og overblik og selvom jeg lavede småfejl lod jeg mig ikke slå ud af det. Det har jeg ellers tendens til. Glemmer jeg at blinke eller lign. er resten af timen lige til at smide i skraldespanden. Så er jeg totalt nervebundt der spasser rundt og er meget langt fra køreprøven. Men i dag var det anderledes. Jeg følte jeg havde styr på det og min selvtillid var i top. Hvilket er mærkeligt eftersom min selvtillid er det jeg har kæmpet mest med de sidste par dage. Grundet det med dramaholdet. 


Jeg har været modløs og selvkritisk og bare haft lyst til at quitte alting. Jeg var træt af at skulle præstere, at stå til ansvar og have ansvar for andre end mig mig selv. At blive bedømt og vurderet. Alt gjorde mig deprimeret. Og så faldt jeg over denne artikel fra Information om de vanvittige (usynlige) krav der stilles til forældre om perfektion. 


"Jeg vil gerne sige undskyld for, at mine børn ikke var de bedste til at ligge på maven, de første til at kravle, de højeste eller dem med det mest hjemmestrikkede tøj, de mest økologiske bleer, de korteste dage i institution. Undskyld, at jeg ikke kan deltage i konkurrencen om det perfekte forældreskab" 


Den gjorde virkelig indtryk på mig, for ja, du bliver målt og vejet i hoved og røv af hele den velmenende sundhedssektor. Og det er jo lige præcis min kæphest og akilleshæl. Jeg var fandme vred da jeg jeg skulle til samtale i outlaw Holbæk fordi jeg har et højt BMI, for så måtte jeg jo være småt begavet og implicit en (kommende) dårlig mor. Den samtale, som jeg jo glemte (ikke med vilje!), og det viste sig at kunne overstås på 12 minutter over telefonen, og naturligvis  havde den ikke noget nyt eller revolutionerende indhold. Det var IGEN sundhedsvæsenet der skulle kigge mig over skulderen.
 And don't even get me started on ammepolitik. Ja for det hedder det gudhjælpemig. Det kan godt være de spørger, hvad du overvejer omkring amning, som om du havde et frit valg, men det har du bare ikke. Du SKAL amme, for det står der i ammepolitikken. Og hvis ikke du kan/magter/vil er du en dårlig mor. Ja tak for skyld med skyld på... Og ja, jeg ved godt det er i den bedste mening. Jeg brækker mig bare over den grad af formynderi. 


Hmm ja, og alle de her tanker, om alt det verden vil tænke om mig når jeg bliver mor, og om at det aldrig nogensinde vil blive godt nok, det gør mig deprimeret og frustreret. Jeg bliver aldrig nogen perfekt mor. Og jeg VIL heller være perfekt - for perfektion eksisterer ikke. Men jeg kan ikke undgå at blive påvirket af alt hvad der skrives og tales om. 




Og så, midt i alt hængedyndet og tanker såsom "jeg får fandme aldrig det kørekort, jeg kan ikke finde ud af NOGET SOM HELST" så gik det altså bare helt fantastisk med den køretime. Så godt at min kørelærer sagde "det begynder at lugte af køreprøve" 


Så!, nu har jeg garntrisse jinxet det...

Oh hell yeah!

24+2


Så er jeg et skridt tættere på opfyldelsen af ihvertfald et af nytårsforsætterne. Nemlig det med kørekortet. Jeg var til teoriprøve i dag. Skulle tisse noget så grusomt (thanks a lot Kleine...) og svedte og var skidenervøs. Jeg har kun bestået ca. halvdelen af alle de prøve-teoriprøver jeg har øvet mig på, og altid kun med røven i vandskorpen. Altså med 5 fejl. 


Nikolaj var til teoriprøve lige før jul og bestod, men med 5 fejl. Hvilket ikke passede herren særligt godt. Så lidt faktisk, at han overvejer at gå op igen, for at forbedre resultatet. Kun for sin egen stoltheds skyld. For det er jo fløjtende ligegyldigt om man får 0 eller 5 fejl i prøven. Den er bestået, og det står ikke skrevet ned nogle steder hvor mange fejl man fik. 


Nå men jeg er jo også lidt stolt. Så jeg ville gerne bestå i første forsøg, og jeg ville have færre fejl end Nikolaj. Bare fordi. 


Fordi han er meget bedre til det der køre-i-bil end jeg er. Vores fælles kørelærer falder nærmest i svime over hvor dygtig han er, og hvor stolt jeg må være af ham. Og jeg tænker bare "røvhul!" Fordi Niko er klogere og dygtigere end mig på de fleste områder og det irriterer mig grænseløst. Det er ret sjældent at JEG kan lære HAM noget. 


Så da jeg bestod i dag med 3 fejl var jeg bare lykkelig. Oh hell to the YEAH! Jeg slog ham med 2 færre fejl. And it feels goooooood!

Fri i en uge - Hurra

16+6


Så så man lige mig og Niko have fri en hel uge, sådan mens alle andre arbejder ude i virkeligheden. Jeg havde fri, fordi der er projektuge/brobygningsuge på skolen, og derfor kun behov for 5-6 lærere. Jeg havde i øvrigt projektugen sidste år, og det var rigtig fedt. Men i år var det nogle andres tur, og jeg kunne holde fri. Nikolaj havde fået fri, fordi jeg havde det. Egentlig fordi jeg havde en skummel plan om at vi skulle tage en afbudsrejse til sydens sol. En sidste kæresteferie inden vi bliver forældre. Men der var ikke rigtig penge til det alligevel, og måske ville det også være helt rart at nusse rundt herhjemme sammen. 


Og det blev det, altså rart. Vi har ikke rigtig lavet så meget. Været til nogle køretimer (mest mig), jordemoder (også mest mig) og set en helvedes masse afsnit af Lost, som vi har opdaget 7 år efter resten af verden. Jeg har allerede kørt to gange ude i trafikken og har til min egen store overraskelse fundet ud af at det var jeg faktisk god til. Nu er jeg jo slet ikke ekspert endnu, og uden detaljeret og pædagogisk kommentarspor i højre øre fra vores søde kørelærer var jeg gået (endnu mere) i panik. Men jeg er blevet mere sikker, ikke helt så stiv som et bræt, og jeg er blevet ret effen til at skifte gear. Er foreløbig kun gået i stå en enkelt gang (midt i trepunktsvending på blind vej), og dyttet af en enkelt gang (i relativt langsom U-vending i  stort kryds)


Helt ærligt medbilister; det er fandme ufint at dytte af en skolevogn - man bliver jo pikkeforskrækket!


Jordemodertingen kan jeg mærke er sådan noget laveste fællesnævner. Hun var sød og alt det der men jeg fik INTET nyt at vide. Det var bare sådan noget: "kender du de otte kostråd?" og så en masse om at jeg jo var lidt tyk i det. "Gud jamen sødeste ven det havde jeg SLET ikke opdaget selv!" Rend mig i røven.


Fredag havde vi mor, Casper og Tine til forsinket Mortensand. Det var fandme hyggeligt. Med kyndig vejledning fra kommende Momse fik jeg præpareret og stegt en and - selv. 


Graviditetswise er der ikke sket andet et jeg er definitivt færdig med boller i karry - 'nuff said!

Nu gik det lige så godt

14+0


Lang tid siden sidst...


Jamen jeg har jo været til scanning igen. Og fået rigtig fine tal. 1:21000. Det var en meget lang scanning med en ældre indisk herre som mumlede utrolig meget. Men han var sød og det var superfedt at se babyen nu i str. Duplomand ligge og karte rundt i livmoderen. Nikolaj sagde at den mindede om mig om natten. Jeg ligger også og dasker med både arme og ben når jeg sover.
Har også været hos jordemoder første gang. Hun var vældig sød.


Og Nikolaj og jeg har været på manøvrebane og køre i bil. Niko var selvfølgelig naturtalent, mens jeg kæmpede lidt mere. 


Og så var jeg i London. Med Rikke. Ovre for at besøge Christine. Det var en herrehyggelig tur hvor vi legede turister både i topløs bus og på rivercruise på Themsen., Vi fik shoppet i både tøjforretninger, Harrods og Hamleys. 


Inden afgangen til London var min kvalme faktisk forsvundet og jeg havde ikke kastet op i 14 dage. Men så vendte det. Kastede op flere gange på turen og også efter jeg er kommet hjem. Og det er ikke sådan noget morgenkvalme. Det er pludseligt opstået og så skal jeg bare ud med det samme. Meget nederen. Men det vender forhåbentlig også på et tidspunkt.

er begyndt at gå til kørekort

11+3


I forgårs begyndte Niko og jeg i øvrigt på en dejlig par-aktivitet. Vi er begyndt at gå til kørekort. Vi kørte så lige de første 4 lektioner teori af på en times tid. Det er dem der er afsat 3 timer til. Vi lærer hurtigt åbenbart. Så nu ved jeg hvad forskellen på en skivebremse og en tromlebremse er. Og også noget med hvordan man tjekker dæktryk. Og at man ikke må bruge koblingspedalen som fodhviler.


Vi var de absolut allerældste ude på den der køreskole - med undtagelse af kørelærerne altså. Jeg følte mig sgu helt malplaceret blandt de bebumsede - børn. Ja det er det det de er. 17-18 årige hvor stemmen stadig er i overgang og de sammen griner på den der larmende måde over dårlige sexistiske vittigheder.


Men altså vi skal på manøvrebanen næste gang. Altså kravlegården. I 3 timer. Jeg er sgu da ikke klar til at sætte mig bag rattet! Men det skal vi. Og køre rundt om kegler og bakke og alt muligt. Jeg glæder mig men er altså også lidt ved at skide i bukserne af skræk.