Ligningen der ikke går op.

 Så står den på hjemmeskole og hjemmearbejde - igen

Holy moly hvor er min røvis blevet flad og øm. Og det er altså ikke kontorstolens skyld...

Jeg arbejder HELE tiden. Sidste uge kom jeg op på 43 timer, og denne uge bliver formentlig ikke så anderledes.

 

Noget der virkelig går mig på i øjeblikket, er den der udviskning mellem arbejdsliv og privatliv. Der er INGEN grænser lige nu. Mit arbejdsliv er lige her, midt i mit privatliv. Og mit privatliv maser sig ind i mit arbejdsliv. Når jeg har møder med eleverne over TEAMS, kommer der ofte et barn vandrende med uopsættelige behov, såsom "Må jeg spille Among us på din telefon?" - "Jeg vil gerne have varm kakao" - "Hvornår er du færdig med at arbejde mor?" - "Du havde lovet vi skulle bage kage!" - "Hvornår skal vi lave barbietøj?" - "mor, jeg vil gerne have et nyt rumraketspil på min tablet" - "moar, jeg er ude at skide, kom og tør efter!" - "jeg vil spille klaver NU!" - "Hvorfor virker lyden ikke?" osv i det uendelige. 

Og omvendt, så plinger det ind med lige så uopsættelige behov fra elever og kolleger, når jeg forsøger at være noget for min familie. Der i øvrigt tæller to børn i indskolingen, som jo ligesom bør lave skole/undervisningsaktiviteter i dagtimerne - altså der hvor jeg forsøger at passe mit lønarbejde....  

Det er ligningen der ikke går op. 

Fuldtidsarbejde som underviser (lønarbejdet) under nye vilkår, hvilket betyder at forberedelsen tager længere tid end den plejer. Alt det materiale jeg har er jo tænkt til en situation hvor vi er sammen. Jeg kan ikke bare sige swupti, og så blev det virtuelt/digitalt. Min undervisning, især i naturfag er bygget enormt meget op omkring at eleverne øver sig i at forklare, tegne og formidle begreber og figurer for hinanden. At udføre praktiske forsøg, for at gøre det rent skrevne både visuelt, auditivt og taktilt. Det lader sig ikke bare sådan lige oversætte. Man KAN godt gøre en masse spændende ting med det virtuelle, men det kræver tid og mulighed for fordybelse. Og der er bare en million deadlines lige om lidt. I dag, har jeg fx haft engelsk med en lille hold, hvilket har givet mig mulighed for samtidig at producere videogennemgang og opgaver jeg skal bruge på mandag i naturfag. Men med en million afbrydelser. Jeg har ikke været "in the zone" siden november. In the Zone, er den der magiske tilstand hvor verden udenfor ikke eksisterer og forberedelsen bare kører for fedt, og det hele bare giver mening, og kreativiteten får lov at flyde. 

 

+ fuldtidsarbejde som indskolingslærer at home: Martha i 2.klasse på 1 skole. De kører fuldt skema ish, så udover dansk, engelsk og matematik ligger der også opgaver til musik, natur/teknik, kristendom, idræt og billedkunst. Og det er jo ikke fordi jeg ikke synes de små fag også skal til fadet - jeg er trods alt selv underviser i både billedkunst og Natur/teknik, som jo må betegnes som små fag. jeg har bare virkelig svært ved at overskue at planlægge en dag for hende med alle de her aspekter. Lærerne laver fine opgaver, jeg synes de er både kreative og relevante. Jeg kan bare ikke fungere indskolingslærer SAMTIDIG med at jeg passer mit lønarbejde. 

Arnold går i 0.klasse på en anden skole, og der er fokus på dansk og matematik. De er lidt mindre krævende i forhold til hvad vi skal nå, og har også meldt videomøderne med klassen og lærerne ud mindst et par dage før. Så vi faktisk havde mulighed for at forberede det de skulle bruge til det. 

I praksis betyder det at der ikke er mulighed for fordybelse i hverken privatliv eller arbejdsliv. Der er ALTID lige noget der forstyrrer og nogle behov der skal opfyldes. 

+ Nå ja...nogens mor...og nogens kone: Det skal jo OGSÅ passes. Der er dælme en grund til at jeg ikke har lyst til at hjemmeundervise mine børn på daglig basis. Linjen mellem skole og fri er udvisket. Og jeg skal agere indpisker meget mere end jeg bryder mig om. Som forælder er man jo OGSÅ en indpisker ("Så dækker vi lige bordet børnis" - "Du skal lave dine lektier Martha" osv) men også alt muligt andet. Jeg synes kun jeg er indpisker lige i øjeblikket,. Og i mange af døgnets  timer er min hjerne alle mulige steder - som ikke er det hvor mine børns behov er. Jeg har skidesvært ved at slukke computeren og slukke arbejdshjernen og bare VÆRE. 

SUK - jeg glæder mig til vi må komme ud igen. 

At vende perspektivet ved hjælp af Facebook

Jeg er egentlig glad og optimistisk for det meste. Men sidste mandag kunne jeg mærke at min mojo var i bund. Jeg har røvforvirret, bitter og træt. Og istedet for at svælge i det (som jeg for ofte gør) forsøgte på en helt helt overfladisk social media-agtig måde at vende mit humør. Inspireret af Facebooks uendelige "læg 7 hverdagsbilleder op" og videre i den dur. Jeg holder meget af den slags. Nominer mig endelig. Jeg er jo social media nørd! Men i hvert fald tog jeg den grundide, og gav den mine egne regler. Nemlig at jeg skulle lægge et billede og en tekst op i 7 dage i træk med noget der gjorde mig glad. Det skulle være fra den pågældende dag, altså ikke samle til bunke, eller planlægge. Jeg ville tvinge mig selv til at finde mindst 1 ting hver dag som gør mig glad. Og det lyder poppet, når jeg sådan skriver det, men det gjorde faktisk en forskel. Jeg kunne mærke mig selv gå og tænke over hvad jeg skulle vælge den dag. Noget grundlæggende (som fx et billede af mine børn) eller noget poppet (som fx billede af kage) Der var ingen kriterier for om det skulle være dybe følelser og noget der var nede og røre ved mit kerneselv, det skulle bare være glæde i hverdagen.
Og jeg har haft en uge, hvor jeg HAR rutsjet rundt i følelserne. Der er sket nogle ting i mit professionelle liv, som hører til i et andet indlæg, eller måske slet ikke her i blogland. MEN jeg har formået at holde en grundtone af glæde, netop fordi jeg har tvunget mig selv til at fokusere på det.

Så nu, efter denne teksttunge indledning, kommer mine 7 glade dage, med billeder und alles!

MANDAG

Undervisning i dansk. Jeg elsker generelt at undervise, men dansk er og bliver mit yndlingsfag.

TIRSDAG

At læse bøger. Jeg får ikke læst særlig meget pga de dersens børn jeg har fået, men at begrave mig i god fiktion gør noget helt særligt ved mit humør. Lige nu er jeg i gang med en YA science fiction serie der hedder Unwind. Den er supergod og meget tankevækkende.

ONSDAG

Kage. Nuff' said.

TORSDAG

De tre her. Selvfølgelig. 😙

FREDAG

Ros og anerkendelse

Og nu kommer der noget der godt kan blive lidt selvsmagende. Men here goes: i dag blev et af mine hold færdige. Dem jeg har haft oppe i naturfag. Og de roste mig og min undervisning. Jeg er pikkedårlig til at tage imod komplimenter. Det er så akavet. Men jeg bliver glad. Og føler mig stolt og sikker på at det er det rigtige jeg laver. Jeg har jo været ude i en professionel rutsjetur det sidste år. Og tvivlet på om jeg overhovedet skulle være lærer.
Men når elever og kolleger direkte (og indirekte) tilkendegiver at jeg er god til mit arbejde, forsvinder den der tvivl. For hver gang jeg får en anerkendelse, bliver jeg faktisk bedre. Og det er en af grundene til at jeg ELSKER min arbejdsplads. Der bliver der nemlig anerkendt og rost. Og det skal vi huske. Fortæl din kollega når hun/han har gjort det godt. Fortæl det videre når en elev roser en kollega. Det kan virke akavet, men for Zlatan hvor har det gjort en forskel for både min arbejdsglæde, men faktisk også mit selvbillede. TAK til mine dygtige og vidunderlige kolleger. I ved hvem I er. Og tak til elever der også kan give positive tilkendegivelser til deres lærer. Det kræver nemlig et vist mod og modenhed at få den anden side af brok med. ❤

LØRDAG

Fridage med familien. 

Det er jo ikke fordi hverken mig eller Niko er specielt handy eller haveagtige. Men nogle gange kan vi spendere sådan en lørdag med at sætte nyt tag på skuret. Og æde jordbær lige fra planterne. Dybest set er jeg glad hvis Niko er hjemme. Han har normalt arbejde hver anden weekend. Og selvom det også kan være hyggeligt at være græsenke hver anden weekend, så er det ligesom om at vores to krudtugler er mere charmerende når begge deres forældre er der.

SØNDAG

At putte Martha. Det tager en krig, men det er der jeg får alvor får den der famøse kvalitetstid. De sidste par dage har vi haft interessante samtaler om fx døden. Hun forstår ikke helt det abstrakte koncept endnu, men var meget fascineret ved tanken om at man fik sin egen kiste. Skattekiste som hun kaldte det. 
Og i dag snakkede vi om hvor babyer kommer fra. Hun ville ikke helt godtage min forklaring om at det altså kun er piger der kan have en baby i maven. Enten hende eller Arnold måtte da komme fra far!

En rigtig lortedag💩

Ja altså ikke i overført betydning. Det har faktisk været en dejlig singlemom-dag (Niko var på morgenvagt) 

Men i ordets bogstaveligste forstand. Jeg har fandme tørret meget røv i dag. Noldebolde har tynd mave og det lugter helt råddent. Og han har skidt igennem tre bleer. Og formået at smøre bæ på en måtte, væggen, vores lagen, sin dyne, min taske og gulvet. Og da jeg havde spulet og skiftet dagens første toxic waste ble, proklamerede Martha at hun havde lavet lort. Flot. Sammenlagt 4 stinky bleer, 1 Martha natble og to poopy underbukser. Og jeg har rendt i rutefart til vaskemaskinen for at vaske ting jeg teknisk set ikke ved om kan gå i vaskemaskinen. Kan man vaske en lorteindsmurt Fjällräven rygsæk på 40 grader grader? 

Så jeg har fundet lidt "inspirational quotes" fra nogle af mine yndlings instagrammere. Der burde være kildehenvisninger på dem alle. 

Omvendt-skruk

Jeg  er i den grad omvendt-skruk. 

Martha er 4 (og har kun liiiige har smidt bleen, og har derfor stadig har uheld af den brune slags) og Arnold er halvandet. Og derfor "jeg skal pille ved ALTING-alderen" og med et ordforråd der spænder fra "Hej-Hej" til...tja.... Han kan sige "nej" tror vi nok. Han kommunikerer på livet løs, og kan også gøre sig forståelig med gestik, tonefald, og whining. Men det bliver da dejligt når der kommer lidt flere rigtige ord på. 

Nå men to børn og fuldtidsjob tager sin kvinde.m

Jeg er UDMATTET! jeg elsker at have de børn jeg har, de er ret awesome. Men tanken om en mere virker helt skør og uoverskuelig. 

Der er mere end nok larm, lort og fedtede ting i mit liv nu. Det var en markant større omvæltning at gå fra at have barn, til at have børn, end jeg troede. Jeg tænkte det blev noget med at yngste arving bare blev sluset ind i flokken. Det gjorde han jo også. Hold moly hvor er det meget lettere at få nummer 2 end nummer 1. Det meste man kan møde er velkendt, og hverdag og fest er ligesom allerede indrettet efter små menneskers behov og vaner. 

Der popper babyer op overalt i min omgangskreds. Det hører vist sammen med at være 32. Vi inviteres ihvertfald til en del bryllupper og barnedåber. (Om 10-15 år kommer alle konfirmationerne og derefter 50 års fødselsdagene... ) Jeg elsker at sniffe og nusse andres babyer, men er også taknemmelig for at kunne aflevere barnet tilbage til rette vedkommende. 

Men måske om 2-3 år når yngstemanden kan benytte både talesprog og toilet.