Ud i verden

6 uger

Jeg har ikke helt været klar til at bringe mig selv og barnet ud i verden før nu. Ja, vi har været ude hos min mor og en tur i Vestsjællandscenteret, men så heller ikke mere. Jeg var på ingen måde klar til at besøge mit arbejde. Tanken om alle de mennesker gjorde mig helt klam i håndfladerne. Hvad nu hvis hun skreg hele bygningen ned? Hvad ville folk tænke? Selvom det er komplet irrationelt, går jeg desværre op i hvad folk tænker om mig. Alt for meget. Jeg ville virkelig ønske jeg bare kunne være ligeglad. Eller ihvertfald få ind i mit hoved, at der ikke er nogen der dømmer dig som en dårlig mor, fordi dit barn tager en skrigetur ude i offentligheden. Eller hvis de gør, så ved de ikke bedre. For bare 7 uger siden kunne jeg sagtens tænke "få dog dit barn til at tie stille!" hvis en baby skreg eller et større børn havde et temper tantrum. Men nu ved jeg bedre. Man kan ikke bare få hende til at stoppe, som ved at trykke på en knap. Måske kan man få hende pacificeret, måske ikke. 


Igår aftes var vi inviteret til 30 års fødselsdag hos min veninde på Nørrebro. Jeg havde glædet mig rigtig meget. Jeg var også nervøs for hvordan damen ville opføre sig, men de sidste par outings var gået rigtig fint, så jeg havde rimelig ro på. Men...dagen startede skidt med en lang træls formiddag hvor hun ikke ville/kunne sove. Hun faldt lige i søvn og vågnede skrigende 10 minutter senere. Og vi skiftede den ene lorteble efter den anden. Men vi tog afsted. Hun sad i strækviklen og turen derind var rigtig vellykket. Jeg ammede hende i toget og så sov hun ellers længe. Hun blev lagt i drømmeposen sovende og jeg satsede stærkt på at hun måske kunne tage en god lang lur i den, ligesom sidst. Men nej. Hun vågnede og skreg...og sked. Og sådan fortsatte det fra 19-23. Lortebleer og dødsskrig og amning. Vi skiftedes til at sidde med hende, vandre rundt med hende, trøste hende etc. Mens den anden spiste og socialiserede som et rigtigt voksent menneske. Tror nok det kunne have været en rigtig hyggelig aften, men det der perma-skrigerí væltede bare læsset. Så vi tog tidligt af sted. Først kl 23. halvvejs i toget til Slagelse faldt hun i søvn. 


Men så sov hun gudhjælpemig helt indtil kl. 4. 


Det var en hård aften, men det skal fandme ikke stoppe mig fra at tage hende med ud en anden gang.


Besøget på mit efterskolen gik herregodt. Hun sov dybt langt det meste af tiden. Det var SÅ dejligt at se mine søde kolleger og elever igen. Og der blev eddermame dikke-dikket. Jeg er glad for at være på barsel. Er måske først begyndt at nyde det nu. Og er slet slet ikke klar til at komme tilbage på arbejdet lige med det samme. Men jeg kan mærke at det skal jeg nok blive.


Men nydelsen, den er ved at indfinde sig. At tage en middagslur side om side inde i dobbeltsengen, og få tilfredse mætte smil er fantastisk. Jeg glæder mig til hun kan noget mere. Grine, bruge sine hænder, spise rigtig mad, kravle osv. Men sådan en lille koalabjørn er nu også ret dejlig. 


Her er lidt billeder fra de sidste par uger:

Ud på tur  - en kold dag

Og så blev det pludselig sommer. Ved stranden for at spise is

Intelligent look...

I et saligt øjeblik

En rigtig charmenheimer

No way back

29+5


Jeg kom til at se et program på DR1. Det hedder "Hjælp vi skal føde" Det skulle jeg aldrig have set. Eller måske var det meget godt. Der gik pludselig noget op for mig. De kloge kunne finde på at sige at det burde jeg nok have sagt mig selv. Men altså. Jeg skal jo føde - selv. man kan jo ikke sætte nogle andre til det. Eller give op halvvejs og sige "nej ikke alligvel - jeg magter det ikke" Man kan ikke sætte det på pause eller få Nikolaj til det. 


Da jeg så den stakkels kvinde ligge og skrige som et såret dyr og hendes kæreste var ude og ryge, fik jeg det helt dårligt. Jeg vil ikke vurdere at jeg er specielt bange for smerter, men det er bare så grænseoverskridende. Der skal presses et barn på 2,5 kilo ud af mig. Og jeg skal selv sørge gøre det, barnet kan jo ikke ligefrem selv gøre arbejdet. 


Fuck nu af - det er skræmmende!


Jeg har fået at vide at pga mit høje BMI lægger man et epidural i god tid. Forebyggende hvis der skulle opstå behov for akut kejsersnit. Og som lægen sagde "så kan du jo også bruge den som smertelindring undervejs" Fint fint. Jeg er slet ikke nogen moder-jord-type så det med smertelindring er A-Okay med mig. Men indtil har det eneste jeg har gået og haft lidt hyggeangst over, var at få lagt den der epidural, som jo en en lang satan af en nål man stikker direkte ind i rygsøjlen. Er bare ikke glad ved nåle, og jeg synes det er lidt creepy. 

At få lagt en epidural-blokade

Men altså at få lagt en epidural er jo ikke toppen af smerte og grænseoverskridende handlinger der sker omkring sådan en fødsel. Hvis det virkelig gjorde så ondt at få lagt der jo er smerteLINDRENDE var der vel ikke så mange der fik det gjort. Vel?


Snakkede længe med Papa om det, og han er virkelig sød sød sød lige i øjeblikket. Meget interesseret og støttende. Og han lovede at han ikke ville gå ud for at ryge når fødslen var godt igang. Men indrømmede dog at han ville foretrække at blive far i 50'erne hvis han fik valget. Altså at vente udenfor og gå frem og tilbage. Og så dele cigarer til de andre fædre ud når arvingen var kommet til verden. 
Helt ærligt, jeg ville også hellere være 50'er-far, eller alternativt hente babyen på Posthuset. 

Av!

29+4


Jeg er virkelig begyndt at blive generet over den her graviditet. Er infamt træt hele tiden og har en dejlig perlerække af fysiske genvordigheder. Den ømme balde har jeg nævnt og den sidste uge har jeg haft herreondt i underlivet. Ja altså i ...ja....vulva. Den pæne måde at sige det på er vel: "en smerte centreret omkring skambenet" Det er hele tiden men værst når jeg har gået eller cyklet. Ikke engang når jeg har cyklet langt, bare en lille tur. Så gør det så allerhelvedes ondt at gå - især på trapper. 


Føj, jeg hader at have ondt af mig selv. Men det er min blog, så boo-ya, det må jeg gerne!


Håber ikke det er noget alvorligt. Skal til lægen på mandag til helt almindelig svangreundersøgelse, så der vil jeg spørge hvad det kan være.

Creepy barn

16+0


I nat drømte jeg at jeg havde en baby. Godt så, om et halvt år er det jo en realitet. Men for satan jeg håber ikke barnet bliver som det jeg drømte om. 


Det startede godt, jeg var til babysvømning med ret nyfødt barn. Som i en uge gammelt. Det gik godt. Og så i omklædningsrummet begyndte barnet at tale. I fulde sætninger og med sådan en nedladende tone. Det var noget med at jeg skulle tegne en åkande til barnet, men den var ikke god nok. Barnet vidste nok lissom bedre hvordan sådan en åkande så ud. 
Jeg nåede at blive imponeret over at barnet allerede kunne tale i en alder af en uge, men nåede så at blive irriteret  på den bedrevidende lille skid.

sådan ser en åkande ud....

Nå underbevidsthed hvad er det du prøver at fortælle mig? At mit barn bliver ligesom mig da jeg var lille, altså gammelklog og ret bedrevidende på den øretæveindbydende måde?


Niko kunne selvfølgelig ikke se problemet. Han sagde bare; "jamen barnet får jo begge vores utrolig høje intelligens, kombineret så det er klart at det bliver et fremmeligt barn" 


Nå, ok så.

angst med angst på

14+2


Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg tager antidepressiver. Har gjort det i 10 år og de har hjulpet mig meget i en tidligere tider hvor jeg har haft det rigtig skidt. Mens jeg studerede har jeg haft sorte perioder hvor jeg i ugevis, månedsvis nærmest ikke kom ud af huset. Hvor jeg ikke troede jeg nogensinde skulle blive glad igen og hvor jeg led af socialfobi. Jeg blev utryg når telefonen ringede. Jeg magtede ikke at se mennesker eller tale med nogen, heller ikke dem jeg holdt af. Jeg havde panikanfald og boede i min seng.


Men jeg er mere eller mindre ovre alt det nu. Hele sidste år af seminariet og mit første år som lærer har jeg haft det rigtig godt. Der har ikke været nogen længerevarende sorte perioder. Indimellem et par dage hvor jeg magtede meget lidt, men ikke på den massive måde som før. Jeg bliver nok aldrig helt fri for dem dæmon der hedder depression. 


Men jeg er ikke stoppet med mine piller, 20 mg Cipramil. Jeg har været bange for at det var pga dem at jeg havde det godt, og at hvis jeg stoppede ville jeg ryge ned i hullet igen. Og så er det så helvede svært at stoppe med noget der i den grad giver tryghed i hverdagen, også selvom det er en krykke. Jeg har førhen, hvis jeg har glemt at tage pillerne i et par dage haft voldsomt fysisk ubehag.


Det er lidt svært at forklare ubehaget men det er noget med sensoriske uligheder. Altså at alle mine sanser er påvirket. Jeg får fx feber eller ihvertfald får jeg det varmt. Jeg har synsforstyrrelser. Både ligesom når man lige er blevet blitzet i øjnene men også at mine øjne lige er et splitsekund længere om at opfatte verden end normalt. Alt bliver ligesom forsinket. Det samme med lyd. Jeg hører ligesom med en forsinkelse. Jeg bliver helt vildt svimmel og igen gør den der forsinkelse at hvis jeg drejer hovedet opfatter min hjerne det lige lidt for sent så jeg bliver helt ør. Samtidig er jeg meget følsom på huden. Lidt ligesom når man er forkølet og har feber. Tilsammen er det meget ubehageligt.


Og nu, ja så siger Nyhederne at der er stor risiko for fosterskader og børn født med handicaps når deres mødre har taget antidepressiver under graviditeten. Jeg blev helt kold og klam i søndags da jeg læste/så den nyhed. Og stoppede straks med at tage mine piller. Også selvom man skal have en psykiater ind over når man skal stoppe eller trappe ned. Jeg blev simpelthen så bange og angst at jeg ikke kunne få mig selv til at tage så meget som en lille pille mere. Også selvom jeg nu har det forfærdeligt fysisk. Og jeg ved at det forsvinder i løbet af et par timer hvis jeg tager den skide pille. 


Jeg snakkede med min læge i dag. Hun sagde at det var ok jeg var stoppet af mig selv hvis det var det jeg havde det bedst med men at jeg SKULLE snakke med en psykiater hurtigst muligt. Jeg begyndte fandme at græde. Er ellers ikke en tudeprinsesse men alt den  der frygt og 10 års sygdom on and off og angsten for at der er noget galt med mit barn pga noget jeg kunne have undgået. Det var bare for meget. Havde jeg vidst at der var risiko forbundet med antidepressiver under graviditet var jeg stoppet for længst. Men hvad nu hvis det allerede er for sent. Essentielt er den der baby jo færdigudviklet, nu skal den bare vokse sig meget større. 

jeg nærmer mig 12. uge med hastige skridt

11+4


Er ved at være godt træt af kvalme, ørl og træthed. Magter snart ikke mere. De kloge siger at de løjer af efter uge 12. Og det er på tirsdag. Så fingers crossed. 


På tirsdag skal jeg iøvrigt til nakkefoldsscanning. Det er der hvor man finder ud af om babyen har Downs syndrom. Og så kan man jo også se den og høre hjertelyd. Og det glæder jeg mig til. Især det sidste. Selvfølgelig er min indre neurotiker gået i overdrive, og jeg er nu bange for at der slet ikke er liv i den dersens baby. At den har tre arme eller er siamesiske tvillinger. Fuck mand. 

Bange

9+4


Jeg er bange. For abort. Er bange for at jeg har jinxet det hele ved glad at udbrede mig til alle om graviditeten. Der var gensynsdag på efterskolen idag og alle eleverne fra sidste år var på besøg. Og de kom i hobetal og sagde tillykke og spurgte og gramsede på vommen. Og nu har jeg det så svært ved det. Ifølge alle min graviditets-apps på telefonen er denne uge og de næste 2 de allermest udsatte i forhold til spontan abort. Er åbenbart skrøbelig som en krystalvase i denne tid. Der står "take care of yourself" og "be careful" Ja det er fint, men hvordan? Jeg er godt klar over at jeg ikke skal løbe en marathon (ha ha som om jeg kunne det...) men hvad betyder det ellers? Jeg kan jo ikke pakke mig selv ind i vat. Havde mareridt i går nat om at jeg begyndte at bløde. 
Og hvordan kan man passe på sig selv når man hart det ad helvede til fysisk? Jeg vågner 3-4 gange hver nat. Selvom jeg går tidligt i seng er jeg udmattet konstant. Jeg har kvalme hele tiden. 24/7. Og kaster op hver eneste morgen. It doesn't seem healthy. 
Måske mener de bare at man skal være endnu mere striks med sig selv omkring de ting man ikke må under graviditet: hårde løft, alkohol. cigaretter, sushi, hårfarve etc. Eller hvad?

Delte kage ud på arbejdet i anledning af den kage jeg selv har i ovnen.

9+2


Så er nyheden ude. På arbejdet og på Facebook. Har fået 50 kommenaterer og 40 likes. Det er sgu da meget fedt. Jeg elsker da den der tillykke-stemning. 


Jeg har det stadig temmelig skidt, især om formiddagen. Har meget kvalme og har kastet op hver dag. Så kan ikke rigtig spise noget indtil sen eftermiddag hvor jeg til gengæld voldspiser fordi jeg jo er megasulten. Meget mystisk. 


Men d. 4. okt går jeg ind i 12. uge, og der skulle kvalmen gerne mindskes og over tid forsvinde og til den tid kan jeg også trække vejret lidt mere roligt. Er stadig meget angst for alt det der kan gå galt.

fed start på dagen alligevel

8+6


Så var det idag jeg skulle til sygeplejerskeren og have taget en allerhelvedes masse prøver. Blodprøver bl.a.. Og som jeg før har fortalt før, går der totalt Maude i den for mig når nogen forsøger at tappe lidt blod ud af mit legeme. Og jeg kan virkelig ikke finde en forklaring. Det er en ren fysisk reaktion på - tror jeg - TANKEN om at der tappes blod. Det er jo ikke fordi det gør særlig ondt, mest som at blive nevet, og jeg er heller ikke "bange for blod" Alligevel kan jeg overhovedet ikke kigge på hvad hun laver. Sidder demonstrativt og glor ind i væggen. Og idag blev jeg svimmel, fik (mere) kvalme, kampsvedte og det sortnede for øjnene. Jeg skal ikke kunne sige om det gjorde det værre at jeg lige inden jeg kom havde kastet op og stadig var ret kvalmøs. Det gjorde det ihvertfald ikke bedre.


Men mine tal var gode, på alt det hun kunne aflæse med det samme: blodtryk, blodsukker, blodprocent, vægt og alle de andre. Så so far går det som det skal i den hersens graviditet. 


Glæder mig til om en måneds tid hvor kvalmen skulle forsvinde, og som en added bonus; risikoen for spontan abort falder drastisk.

nyhedsspredning

8+3


De sidste par dage er jeg gået amok i spredning af Det Glade Budskab. Altså mit glade budskab. 
Nikos forældre fik at vide at de skulle være bedsteforældre igen. De blev glade og ønskede tillykke og snakkede så videre om arbejde og den slags og viste os billeder af et af de andre børnebørn. 
Min mor, søster og bror blev vildt glade og både bror og mor græd lidt. Jeg tror min mor er lidt i chok stadig væk. Hun har snakket om projekt Mormor i hvad der føles som en evighed, og nu skete det endelig. Og så tror jeg simpelthen ikke hun kunne finde en grimasse der ku'  passe. Jeg glæder mig sådan til at se dem som mormor,  moster og morbror ...nå nej Brormand insisterer på at blive kaldt Onkel da det lyder sejere. 
Og så får vores lille Reje jo også en hel flok Bonus-tanter. Mine gode og søde veninder. 
Der er hende jeg kender fra Seminariet, som er en ret tjekket storbytype. Vi er egentlig ret forskellige, men har nogle helt vildt sære ting til fælles, fx elsker vi begge to hjerter i flødesovs. Og så er vi begge to ca lige højtråbende og til tider småskingre. 
Så er der den nyeste tilføjelse, som jeg også lærte at kende på seminariet, men først på den sidste årgang. Så vi har kendt hinanden i kun ca 2 år. Hun er mor til to, og bor i København men er jyde. På alle måder. Grounded og fornuftig (for det meste) men samtidig ligeså fjollet som jeg er. 
Og så er der min gamle veninde. Som jeg har gået både i folkeskole, gymnasium og seminarium med. Vi har nærmest kendt hinanden altid men det betyder ikke at vi har været tætte veninder siden dengang i 1989 hvor vi begyndte i samme klasse. I perioder har vi været tætte, i andre bare nærmest bekendte. Men indenfor de sidste par år har vi fundet hinanden igen. Nogle gange kender vi hinanden for godt og glemmer at vi altså begge to har udviklet os. 
Og så er der veninden i London. Som også er tilbage fra folkeskole+gymmasiet.  Hende mødte jeg på stationen den dag hvor jeg havde taget tre positive tests men stadig ikke rigtig troede på det selv. Det fik jeg sagt til hende fordi det kogte over i hovedet. Og idag bekræftede jeg det.


Og de blev alle sammen glade og rørte. For med undtagelse af Nyeste Veninde er jeg den første i omgangskredsen der er gravid. More or less. 


Og så er der alle de andre: gammel venínde, kollega, andre kolleger, fremmede mennesker, min frisør. Det er sgu lige til at blive afhængig af det her.






And another thing.....
Jeg har idag købt noget til baby. Bare en lillebitte lyskæde med frøer fra Tiger. 






så.




......






nu MÅ der altså ikke gå noget galt de næste måneder!

jeg kunne ikke holde kæft

7+0


For fanden da. Vi havde jo lovet hinanden ikke at fortælle det til nogen før jeg havde det fået bekræftet af lægen (om en uge!) og først ligesom offentliggøre på arbejde og ikke mindst Facebook hvad der er i gære, før når jeg er ovre 12.uge. Altså der hvor man er ovre den største risiko for alt det dersens - det der kan gå galt.


Men igår var jeg ude med en gammel veninde, og hun spurgte direkte: "er du gravid?" og jeg kunne simpelthen ikke finde en grimasse der ku' passe. Sad bare med et fjoget grin og smuttede med øjnene, og så var katten ligesom ude af sækken.


Og OMG hvor var det skønt at få lov at snakke om det. Og hun blev så glad på vores vegne. Men fik hende også til at love på spejderære at hun ikke måtte sige det til nogen som helst - "ikke engang din mor!" og der kunne jeg godt mærke at det havde hun vist tænkt sig at gøre. Men min egen mor skal simpelthen ikke have det at vide ude i byen. Og her i vores lille by der er intet hemmeligt. Ja, altså det er jo ikke fordi jeg er sådan en slags provins-celebrity. Bare at folk i provinsen sladrer.


Men altså, nu ved jeg også at hvis en eller anden person lige pludselig ved at jeg er med rogn, så ved jeg hvem der har sladret...Men jeg stoler på at hun nok skal holde tæt. Og det er kun en uge endnu, og så lukker jeg for Facebookadgangen for mine kolleger så der ikke ryger noget ud der. Der vil jeg altså meget gerne vente til jeg er helt sikker på at barnet bliver til noget. Jeg kan ikke rationelt forklare hvorfor jeg har det sådan - bare at det føles rigtigt.
Selvom jeg hver eneste dag synes det ville være rart at de vidste hvorfor jeg er kommet for sent til morgensamling et par gange - jeg har enten skullet tisse (igen-igen) eller været ude og kaste op.

angst

6+3


Jeg går rundt med en evig uro og angst. Jeg er simpelthen så bange for at der er noget galt. At denne her graviditet slutter før de 9 måneder. At jeg aborterer, at der er misdannelser, at min forfængelighed (farvede hår i sidste uge) kommer til at skade fosteret. Hver gang jeg har ondt i maven er jeg sikker på det er fordi der er noget alvorligt galt.
Jeg kommer hele tiden i tanke om ting jeg har gjort som er totalt no-go i forhold til hvad graviditetsbladene siger, fx spise sushi, drikke kaffe og føromtalte hårfarvning. Man må jo ingenting! Og helt ærligt det er ikke fordi jeg synes det er hårdt og uretfærdigt at jeg ikke må de der ting, jeg er bange for at komme til at gøre noget som jeg endnu ikke ved er "forbudt"
Jeg får det fysisk dårligt og bliver helt tør i munden hver gang jeg læser ordene: abort, ektopisk graviditet, misdannelser etc. Fuck mand, hvad nu hvis der er noget galt?
Jeg kan kun tænke på alle de forfejlede og problematiske graviditeter jeg kender til. Som at min mor tabte et barn der kunne have været født mellem min lillebror og min lillesøster. Som den bekendte jeg havde der glad annoncerede at hun var gravid da hun kun  var 6-7 uger henne - ligesom jeg er nu. Og hun mistede barnet få uger efter. Og det eneste folk kunne sige var; "man skal vente til efter 12.uge med at fortælle det!" Og oveni det hele gik hun og kæresten fra hinanden fordi det liv hun havde tabt kom imellem dem. Jeg tænker på min tætte veninde der fødte sin søn alt alt for tidligt. Jeg tænker på en pige jeg kender der glad på Facebook fortalte at hun nu var gravid for 3.gang, og få uger efter måtte skrive: "er ikke gravid længere" Jeg tænker gudhjælpemig på Courtney Cox der blev gravid igen og igen men gang på gang aborterede.


Men  for helvede, den præmature dreng har det fint idag. Det endte altsammen godt. Han og familien har det godt og han er den skønneste og sundeste lille knægt jeg kender. Courtney Cox fik en datter. Min mor fik tre børn istedet for 4. Og pigen ja hun er nu gravid igen. For 4.gang, med sit tredje barn, og hun er i uge 14 og det hele går godt.


De fleste historier ender faktisk ok, men det rører bare ikke ved det faktum at jeg er skidebange. Hele tiden.


Jeg glæder mig meget til uge 41 hvor jeg går ind i 2. trimester og derfor ikke behøver være helt så nervøs længere.

Guess what - du skal være mormor/tante/oldemor/onkel/morbror/bonustante etc!

5+6


Jeg er ved at gå amokka over at jeg ikkie må sige noget om den der kage i ovnen til nogen. Der er en deadline. Om 2 uger har jeg aftale hos lægen - pissedoktor tillader sig at holde ferie lige når jeg har brug for at hun føjer mine neuroser. Nå men det er nok også ok. Hvis alt går som det skal er jeg otte uger henne når jeg skal se hende. På det tidspunkt har jeg forhåbentlig vænnet mig til tanken at jeg slapper lidt mere af.


Men, kors i røven hvor jeg glæder mig til at fortælle det til min omverden. Min mor bliver SÅ glad. Hun har punket os i årevis om hun ikke snart blev mormor. Og mine 2 små søskende bliver også glade. Og så er der et par veninder og den nære svigerfamilie der også skal have nyheden. Men det bliver tidligst i 12.uge - altså i starten af oktober - at jeg fortæller det på mit arbejde. Men det glæder jeg mig også til. Og frygter på samme tid. For jeg skal jo på barsel. Jeg er lærer for 9. og 10.klasse, og jeg kan ikke føre mine klasser til eksamen til sommer. For barsel starter ca. midt i marts. Og det føles røvet at de enten skal have vikar eller at mine i forvejen hårdtarbejdende kolleger skal dække mine opgaver.


Men lige nu ikke. Lige nu har jeg bare så meget lyst til at sige: "jeg er gravid" Det er derfor jeg har kvalme hele tiden, sveder som et helt fitnesscenter og skal tisse meget oftere end jeg plejer. Og jeg har altid rendt på toilettet MEGET tit i forvejen. Det er med absurd høj frekvens at jeg er derude lige nu. Og det med sveden, den havde jeg altså ikke set komme. Jeg siger jer, der er bare ikke noget mere læks end at stå helt stille og så bare begynde at svede absurd meget - særligt i ansigtet. It's weird, it's what it is!