Viser opslag med etiketten teenageren Lise. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten teenageren Lise. Vis alle opslag

lørdag den 16. juli 2016

Pink hair - don't care.... Eller i hvert fald ikke før om 3 uger.

For nogle måneder siden sagde jeg til min veninde Rikke, at jeg godt kunne tænke mig noget lidt vildt hår. Sådan en pangfarve, eller flerfarvet. Slet ikke naturlig, men sjov og sådan wow. 

Og så var det Rikke tørt konstaterede (som kun Rikke kan) at "der er nok mange der synes sådan noget orange hår, som du har nu, er temmelig vildt" Nå ja, godt ord igen. Men jeg har jo haft det orange hennafarvede hår i årevis nu. Den nuance, og fremgangsmåde jeg bruger, har jeg haft siden gymnasietiden. On and off. Jeg har også haft det obligatoriske sorte hår. En periode mange mange teenagere skal igennem. Nærmest blond (tisgult?),  mange variationer af rødt og endda brunt i en kort periode. Jeg har haft braids, extensions, pandehår, langt hår, skulderlangt og kort. 
Men jeg vender ALTID tilbage til langt og orange. Jeg synes det klæder mig, og passer til min personlighed. Jeg har fra naturen sådan helt røvsygt kommunefarvet, helt helt glat hår. Jamen altså, det holder jo ikke, når man er som jeg er. Det indre og det ydre må gerne spille sammen. Synes jeg. 

Nå men, jeg har altså fået og været lun på en crazy colour i noget tid, og havde også fundet den farve jeg ville købe. En Live skyllefarve i Electric Pink. 

Og så var det jeg fik sommerferie, og jeg tænkte, "det er nu eller aldrig!" Jeg skulle i forvejen afblege garnet, fordi min udgroning var blevet ret heftig. 
Jeg afbleger håret 3-4 gange om året. Og farver dernæst med henna. Det er en operation der tager en weekend. Først afblegning, som gør udgroningen helt blond, og resten af manken gul/lys orange. Ikke særlig pænt. Så holder jeg mig hjemme, vasker håret en gang eller to, og farver så med henna. Det skal helst sidde i 6-8 timer. Det gør farven dybest og mest holdbar. 
Når jeg så er tjekket, så genfarver jeg med henna en gang om måneden. Når jeg er utjekket (læs: efter jeg har fået børn) går der de der 3-4 måneder, før jeg starter forfra med afblegning og henna. 

Nå men, sidste weekend afblegede jeg håret, men i stedet for at fortsætte med henna, smurte jeg to pakker pink skyllefarve i håret. Den skulle holde 12-15 hårvaske, og da jeg prøver at holde hårvask på max 2-3 gange om ugen, skulle den gerne holde nogle uger. 


Fuck det blev SÅ flot! Synes jeg selv. Jeg har fået mange positive tilkendegivelser, og en masse skeptiske. Det gør ikke så meget. Jeg er trods alt 32 år og nogens mor, med et arbejde som underviser af voksne mennesker. Kan man godt have den der hårfarve og samtidig blive taget seriøst af kommende SSH'ere og SSA'ere? Måske? 

Men jeg synes jo også selv det er vildt, og sådan lidt for meget. Så det er bare noget jeg gør her i ferien. Altså udlever mine indre teenager. 

Så den sidste weekend i juli vender jeg tilbage til mit "konservative" orange hår. Men billederne varer evigt, og det er fint. Måske bliver det blåt næste sommerferie? 

Jeg har vasket det en gang, og farven holder ok. Den er blevet bleg, eller næsten vasket ud, i små totter. Desværre er det gået hårdest ud over pandehåret. 

Billederne herunder er fra Quiz Night på The Upper Hill i Slagelse torsdag d. 14. Juli hvor vores hold Carina & the Diamonds kraftpetervæltemig vandt! Det er var en fantastisk aften! 









mandag den 18. januar 2016

Teenager omkring 2000 - så er der nostalgi for alle pengene!


Helt ublu inspireret af en liste på Buzzfeed om produkter/trends fra ca. 2000 som teenagere dyrkede. Her er originalen: 24 Forgotten Items All Late ’90s Teen Girls Were Slightly Obsessed With
Jeg blev helt ramt af et nostalgitrip, og tænkte at jeg ville lave min egen liste, ud fra et dansk synspunkt. Men også lidt ud fra et Lisecentrisk synspunkt.



1.Hårmascara
 
Uh det var så smart! Striber i håret uden at skulle gå til frisøren. Og ens hår blev jo slet ikke stift og fedtet i det....











2. Saronger


Indisk klædedragt til mænd blev i midt- og sluthalvfemserne supertrendy som nederdel til piger/kvinder. I princippet jo en smart beklædningsgenstand der kan bruges på mange måder. Man kunne sno, og dreje og binde den så den både kunne være en kjole, et tørklæde eller en nederdel. Det krævede lige lidt snilde og måske et par sikkerhedsnåle at få det lange stykke stof til at makke ret. Jeg havde 3-4 stykker, og jeg var mest glad for en i kækt grøn-orange-lilla mønster. Jeg brugte den KUN som nederdel, mest den gulvlange, men når jeg følte mig modig foldede jeg lige kalorius en gang, og fik en kort nederdel.
Det blev egentlig først kikset da Bilka begyndte at sælge dem med praktiske bindebånd. Så var det ikke så fedt og etnisk længere.




3. Virkelig heftige striber i håret

Hvorfor betale sin frisør i dyre domme for striber i håret hvis man ikke kunne se dem?Diskrete reflekser var ren science fiction. Tigerlooket var the shit. Jeg havde det ikke selv (fordi jeg ikke måtte for min mor) men der var mange Slagelsepiger (og -drenge) med de lyseste striber i det mørkeste hår. Et stykke ind i nullerne lavede jeg selv striber i mit hår med sådan et do-it-yourself kit fra Matas. Første farvede man hele manken, og så lagde man "reflekser" ind med afblegning på en klodset mascarabørste. Jeg synes selv det var herrepænt.

4. Gardinhår


Og nu vi er ved hår, kan man ikke komme udenom gardinhåret til drengene. Nick Carter var forbilledet. Håret blev delt lige i midten og skulle hænge som flotte gardiner rundt om hovedet. Der skulle gerne en ooooordentlig gang daxwax i draperingerne.














5. Plastik elastikagtig "tatoverings"-halskæden

SÅ classy! Det lignede jo man havde en tatovering rundt om halsen!

















6. Chokerhalskæde i fløjl med emaljevedhæng

I min omgangskreds gik den under navnet "luderhalskæde" Jeg havde en variation af den, nemlig en med lædersnøre og en et vedhæng med Kenny fra South Park.















7. masser af perlekæder
Skolefoto 2.G - 2000
Og det var ikke engang da der var flest. Jeg var oppe på mindst dobbelt op af det på billedet, da jeg var allermest into this. Den med vedhænget er en Thors hammer, og den hvide er glow-in-the-dark Hamaperler.














8. gulvlange nederdele

Og så endda i lilla camouflage! Jeg havde en hel masse, men mine var næsten alle sammen fra genbrugen. Nogle var kjoler jeg syede om. Min yndlings var en lilla i sådan noget let plisseret lækker polyester. Den faldt bare så pænt, og jeg syntes den passede til alt! Den har siddet fast i min cykelkæde MANGE gange, hvorfor der er huller og oliepletter flere steder. Men ved I hvad? Den ligger stadig i min nederdelskuffe. Jeg tror ikke lige jeg kommer til at bruge den nogen sinde igen, men man skiller sig ikke af med dem man elsker!
stolerækken, nr 2 fra venstre
Bonusinfo: jeg har den på på klassebillede i 2.G

Jeg gav min veninde Maria en gulvlang nederdel i fødselsdagsgave. Det var en ex-genbrugskjole jeg syede om til nederdel. Den var sort og havde nogle røde blomster på. Hun gik så meget med den at jeg døbte den "uniformen" <3



9. Leonardo DiCaprio



Jeg er ret sikker på at jeg havde præcis den her plakat. Og at min mor vist nok syntes det var upassende med den cigaret. Det ville ihvertfald ikke ske i 2016 at et teenageidol laver et photoshoot med en smøg i munden. Uh, der var vist en form for fællescrush på ham Leo!

10. Plakater, masser af plakater


Også i loftet. Jeg delte værelse med min lillesøster (suk!) så mit hjørne oppe i overkøjen var decideret tapeseret af plakater. Jeg dyrkede især Leonardo, Brad Pitt, X-files, Star Wars, Johnny Depp og sikkert en række pinlige jeg har fortrængt. Den bedste plakat jeg havde var en filmplakat fra Titanic med autografer på! OMG!
I andre pigeværelser hang metervis af Backstreet Boys, Hanson, Boyzone, Take That, Avril Lavigne, Kelly Family etc. Alt godt fra Bravo.













11. Jeans med broderier

Og nå ja, der var også noget med trompetbukser. Mine totallo yndlingsjeans var lyse, som dem på billedet, men vist bare almindeligt bootcut. Og så var der en flot lille bort med noget rød og noget mønster nede omkring anklen. De passede til alt! Og blev slidt i laser før jeg skilte mig af med dem.











12. Solbærvodka
Føj føj føj! Altså i dag. Dengang: mums mums mums. Blandet med Sprite og så lige ned i løgneren! Jeg har haft nogle dræbertømmermænd og kastet ret meget op af det stads, så bare lugten for det til at vende sig i mig.













13. En totalt overfyldt helt personlig kalender, der er en direkte forlængelse af din personlighed
Jeg bliver nødt til at finde mine egne helt tykke kalendere fra den tid for rigtigt at dokumentere hvordan sådan en reelt så ud. Jeg brugte en helt almindelig Mayland-kalender med 1 dag pr side. Jeg gik over til dette modne valg i 8. eller 9.klasse. I årene inden havde jeg volddyrket en Vi Unge eller Mix kalender, som var customized efter alle kunstens regler.
Kalenderens kernefunktion var at holde styr på lektier, og det gjorde den såmend også, men åh hvor gjorde den så meget mere! Der var ikke et opslag hvor der ikke var stukket noget ind, fotos, tegninger, breve, noter, dimser etc. Der var skrevet hilsener, sangtekster, tegnet, doodlet over det hele. Jeg malede hele sider i en bestemt farve, eksperimenterede med neglelak på papiret. Pyntede med klistermærker og lavede collager af fotos til for- og bagside. De 3 gymnasieår var der hvor jeg gik mest til den, og de har været en 17-19 cm tykke når året var omme. Den kunne i hvert fald knapt lukkes.  Glemte jeg den et sted, gik jeg nærmest i panik, for den var netop en forlængelse af personligheden, og den der holdt styr på ALT. Fyldt med billeder, underholdning, minder og alt muligt crap. Det kan sammenlignes med at glemme/miste sin telefon i dag. (Jeg fik min første mobil da jeg var 17, i 2001. Jeg gik i 2.G. Det var en Motorola, med plads til 10 beskeder, og uden intelligent ordbog, og en batteritid på 14 timer.)
Det der med at have et nært og varmt forhold til sin papirkalender er noget jeg har taget med mig ind i den digitale tidsalder, hvor den slags jo slet ikke er nødvendigt længere. Jeg har ALTID en papirkalender, hvor jeg skriver det meste ned i. Dog er der knapt så mange tegninger af hunde og kække fotos i kalenderen 15/16...













fredag den 16. august 2013

Det der med at blive 30

Jeg fejrede min 30 års fødselsdag i Berlin. Jeg havde mange måneder forinden bestemt mig for at jeg ville vågne op et spændende lækkert sted, og ikke hjemme på Sct. Mikkelsgade. Ikke at der er noget galt med Sct. Mikkelsgade, det måtte bare gerne være lidt ekstraordinært når nu det var en rund fødselsdag. 
Fødselsdagsbarnet og mandse på kysseferie

Jeg har efterhånden ”fejret” mange fødselsdage ganz allein, fordi Nikolaj næsten altid har været på arbejde. Sidste år, da jeg blev 29, var noget med at jeg kørte til bageren om morgen. Hurra og tillykke. Jeg spiste et rundstykke med venstre hånd mens jeg ammede. Niko tog på arbejde, jeg nulrede rundt i byen med barnevogn og baby. Jeg kan huske jeg købte mig en is og spiste den helt alene. Om aftenen slæbte jeg Martha og Rikke med på Joci Sushi. Der er altså mindre sjovt at være på restaurant med baby der endnu ikke kan sidde i en høj stol…. Vi havde skråstolen med, og det var fint, men meget upraktisk at mosle rundt med. Efter sushi, gik jeg hjem og ammede og gik i seng. Alene. Altså ikke nogen dårlig fødselsdag, slet slet ikke. Men måske heller ikke en der går over i historiebøgerne.
Tillykke til mig

Is som jeg IKKE delte med babygirl

Se lige det sure fjæs på Joci Sushi

Rikke og Martha


Jeg havde kigget på forskellige steder vi kunne tage hen. Uden barn vel at mærke. Planen var egentlig at vende tilbage til Paris, hvor vi var på vores allerførste ferie sammen tilbage i 2004. Men det var ret dyrt. Jeg kiggede også på London, Dublin, Prag og Stockholm. Men jeg endte med Berlin, dels fordi jeg fandt en vældig billig flybillet med SAS, dels fordi vi kunne få et lækkert firestjernet hotel til en ret rimelig pris. Vi har været i Berlin to gange tidligere. Begge gange korte ture i januar. Så Berlin i juli var noget nyt for os begge.

Min mor blev hyret til at passe gøjen, og hun glædede sig helt vildt. Min mor altså. Martha vidste nok ikke helt hvad der foregik. Vi skulle være væk 2 nætter, som måske er lige i overkanten for en 1½-årig, men heller ikke børnemishandling. Det endte med at blive 3 nætter, da flyet afgik så tidligt om morgenen, at vi afleverede Gøgleren aftenen før, frem for at vække hende og køre hende ud til min mor klokken 3 om natten. Min lillesøster var også feriebarn hos min mor i de dage, og min bror var også forbi, så den unge dame har solet sig i udelt opmærksomhed, fra tre mennesker der synes hun er jordens ottende vidunder (hvilket hun naturligvis jo også er)
Feriebarnet børster tænder

gøgler rundt på et trappetrin med sin moster

bader

LEGOleg med onkel

morgenglad

...og aftenglad

elskede mormor!


Imens Martha voldhyggede med mormor, moster og onkel, nød mor og far livet i Berlin. Vi lavede ikke så meget. Sov længe, gik rundt i byen, drak kaffe, spiste mad, var på fint hotel og fik den bedste morgenmad jeg nogensinde har fået, nød ikke at have en klapvogn med. Vi savnede hende, men nød også at vi selv kunne sætte tempoet, og ikke hele tiden time alt hvad vi gjorde til middagslure og sengetider. Vi kunne sidde og snakke, drikke kaffe, kysse og kigge på mennesker, lige så længe vi ville. DET var dejligt. 

hvedeøl. Mums.

Virkelig stor "snackkurv" til forret

Chokobombekaffedrik

minibanan til fabulous morgenmad på Hotel Savoy

Niko stener over en portion Curry Wurst mit pommes

sjov med statue

U-bahn

ja det er jo næsten os...

Men det var også dejligt at komme hjem igen.

Nikolaj havde voldstresseren på hele turen fordi han ville finde en fødselsdagsgave til mig. Det fandt han aldrig. Han købte et fint Kranz&Ziegler armbånd et par efter vi kom hjem. Det var absolut i orden.

Og kan jeg så lige tilføje at Tegel lufthavn er the fucking værste sted på jorden. Hold nu kæft hvor dumt kan man indrette en lufthavn? Det gjorde det selvfølgelig ikke bedre at vores fly blev forsinket 2½ time.
To en halv time hvor vi sad i et lille varmt glasbur. Som noget kvæg. Der var en automat hvor man kunne trække en lun cola til 3 euro. Der var også et toilet. Dog. Pik mig i øret, det var skidt.

Hjemme igen, sås jeg med min veninde Anne Sofie, af hende fik jeg en GoodieBox (abonnement) dvs en dejlig kasse med dullegear i. Aaah.
I august holdt jeg fødselsdag for familie og nogle venner. Der var kage i lange baner og gaver til mig og min bror (som fyldte 28) Der var voldhygge og baby til låns og to små piger der hoppede og moslede rundt i vores seng. 

Mine gaver
Sort læderarmbånd med 2 sølvvedhæng
Goodiebox
Strygebræt, småkagedåse og
Stegetermometer og minutur
6 mindre opbevaringskasser
2 store opbevaringskasser
Den Fede Pingvin – brætspil
Gavekort til fysiurgisk massage
Gavekort til bøger
Gavekort til brunch med bobler
Dior Addict parfume, Lipfinity læbestift og neglelak

Hvad KAN det dog være? 

massagegavekort og gavekort til hjemmestrikkede sokker til os alle tre - fra verdens bedste Gitchen.

Nej, Mette, hun skal ikke drikke cola...

min voldfråderen brownie med chokosmørcreme

momse fodrer barnebarnet med kage

Det er kage det der. Ikke bæ. 

gulerodskage. jamen har I set hvor pææææn den er?

Casper og jeg kaster småtøser ned i dynerne, så de hviner af fryd

"og kilde kilde kilde kilde kilde kilde!"

Esther og Mama G får sig en snak

At kaste med en Esther

Bukser med håndtag

baby Tove fik mine æggestokke til at stå og klapre.


Og hvad så med den der trediveårskrise? Ja den har jeg altså ikke. Jeg har det rigtig rigtig fint med med liv og min alder lige nu. Nogle af mine veninder hintede at det var fordi jeg  ”havde det hele” Som i uddannelse, fast arbejde, mand og barn. Årh rend mig. Hvem er det der laver de der regler for hvad ”det hele” er? Og hvem har bestemt at man helst skal have det den dag man fylder 30. De samme som bilder os ind at et frieri skal foreståes af manden, på en romantisk, men endelig ikke fortærsket måde. Vi bestemmer selv hvad der er det rigtige for os.

Og så vil jeg lige skrue tiden 10 år tilbage. Til min 20 års fødselsdag. Jeg var ude hos min gymnasieveninde Kirstine. Vi havde siddet oppe hele natten og skrevet på et teaterstykke vi ville opføre. Hun havde sat et enkelt lys i en mazarinkage og dekoreret den med stykker af Kinder Maxi. Hun sang fødselsdagssang for mig da klokken slog tolv. Vi drak meget vin og besvimede i søvn henad morgenstunden. Jeg brugte det meste af dagen på at have tømmermænd. Det var også en smuk og dejlig dag.
taget ganske få dage før min 20 års fødselsdag. I haven't changed, eller hvad?