Lises, Nikolajs og Marthas helt fantastiske tur til Sardinien – eller ”historien om hvordan Hr og Fru Storbyferie gik på kompromis da de blev forældre til en lille gøj” DEL 3 - sidste del

DAG 5 – FREDAG

Vi skulle på sejltur til Capo Caccia så vi måtte have fat i vækkeuret, altså det rigtige, ikke bare det lille organiske… Båden sejlede fra marinaen ved den gamle bymur, en 30 minutters gåtur fra Buganvillea. Det var allerede røvvarmt, men vi havde pakket masser af vand og badetøj, men glemt solcremen. Nikolaj havde ikke engang smurt sig ind inden vi gik. Big Mistake!

Moren og faren slapper af

Martha beundrer de fine klipper

Det var en lille båd, ved navn Freccia, og der var omtrent 40 mennesker ombord. Det virkede umiddelbart lidt crowded, men da vi først sejlede af sted, flyttede en flok unge franskmænd af den larmende slags, sig op på taget, og folk flyttede lidt rundt, så der endte med at være fin plads. På båden var Antonio kaptajn, og Laura var medhjælper.

Antonio og Laura og Piccolo Capitano

 De lavede den der 8 timers sejltur med turister HVER dag i 6 måneder i træk. No wonder at de var nøddebrune begge to, men føj hvor ville jeg blive træt af det hvis det var mig. Laura var supersød og forelskede sig i Martha, som også var hendes søsters navn. ”When she smile, I melt. Like icecream”

Sol og vand

Capo Caccia

 Det var en smuk og lækker sejltur. Selvom solen bankede ned, var det behageligt fordi det jo luftede så rart derude på havet. Så vi sad der og hyggede i solen. Igen, big mistake.

Gøgleren gøglede rundt. Laura tog hende på tur ind i styrehuset. Der var vin, ost, vand og sol. Vi sejlede forbi masser af flotte, imposante klipper, ind i grotter og rúndt om små finurlige klippe”øer” på 4 kvadratmeter. Det lignede noget fra en James Bond film. 

klipper i modlys

Se lige det der turkise vand!

"Hullet" en lille klippeø, med hul i.

Vi sejlede forbi Grotto di Nettuno, som er en ret imponerende drypstenshule, som vi helt sikkert var taget til hvis vi havde børn der selv kunne gå ned af mange mange klippetrapper. Næste gang! Capo Caccia er en stor, høj klippe (100 meter) som ligner en sovende mand, når man kommer sejlende. Omme på den anden side af klippen kastede vi anker, og så kunne man bade. Oh, det var så fedt! Vandet var krystalklart og helt turkis. Ligesom på postkortene! Der var masser af fisk, mest grå, men jeg spottede også en blå og gul lille gut. Vandet var ca 5 meter dybt, og lidt koldere end jeg forventede. Men det var absolut skønt at svømme rundt i, særligt fordi det var så varmt, især når båden lå stille. Det havde helt sikkert været sjovere og hyggeligere hvis vores barn/børn havde været store nok til selv at ploppe i havet, så vi kunne have svømmet rundt og hygget alle sammen. Som det var nu, kunne kun en af os være i vandet ad gangen, da den anden jo skulle holde øje med barnet. Guiden, falske Steen, fyldte en tom køletaske med havvand. Til  ”den lille gut”. Det var et stort hit! Først stod hun bare og soppede med ble og body på, men vi smed den hurtigt, så hun kunne dyppe hele skroget. Det så herregrineren ud, når hun stod og grinede og *dyp* et lynhurtigt dyp af numsen. Og så stod hun der og åd brød og grinede og charmede alle. Fucking cute!

Jeg har været i vandet og Martha har fået sig en minipool

nu med bar røv

At spise brød med røven bar

Der blev serveret frokost. Pasta med rejer. Med hoveder på. DET var mere end Nikolaj kunne kapere. Han spiste slet ingenting. Ikke engang pastaen. Han synes sovsen smagte af rejer. Kræsne dyr! Martha og jeg smovsede det i os. Jeg er ikke megafan af pilselv-rejer pga de fedtede fingre, men det smagte supergodt.  

pasta med rejer til frokost

Der var abrikoser til dessert. Og masser af hvidvin, vand og sød sød kaffe. Så var der fiskning og mere badning. Der havde Niko og jeg ligesom fået nok af badning. Jeg havde i hvert fald skiftet til almindeligt tøj, så det blev lidt langt. Martha var efterhånden også småtræt. Hun faldt først i søvn i klapvognen, da vi sejlede igen. Motorlarmen og den vuggende fornemmelsen sendte hende durk i drømmeland. På dette tidspunkt havde Niko og jeg lagt mærke til at vi da var blevet lidt røde i det. 

Så freaking pænt altså!

Sardinien

Bendyp i Middelhavet

Og det blev bare værre og værre. Jeg måtte låne solcreme af en anden dansker på båden, men man svedte det bare af. Jeg fik febersymptomer, kvalme og svimmelhed af solskoldning. Vi krøb ind i de få skyggepletter der var på båden, og ville egentlig bare gerne hjem. Martha vågnede med det samme, da Antonio lagde anker igen. Så var der mere badning. Heldigvis var vandet pissekoldt så vi sejlede videre efter en halv time, men da var gøjen jo vågen. Og sur. Det er virkelig en killer at blive så solskoldet. At være i solen føltes som at bliver overhældt med kogende vand. Fy for satan hvor havde vi det skidt. Martha blev heldigvis ikke sådan rigtig rød, men hun var jo også blevet badet i faktor 50 inden afgang. Hun blev en lille smule lyserød på armene. Følte mig som verdens værste mor. Nu her efter hjemkomsten, kan jeg se at hun er blevet lysebrun på hænder, arme og fødder, så man kan altså godt blive (sundt) solbrændt med et tykt lag faktor 50.

Endelig var vi hjemme i Alghero. Vi spænede over i skyggen. Vi var helt ved siden af os selv. Solkulrede. Klokken var 17.30, dvs der var mindst en time til restauranterne begyndte at åbne. Vi trissede lidt rundt. I skyggen. Jeg købte is til os. På den anden side af gaden. Men det var på. Aldrig har man set en tyk, rød dame løbe så stærkt med to bægre is i hånden.

is i skyggen

Restauranterne begyndte at åbne, og Nikolaj vandrede fra den ene til anden og så til den næste. Han kunne ikke finde en han kunne lide. Han var opsat på at finde en der ikke specialiserede sig i fisk og skalddyr. Det gjorde de så alle sammen. Men HALLO, vi var ligesom på ferie i en havneby. Hvad havde han EGENTLIG regnet med? Jeg tror bare han var sulten og ville være sikker på at slippe for fisk, efter frokostskuffelsen. Jeg er jo næsten altædende, så jeg gik bare og brokkede mig som en teenager. ”Kom nuuuuu” ”helt ærligt, hvornår skal vi spise!?” Endte med en ristorante på et torv, som havde et velvoksent pizzakort. Ved bordet ved siden af sad, ja danskere selvfølgelig. Det er simpelthen så sært at tage til en lille, og for de fleste danskere, ukendt sardisk by, og så støde ind i danskere (og svenskere!) alle vegne. På båden var det forståeligt, da vi jo købte sejlturen via vores rejsebureau, men på restauranter i byen, i supermarkedet, på stranden, i toget til Sassari. Jeg er jo lidt mere eventyrlysten, især med mad, end Nikolaj så jeg bestilte en pastaret som jeg ikke anede hvad indeholdte. Den hed noget med trofie. Selvom menukortet var på engelsk var lige det der trofie, ikke oversat. Jeg sad og frygtede/frydede mig over at det måske betød kallun, altså komave. Jeg har længe gerne villet smage det, men var også bange for at jeg ikke ville kunne lide det. I supermarkedet solgte de alle de der dele af dyret som vi ikke rigtig kan/vil købe i Danmark. Mave og hjerne fx Og nosser. Kallun/mave er faktisk den der slimhinde der sidder på indersiden af mavesækken. Den er tyk, hvid og svampet i det. Og en ren delikatesse fx i Rom.

Hvad trofie er ved jeg stadig ikke, for min ret viste sig at være en ret ordinær, men meget lækker pastaret med noget tomatflødesovs, muslinger og salvie. Måske er trofie bare den form pastaen havde? I must google it.

OK, så googlede jeg det. Øv, det er bare pastaformen. Trofie is a short, thin, twisted pasta from Genova.

Trofie med muslinger, salvie og tomatflødesovs

Mart var præmiegøgler den aften. Vi fik sådan liiiidt lange løg af hende.

Vi gik hjemad ad Via Garibaldi og Via Lido. Solen var gået ned, så det var ikke så torturagtigt.

Freccia - båden vi havde sejlet med. I lidt mindre ond sol.

 Gøjen blev puttet og vi hyggede os på altanen. Jeg havde købt noget italiensk blandselvslik. Seriøst, det var gigastort! Og deres slikforretninger var sådan lidt Willy Wonka-magiske. I love it! Vi grinede og grinede. Og tog billeder af vores brændte lemmer. Nikolaj var nærmest lilla.

AV! Der findes også et billede taget forfra, med lange patter und alles. Det skal ALDRIG offentliggøres på nettet...

Gigaslik

lillatonet solskoldning

DAG 6 – Lørdag

Det var liiidt svært at sove ordentligt, pga røde rygge, men vi tog den mest stille og steneren dag på ferien. 

morgenmad lørdag. Med meget røde lemmer. Og Nikolaj havde også fået et myggestik på øjenlåget, så han lignede en kineser i den ene side af hovedet. 

Efter en lang, doven morgen slæbte vi os ned på Les Arenes i underetagen og spiste dejlig pastafrokost og drak en liter øl. 

Ichnusa hedder øllen. Den var udmærket. 

Vi tog isen med hjem i lejligheden, spiste den, og sov til middag alle tre. Vi må have haft brug for det, efter den varme, hårde dag, dagen før.

Men hen ad aften fik jeg cabinfever, og ville UD. Solen var ved at gå ned, så vi blev ikke tortureret af dens stråler. Det var en yderst smuk og stemningsfuld gåtur ind til byen. Vi tog flotte billeder og gik og nulrede omkring. 

Aften på Via Lido

Solnedgangsstemning ved stranden

Vi fandt et pizzeria, som vi havde luret på dagen før. De havde ikke en høj stol, men det gik. Martha voldgøjede rundt. 

Jeg var liiiidt træt af hendes gøglerier her.

Tjeneren Miguel syntes hun var åh så sød, så han slæbte rundt på hende, viste hende videoer på sin iPhone, og blev overhovedet ikke sur da hun fik pillet ved termostaten på køleskabet så alt vinen blev 3 grader for varm. Vi fik alle tre pizza. Mums!

Miguel og Martha ser Peppa the Pig videoer på Youtube

Slenterede hjemad, og der var SÅ mange mennesker nede ved havnen og på Via Garibaldi. Det var jo lørdag aften, så ALLE var bare ude. På alle bænke sad gamle italienere og kiggede på mennesker. Strandbarerne væltede ud over gaden, og der var glade mennesker alle vegne. Der lå en GIGA lystyacht i havnen. Vi drak frappé og grinede. Vi så den italienske Stephen Fry og manden med verdens største næse.

DAG 7 – SØNDAG

Sidste feriedag. PIV! Jeg startede dagen med en solosvømmretur i poolen. SKØNT! Og da jeg kom op, var kaffen og morgenmaden klar. Jeg elsker Nikolaj! <3

Vi startede med at tage på stranden. Der var rigtig mange mennesker i dag. Det var jo også søndag, og formiddag. 

Det var supersuperskønt og sjovt at bade med den lille vandhund. Hun var ikke til at drive op af vandet igen. Lidt ude i vandet var der nogle klipper, og jeg ville gerne lige svømme ud til dem. Niko gik ind i sandet med Mart. Det lignede ikke at de klipper var særlig langt væk, men afstande kan snyde i vand, for jeg synes jeg svømmede herrelangt. Jeg nåede aldrig derud. Men det var SÅ fedt at svømme i havet. Jeg vil vurdere at der var en 7-8 meter ned der hvor jeg nåede ud. Jeg følte mig så fri, stærk og sej der i vandet. Der var rigtig mange sky fisk, som man kunne kigge på. Jeg elsker at bade i havet!

Inde på stranden lå jeg lidt og voldsvedte, og så dappede vi op på hotellet og hoppede i poolen. Den skulle jo lige prøves en sidste gang, og så ER det altså den nemmeste måde at få sandet ud af sprækkerne på…. Gøjens trappemani inkluderede nu også poolstigerne.

Sidste tur i poolen

Vi gik op og skiftede, og jeg gik ned for at hente nogle panini. Da jeg kom tilbage var gøjen faldet durk i søvn. Det var selvfølgelig også hårdt at svømme både i hav og pool. De der panini var SÅ underlige. Meget kedelige sandwich. Bare hvide boller med fx mozzerella og tomat, og så lige salt for at´pifte den op. Ingen grøntsager, inden mayo. Nada. Niko fik en med pølse, pomfritter og ketchup. Det var overraskende nice. Hentede også is i Oops, og så tog vi også en lille lur.

Panini med pølse og pomfritter. Sært men godt. 

ishenteren

Til aften gik vi ind imod byen, og Niko fik os op ad en gade vi endnu ikke havde set. Den førte os ind til det ”rigtige” Alghero. Dvs der var dem der bare bor der, bor. Ikke en turist i sigte. Og vi var måske 300 meter væk fra bymuren og den gamle bydel,  som var turisterne var. Meget underligt, pludseligt at befinde sig i noget by som så helt anderledes ud end det vi havde set på hele ugen. ´Vi blev helt ærgerlige over først at have begivet os herind på den sidste dag. Too bad. Vi fandt en park med en legeplads, som vi gøjede rundt på længe. 

snurredims

kravlebræt

Der var dog ikke så mange spisesteder. I hvert fald kunne vi ikke finde dem. Det vi fandt var et sted med pizzaslices. Altså pizza tranchos. DET var lokalt. Der var kun italierne, der råbte og grinede og gestikulerede. Der var børn over det hele, og ingen kunne finde ud af at stå i kø. De stod i klumper. Men jeg fik bestilt nogle slices af lidt forskelligt. Og colaer til. 13 euro blev det i alt. Feriens billigste måltid. Den bedste var med noget gorgonzola og aubergine. Jeg vidste slet ikke at jeg godt kunne lide aubergine på pizza! Det var tykke bunde, men de var lækkert luftige, men mættende. Ret dejligt.

pizza tranchos med alle de lokale

På vej hjem fik vi granité. Som er en lækker udgave af slushice. Hjemme drak vi Asti og nød den sidste aften i Alghero.

et mandejob...

Dag 8 – MANDAG

Godmorgen, og farvel. Vi fik pakket det sidste, frådet morgenmad og så skulle vi af sted. Niko gik ned med skraldet. De gik MEGET op i skraldesortering. Svenskerne må have følt sig helt hjemme…

Men , jeg skulle hilse at sige at, det er noget nær umuligt at manøvrere to rullekurfferter, en rygsæk OG en klapvogn med barn i ned af trapper. Heldigvis findes der galante ældre herrer der gerne giver en hånd.  Turen hjemad gik helt fint. Transfer, fly osv var stille og roligt. 

Familien Tosse igen ombord på Atlantic Airways

Martha faldt i søvn og sov i hvert fald halvdelen af flyveturen. I Kastrup var der SÅ mange mennesker. Vi fik vores kuffert relativt hurtigt omstændighederne taget i betragtning, men klapvognen var ingen steder at se. Bånd 9, som slet ikke er et bånd, men en lille disk, som er der var ”bulky baggage” er. Dvs klapvogne osv. Der var der problemer. En port var gået i stykker mumlede nogen over højtaleren da vi havde stået der 40 minutter. Der kom flere og flere mennesker der skulle hente stor bagage, og alle var sure, svedige og stressede. Ikke mindst Martha. Vi fik heldigvis scoret os en lufthavnslåneklapvogn, som jeg et øjeblik tænkte om ”Vi skrider og tager den her med hjem, så kan lufthavnen få vores, når og hvis de finder den.” Martha sked og jeg måtte råbende informere menneskemassen ”Jeg skal skifte en ble, må jeg gerne komme igennem?” før nogen flyttede sig en millimeter. Alle skulle åbenbart stå og mase nede ved disken. 

Træt, sur, skiden og sulten Martha i lufthavnen. 

Så gik det nok stærkere…. Men hun fik en ren røv at trutte i, og jeg fik lidt luft, så et panikanfald blev undgået. ENDELIG kom klapvognen og en million milliard andre ting. De dygtige lufthavnsdudes formåede at vælte og smadre sådan en handicapscooter i processen. Flot…. Halvanden time gik der med det cirkus.

Vi var pikkesultne, så vi gik på BurgerKing og inhalerede noget junkfood.

Og så var vi endelig hjemme. Og i Danmark var der sgu næsten lige så varmt som på Sardinien.

Det var en FANTASTICO tur. jeg vil gerne tilbage igen om nogle år. Når vi kan cykle, snorkle og vandre i bjerge. Men jeg vil absolut også anbefale turen til andre med små børn. Der er rigeligt at tage sig til. De fleste børn elsker jo at bade, og Alghero bød på det helt rette mix af badning og kultur. 

Lises, Nikolajs og Marthas helt fantastiske tur til Sardinien – eller ”historien om hvordan Hr og Fru Storbyferie gik på kompromis da de blev forældre til en lille gøj” DEL 2

DAG 3 – ONSDAG

Vi tog til marked på Via Europa. Vi var blevet det anbefalet og det er jo en ægte italiensk unmissable oplevelse, det med marked. Det var so-so. Måske var det bare for varmt til rigtig at holde ud. Der var mange mange boder, de fleste med alt muligt mystisk tøj, tasker, køkkentøj etc. Lidt bad taste, men dog stadig pænere end det meste man kan få på Sørby Marked . Boderne med mad var mere interessante. 

Tekstiler i metervis på det varme varme marked. Bemærk at solskærmen er helt nede for at beskytte de små hvide pusselanker. 

  Kæmpestore lugteoste, tonsvis af citroner, mærkelige penisformede tomater, friskfangede blæksprutter, muslinger og havsnegle. 

Nikolaj foran noget lugteost

Vi købte kun et par bukser til Martha. Jeg var MEGET dårlig til at prutte, så endte med at give 7 euro, for noget de andre nok fik for 4-5 euro.  Ligemeget, de var vældig søde. På vej hjem til Buganvillea købte vi ind i supermercato Nonna Isa, og spiste frokost på det styggeste turiststed i Alghero. Det så egentlig fint ud udefra, noget med pizza på en terrasse.





 Det viste sig at være hotelrestauranten på sådan et Star Tour Hotel. Så ”terrassen” var fliserne rundt om hotelpoolen.

Martha er fascineret af poolen

De andre gæster var alle zusammen svenskere. Alle børnene sad på håndklæder så de kunne springe direkt tilbage i poolen, lige så snart de havde kværnet deres pomfritter.

brød til Mart

Menukortet var oversat til svensk. Og de havde en hel kategori der slet og ret hed ”Stekt och grillat” med bøffer med pommes. Denne kategori stod ikke engang på italiensk. Jamen Jeeeesus Christ altså!  De var forvirrede og travle, og kom med aqua naturale selvom vi havde bestilt frizzante og den lasagne vi have bestilt til gøjen (for der var naturligvis en hel række børneretter, primært sådan noget ”fiskefilet med pommes fritter”, ”kylling med pommes fritter”, ”pommes fritter med pommes frites”) kom aldrig. De to pizzaer Niko og jeg bestilte kom med ti minutters mellemrum. De smagte helt ok, men det var bare sådan en ærgerlig oplevelse. De blev i øvrigt fornærmede da vi gjorde opmærksomme på at vi aldrig havde fået lasagnen, og derfor ikke havde i sinde at betale for den. Dejligt. Not.

Martha var NOT IMPRESSED.

Nå men vi spiste en is og gik op for at holde siesta.

Eftermiddagen gik med poolhygge. Det var superdejligt at opleve den lille gøgler i den grad slå sig løs i vandet. Vi havde købt en babybadering og det fungerede bare så fint. Det gav både hende og os noget tryghed i vandet. Hun var ikke til at drive op af vandet.

babyringen - en GOD investering

gåøvelser

Vi spiste på en restaurant vi havde set dagen før. La Pergola. Den var rigtig fin udefra, med springvand og glasmosaikker. Og det var det den var, altså fin. Som i fin restaurant. Jeg følte mig lidt malplaceret med vores shorts og larmende fedtende unge, meeeen alle de andre gæster var jo af samme slags Det var sådan et sted hvor en tjener kom farende med en ny ren gaffel hver gang Mart smed en på gulvet. Og det var tit!. Maden smagte fint nok, men var ret overpriced.

Insalata Caprese til Nikolaj og antipasti misti til mig. 

Sådan lige det dobbelte af hvad vi gav dagen efter på en helt anden type restaurant. Fx fik Niko en capresesalat til 13 euro. Det var 5 skiver umoden tomat, en lille bunke minimozzerella og 3basilikumblade. That’s it. Ingen olie, ingen eddike, ingen smag.

Kødbarnet, har lagt en stykke skinke ovenpå sit hoved. For safekeeping maybe?

Vi spiste is og gik hjemad. Puttede barn og hyggede på altanen. Det blev ved med at være de der 30+ grader selv sent om aftenen.

Jeg frøs ikke én gang den uge vi var der.

aftenhygge på altanen

Dag 4 – TORSDAG

Vi havde hørt at man kunne tage en gammel smalsporsbane til Sardiniens næststørste by, Sassari. Jeg vidste med det samme at det måtte vi prøve, lige så snart Sun Tours-guiden ”Falske Steen” nævnte det.

”Falske Steen” tænker du, hvorfor kaldte de ham det? Tja, det kan jeg ikke engang svare på nu, i hvert fald ikke så det er logisk for andre end os selv. Insisterer du? OK, men der er en virkelig røvkedelig historie. I virkeligheden hed han Svend, men jeg blev ved med at tro at han hed Steen, og kaldte ham derfor  ”Stone” Indtil det gik op for mig at han hed Svend, og så begyndte vi at kalde ham Falske Steen. Told you, it was a boring story…

Mart og Niko i toget mod Sassari

Nåmmen i hvert fald travede vi op til Stazioni di Alghero som lå et kvarters tid fra Buganvillea. Det var herrebilligt at tage toget, og det var nogle herregamle vogne. Der var store huller i gulvet og skumgummiet væltede ud af sæderne. Udsigten var pæn og luften dejlig når vi susede af af sted. Før vi kunne stå på toget skulle det lige tømmes. Ud væltede en decideret horde af kulsorte mænd. Senegalesere. Alle belæsset med solbriller, plasticspande, armbånd, drager og bedst af alt, oppustede badedyr. Det var alle strandsælgerene der mødte ind der kl 9.30.

Sassari var vældig pæn. Der var stort set ingen turister, kun de 10-15 stykker der var med  samme tog som os.

Gelateria Slurp hvorfra vi nød en dejlig is. 

Vi gik bare og nulrede rundt i byen, spiste en gelato og fandt et sted at spise frokost. En lille uformel ristorante (”Spaghetteria” kaldte den sig) Vi sad i et aflangt baglokale fyldt med bøger og i hjørnet sad en lille knægt og så Eurosport. Der var ikke skyggen af en højstol eller engelske (eller svenske!) gloser i menukortet. SKØNT! Vi fik antipasti misti (dvs. diverse kødpålæg, lidt ost, oliven og måske en cornichion) og bresaola. Det var KÆMPE portioner og Martha proppede sig med kød, den lille carnivor! Til hovedret fik jeg en pastaret med salsiccia, som en en lille krydret pølse som er at finde på alle menukort på Sardinien (sikkert også i mainland Italia…)

Skønne, skønne pastaretter til junior og senior

Martha fik gnocchietti con pomodoro, dvs små pastaer i tomatsovs. Værten lavede en mindre portion til reduceret pris. Hold kæft de smagte bare begge to SÅ godt. Helt simpelt og lækkert. Vi sluttede af med en kop cappucino og daffede tilbage til stationen. Det var siestatid, så ALT lukkede helt ned. Med skodder und alles. Martha nåede at falde i søvn i Sassari, så vi kunne lige så godt droppe at få hende til at tage en middagslur hjemme i Alghero. I stedet slappede vi bare lidt af inde i køligheden.

gåøvelser i sandet

strandhygge. 

Og så gik vi til stranden. Babybaderingen var også et hit i havet. Igen var hun ikke til at drive op igen. Vi lavede gåøvelser i sandet og hyggede bare sammen os tre.

Tumling i Middelhavet

Hjem til bad og tøjskift og så gik vi ud for at finde et sted at spise. Lige ved vores lejlighedskompleks, lå Restaurant Lido, Strandrestauranten.

Restaurant Lido med den pæne udsigt

sovende gøj

Umiddelbart ringede mine alarmklokker, fordi jeg frygtede turistlort fra i går, men vi prøvede den alligevel. Og det viste sig at være rigtig dejligt og slet ikke så turistet som først antaget. Ja bevares, bordet ved siden af os bestod af en svensk børnefamilie, hvor knægtene var iført badetøj og kartede frem og tilbage mellem bordet og vandkanten. For vi sad nemlig på en terrasse lige ned til sandet og vandet. Meget meget smukt og dejligt. Solen gik ned mens vi sad der og det var bare så fint så fint. Martha, den klovnis, faldt i søvn på vej derned og sov 25 minutter mens de voksne startede på maden. De havde også pizza i metermål og vi bestilte en hel meter. 

1 meter pizza!

Sådan en var beregnet til 3-4 voksne, men vi gik altså all in. Så kunne man nemlig også få 3 forskellige slags, og ikke kun 2, som på en halv meter. Vi fik heller ikke forret eller dessert. Men men men, der var MEGET pizza. Og selvom barnet vågnede og gjorde sit til at udrydde den, måtte vi efterlade en smule.

Flæskeranglen arbejder koncentreret på et stykke pizza

Vi gik en tur for at slå mave og sluttede aftenen med en gelato på Oops Gelateria (mærkeligt navn ikke?) som lå stort lige under vores lejlighed. I løbet af ugen spiste vi is mellem 2 og 3 gange om dagen (det SKAL man når man er i Italien, sådan er reglerne!) så vi fik smagt rigtig mange forskellige (kombinationer) En af de bedste var Cassata som er en hvid is med cocktailbær, pomerans og den slags i. Den elsker jeg. Zuppa Inglesa som vi vi aldrig har fået lært præcis hvad er, men som smager uhørt godt. Zabaglione, fersken, ekstra mørk chokolade og banan var også dejlige. Den bedste kombi jeg lavede var lakrids og citron. YUM!

Godnat”rutine" med putning af gøj, og så hygge med spil, øl, vin, kaffe, chips, grin og sodavand på altanen