Det lugter af køreprøve...

31+1


Jeg havde den bedste køretime i dag. Havde ro og overblik og selvom jeg lavede småfejl lod jeg mig ikke slå ud af det. Det har jeg ellers tendens til. Glemmer jeg at blinke eller lign. er resten af timen lige til at smide i skraldespanden. Så er jeg totalt nervebundt der spasser rundt og er meget langt fra køreprøven. Men i dag var det anderledes. Jeg følte jeg havde styr på det og min selvtillid var i top. Hvilket er mærkeligt eftersom min selvtillid er det jeg har kæmpet mest med de sidste par dage. Grundet det med dramaholdet. 


Jeg har været modløs og selvkritisk og bare haft lyst til at quitte alting. Jeg var træt af at skulle præstere, at stå til ansvar og have ansvar for andre end mig mig selv. At blive bedømt og vurderet. Alt gjorde mig deprimeret. Og så faldt jeg over denne artikel fra Information om de vanvittige (usynlige) krav der stilles til forældre om perfektion. 


"Jeg vil gerne sige undskyld for, at mine børn ikke var de bedste til at ligge på maven, de første til at kravle, de højeste eller dem med det mest hjemmestrikkede tøj, de mest økologiske bleer, de korteste dage i institution. Undskyld, at jeg ikke kan deltage i konkurrencen om det perfekte forældreskab" 


Den gjorde virkelig indtryk på mig, for ja, du bliver målt og vejet i hoved og røv af hele den velmenende sundhedssektor. Og det er jo lige præcis min kæphest og akilleshæl. Jeg var fandme vred da jeg jeg skulle til samtale i outlaw Holbæk fordi jeg har et højt BMI, for så måtte jeg jo være småt begavet og implicit en (kommende) dårlig mor. Den samtale, som jeg jo glemte (ikke med vilje!), og det viste sig at kunne overstås på 12 minutter over telefonen, og naturligvis  havde den ikke noget nyt eller revolutionerende indhold. Det var IGEN sundhedsvæsenet der skulle kigge mig over skulderen.
 And don't even get me started on ammepolitik. Ja for det hedder det gudhjælpemig. Det kan godt være de spørger, hvad du overvejer omkring amning, som om du havde et frit valg, men det har du bare ikke. Du SKAL amme, for det står der i ammepolitikken. Og hvis ikke du kan/magter/vil er du en dårlig mor. Ja tak for skyld med skyld på... Og ja, jeg ved godt det er i den bedste mening. Jeg brækker mig bare over den grad af formynderi. 


Hmm ja, og alle de her tanker, om alt det verden vil tænke om mig når jeg bliver mor, og om at det aldrig nogensinde vil blive godt nok, det gør mig deprimeret og frustreret. Jeg bliver aldrig nogen perfekt mor. Og jeg VIL heller være perfekt - for perfektion eksisterer ikke. Men jeg kan ikke undgå at blive påvirket af alt hvad der skrives og tales om. 




Og så, midt i alt hængedyndet og tanker såsom "jeg får fandme aldrig det kørekort, jeg kan ikke finde ud af NOGET SOM HELST" så gik det altså bare helt fantastisk med den køretime. Så godt at min kørelærer sagde "det begynder at lugte af køreprøve" 


Så!, nu har jeg garntrisse jinxet det...

Magter ikke mere

30+6


Åh gud jeg magter ikke mere. 


Jeg har jo det her dramahold jeg er lærer for, og det er virkelig noget jeg lægger meget hjerteblod i. Det står mit hjerte nær og det er noget jeg er stolt af, men når jeg når den her tid på året tænker jeg altid: "jeg magter ikke en sæson mere" Som regel fordi det bare er jævnt stressende når premieren nærmer sig. Jeg bruger meget tid på det og alting er lidt mere skrøbeligt. Teenagere er jo fickle. Man kan sjældent stole fuldstændig på dem, for de har kun et menneske i hovedet og det er dem selv. "Jeg synes ikke lige det er så sjovt længere, så jeg stopper bare - fuck alle andre" Det er sket før, og det sker ofte i denne her tid, hvor der også kræves lidt ekstra af dem. Af tid og indlevelse. Jeg burde jo vide at man ikke skal regne med at de gør noget færdigt, men man håber. Og de fleste gør det også. Men hvert år er der altid lige en eller to som er ekstra divaagtige og som man ikke kan regne med. Og jeg får mavepine over det hvert evig eneste år. Ekstra stress til mig, for jeg er jo den der ikke bare skal få tingene til at fungere uden en eller flere frafaldne, men også den der bør/skal holde humøret højt blandt de andre elever, selvom jeg reelt er både skuffet og ked af det og har mistet modet og troen på at jeg gør det godt nok. Og leve med frygten for at endnu flere følger med væk, eller at det hele falder fra hinanden. At sætte sådan en forestilling op er totalt et korthus i blæsevejr når man arbejder med unge amatører. Og det er jo noget skidt. For det er dem jeg brænder for at arbejde med, de unge amatører, men det er også dem der giver mig flest grå hår i hovedet. Når en elev melder fra fordi "det er lidt for amatøragtigt og jeg synes ikke forestillingen er sjov" er det en slet skjult besked om at "DU er en dårlig lærer og leder Lise" Og øv, for jeg tror på det. Det må jeg jo være siden  eleven "siger" det. Sådan er jeg. Jeg tager det personligt. Jeg ved godt jeg er for følsom til det her job når jeg reagerer sådan, men jeg kan ikke bare slukke for den der tvivl på mig selv. 


I år er der så rigeligt med ekstra stressfaktorer, nemlig med ledelsen, som heller ikke er til at regne med. Der er været massive problemer med kommunikation omkring betaling til den festival holdet skal deltage i. Og det allerværste; der er ikke styr på lokaler. For snart et måned siden fik jeg at vide at jeg ikke kunne regne med at kunne være i det lokale som jeg er blevet tvunget til at spille i. Der er dobbeltbooket og INGEN har styr på noget. Grr, frustrerende. Jeg kan gudhjælpemig ikke engang fortælle mine elever hvornår premieren er for ledelsen kan ikke finde ud af at kommunikere med dem der står for bookingen af lokalet. Og for lige at sætte trumf på, har jeg allerede brugt for mange af pengene i budgettet til at leje det lokale hvor vi ellers har spillet de sidste par år. Så jeg sidder som en lus mellem to negle og bander over at skæbnen for denne her forestilling ligger i nogle andres hænder. Og jeg får intet at vide. Jeg magter det ganske enkelt ikke.


Så ja, jeg er nået til the end of my tether. Jeg gider ikke mere. Det er for meget. Jeg kan ikke rumme mere. Jeg er MEGET fristet til at sige: "fuck det - jeg gider ikke" MEN, jeg er jo ikke en teenager, så det kan jeg ikke. Det skal gennemføres uanset hvor hårdt det slider på mig og hvor ked af det og modløs jeg føler mig lige nu. Det skylder jeg dem der godt vil. Og dem er der heldigvis flest af. 


Men jeg mener det, denne her gang, er den sidste - for now. Jeg er trods alt på barsel fra mit rigtige arbejde i ihvertfald halvdelen af sæsonen. Så måske MÅ jeg slet ikke arbejde på ungdomsskolen. Det er jeg faktisk ikke klar over. Men måske er det godt og sundt for mig at tage et års orlov for at finde ud af om det er det værd? Alle frustrationerne og tvivlen sat op i mod min kæmpe glæde ved at undervise i drama. Mit engagement og entusiasme for ungt amatørteater i forhold til stress og uvished? 

No way back

29+5


Jeg kom til at se et program på DR1. Det hedder "Hjælp vi skal føde" Det skulle jeg aldrig have set. Eller måske var det meget godt. Der gik pludselig noget op for mig. De kloge kunne finde på at sige at det burde jeg nok have sagt mig selv. Men altså. Jeg skal jo føde - selv. man kan jo ikke sætte nogle andre til det. Eller give op halvvejs og sige "nej ikke alligvel - jeg magter det ikke" Man kan ikke sætte det på pause eller få Nikolaj til det. 


Da jeg så den stakkels kvinde ligge og skrige som et såret dyr og hendes kæreste var ude og ryge, fik jeg det helt dårligt. Jeg vil ikke vurdere at jeg er specielt bange for smerter, men det er bare så grænseoverskridende. Der skal presses et barn på 2,5 kilo ud af mig. Og jeg skal selv sørge gøre det, barnet kan jo ikke ligefrem selv gøre arbejdet. 


Fuck nu af - det er skræmmende!


Jeg har fået at vide at pga mit høje BMI lægger man et epidural i god tid. Forebyggende hvis der skulle opstå behov for akut kejsersnit. Og som lægen sagde "så kan du jo også bruge den som smertelindring undervejs" Fint fint. Jeg er slet ikke nogen moder-jord-type så det med smertelindring er A-Okay med mig. Men indtil har det eneste jeg har gået og haft lidt hyggeangst over, var at få lagt den der epidural, som jo en en lang satan af en nål man stikker direkte ind i rygsøjlen. Er bare ikke glad ved nåle, og jeg synes det er lidt creepy. 

At få lagt en epidural-blokade

Men altså at få lagt en epidural er jo ikke toppen af smerte og grænseoverskridende handlinger der sker omkring sådan en fødsel. Hvis det virkelig gjorde så ondt at få lagt der jo er smerteLINDRENDE var der vel ikke så mange der fik det gjort. Vel?


Snakkede længe med Papa om det, og han er virkelig sød sød sød lige i øjeblikket. Meget interesseret og støttende. Og han lovede at han ikke ville gå ud for at ryge når fødslen var godt igang. Men indrømmede dog at han ville foretrække at blive far i 50'erne hvis han fik valget. Altså at vente udenfor og gå frem og tilbage. Og så dele cigarer til de andre fædre ud når arvingen var kommet til verden. 
Helt ærligt, jeg ville også hellere være 50'er-far, eller alternativt hente babyen på Posthuset. 

Av!

29+4


Jeg er virkelig begyndt at blive generet over den her graviditet. Er infamt træt hele tiden og har en dejlig perlerække af fysiske genvordigheder. Den ømme balde har jeg nævnt og den sidste uge har jeg haft herreondt i underlivet. Ja altså i ...ja....vulva. Den pæne måde at sige det på er vel: "en smerte centreret omkring skambenet" Det er hele tiden men værst når jeg har gået eller cyklet. Ikke engang når jeg har cyklet langt, bare en lille tur. Så gør det så allerhelvedes ondt at gå - især på trapper. 


Føj, jeg hader at have ondt af mig selv. Men det er min blog, så boo-ya, det må jeg gerne!


Håber ikke det er noget alvorligt. Skal til lægen på mandag til helt almindelig svangreundersøgelse, så der vil jeg spørge hvad det kan være.

Lises billedbog

29+1


Så har kanonfotografen taget billeder af den fede


Enjoy: 

Og et lille uddrag af den alenlange TO DO LISTE

Og så en sød SMS fra papa: