Magter ikke mere

30+6


Åh gud jeg magter ikke mere. 


Jeg har jo det her dramahold jeg er lærer for, og det er virkelig noget jeg lægger meget hjerteblod i. Det står mit hjerte nær og det er noget jeg er stolt af, men når jeg når den her tid på året tænker jeg altid: "jeg magter ikke en sæson mere" Som regel fordi det bare er jævnt stressende når premieren nærmer sig. Jeg bruger meget tid på det og alting er lidt mere skrøbeligt. Teenagere er jo fickle. Man kan sjældent stole fuldstændig på dem, for de har kun et menneske i hovedet og det er dem selv. "Jeg synes ikke lige det er så sjovt længere, så jeg stopper bare - fuck alle andre" Det er sket før, og det sker ofte i denne her tid, hvor der også kræves lidt ekstra af dem. Af tid og indlevelse. Jeg burde jo vide at man ikke skal regne med at de gør noget færdigt, men man håber. Og de fleste gør det også. Men hvert år er der altid lige en eller to som er ekstra divaagtige og som man ikke kan regne med. Og jeg får mavepine over det hvert evig eneste år. Ekstra stress til mig, for jeg er jo den der ikke bare skal få tingene til at fungere uden en eller flere frafaldne, men også den der bør/skal holde humøret højt blandt de andre elever, selvom jeg reelt er både skuffet og ked af det og har mistet modet og troen på at jeg gør det godt nok. Og leve med frygten for at endnu flere følger med væk, eller at det hele falder fra hinanden. At sætte sådan en forestilling op er totalt et korthus i blæsevejr når man arbejder med unge amatører. Og det er jo noget skidt. For det er dem jeg brænder for at arbejde med, de unge amatører, men det er også dem der giver mig flest grå hår i hovedet. Når en elev melder fra fordi "det er lidt for amatøragtigt og jeg synes ikke forestillingen er sjov" er det en slet skjult besked om at "DU er en dårlig lærer og leder Lise" Og øv, for jeg tror på det. Det må jeg jo være siden  eleven "siger" det. Sådan er jeg. Jeg tager det personligt. Jeg ved godt jeg er for følsom til det her job når jeg reagerer sådan, men jeg kan ikke bare slukke for den der tvivl på mig selv. 


I år er der så rigeligt med ekstra stressfaktorer, nemlig med ledelsen, som heller ikke er til at regne med. Der er været massive problemer med kommunikation omkring betaling til den festival holdet skal deltage i. Og det allerværste; der er ikke styr på lokaler. For snart et måned siden fik jeg at vide at jeg ikke kunne regne med at kunne være i det lokale som jeg er blevet tvunget til at spille i. Der er dobbeltbooket og INGEN har styr på noget. Grr, frustrerende. Jeg kan gudhjælpemig ikke engang fortælle mine elever hvornår premieren er for ledelsen kan ikke finde ud af at kommunikere med dem der står for bookingen af lokalet. Og for lige at sætte trumf på, har jeg allerede brugt for mange af pengene i budgettet til at leje det lokale hvor vi ellers har spillet de sidste par år. Så jeg sidder som en lus mellem to negle og bander over at skæbnen for denne her forestilling ligger i nogle andres hænder. Og jeg får intet at vide. Jeg magter det ganske enkelt ikke.


Så ja, jeg er nået til the end of my tether. Jeg gider ikke mere. Det er for meget. Jeg kan ikke rumme mere. Jeg er MEGET fristet til at sige: "fuck det - jeg gider ikke" MEN, jeg er jo ikke en teenager, så det kan jeg ikke. Det skal gennemføres uanset hvor hårdt det slider på mig og hvor ked af det og modløs jeg føler mig lige nu. Det skylder jeg dem der godt vil. Og dem er der heldigvis flest af. 


Men jeg mener det, denne her gang, er den sidste - for now. Jeg er trods alt på barsel fra mit rigtige arbejde i ihvertfald halvdelen af sæsonen. Så måske MÅ jeg slet ikke arbejde på ungdomsskolen. Det er jeg faktisk ikke klar over. Men måske er det godt og sundt for mig at tage et års orlov for at finde ud af om det er det værd? Alle frustrationerne og tvivlen sat op i mod min kæmpe glæde ved at undervise i drama. Mit engagement og entusiasme for ungt amatørteater i forhold til stress og uvished?