Bare kald mig pletfjæs

stadig 23+1


Og her gik jeg og troede at det der kvalme og opkast var slut. Men nej, der blev jeg klogere. Kastede op noget så eftertrykkeligt at jeg har fået et dejligt plettet ansigt af masser af små søde blodsprængninger. Charmerende.

Før

Efter

Score!

23+1


Så var det jo i dag jeg skulle slæbe mit luksuslegeme til Holbæk for at snakke med en læge om at jeg er for tyk. Uuuh det gad jeg godt nok ikke. Og så skete der noget fantastisk, og jeg sværger at det ikke var med vilje. Men her for et øjeblikm siden ringede telefonen. Det var såmend lægen fra Holbæk der ville vide hvor jeg blev af, vi havde jo en aftale. "Ja, kl. 13, ikke?" siger jeg så. Men nej det var ikke kl. 13, som jeg ellers har skrevet ned alle  vegne. Det var kl. 11. Og så var det at et julemirakel indtraf. Lægen sagde "Jamen det er jo heller ikke så meget (Told you so!) så vi kan jo bare ordne det over telefonen" Hvorfor man så ikke kunne gøre det fra starten, var ikke en diskussion jeg gad gå ind. 


Men altså, jeg snakkede med, den i øvrigt søde og rare lægedame, i et kvarters tid, om almindeligheder. Nedtrapning af Cipramil, motion og kost, glucosebelasting og om at jeg bliver tilbudt 2 ekstra scanninger i uge 28 og i uge 34. Easy Peasy. 
Det er jo lidt mere attraktivt at tage turen til Holbæk når man skal scannes end når man bare skal snakke.  Så det var det. Jeg er ikke sur længere. Og nu har jeg en hel lang fridag foran mig. Hvad skal jeg dog finde på?

gang i den - wuhuu!

22+4


Jeg har nu, i en uge, kunnet mærke masser af liv inde i min krop. DET er mærkeligt! Som at blive kildet indefra. Sjovt, vildt og meget meget sært.


Og så er jeg blevet tyk, på en umiskendlig gravid måde. Maven er helt hård i det og rundere. Og jeg ved hvor min livmoder er henne. Det er dejligt.

"Lig nu stille, din lille rod!"

19+3


Så blev det den første december og tid til misdannelsesscanning. Og det var bare the best! Havde en skidesød sygerplejerske der blev ved med at snakke til babyen, fordi den blev ved med at mosle rundt, så hun ikke kunne få et ordentlig billede. Men hun var meget tålmodig og prøvede bare igen, og twil sidst havde hun taget 32 billeder og kunne forsikre os om at alt var helt som det skulle være. 


Sætninger som disse blev ytret:
"den har en kæmpestor lever"
"sikke nogle lange lårbensknogler!"


Lise: "Nå der er hovedet"
sygeplejerske: "nej det er blæren, og den er helt fyldt"


"Nu ligger den og klør sig i øret"


Og så fik vi en masse print og gik ned på gågaden og åd cafeburgere