fredag den 26. april 2013

Vi der dyrker det uperfekte - anbefalelsesværdige blogs

Jeg læser en del blogs. Duh! Jeg er særligt glad for en række, som jeg herunder vil gøre rede for. De er har alle det til fælles at de handler om morskabet, altså det med stort Moderskabet. Men også det med lille, nemlig morskab. Det er sjove blogs. Jeg ligger ofte og gnækker for mig selv med iPad'en i hånden, og når Nikolaj spørger hvad der er så sjovt, er svaret oftest "det er bare en de blogs jeg læser" Og så læser jeg op eller genfortæller, og så ser han helt blank ud i hovedet. For sådan en blog er jo skabt til at læse. Først når du selv kaster dig ud i det, kan du få glæde af det. 
Nå men, jeg ville egentlig forklare dette indlægs titel.  Det med det uperfekte. Det handler om hverdagens bumser og fejl og opture og succeser og tosserier. Det er mødre der i rimelig udstrakt grad vil skide på spelt, som har rod i kælderen og rotter på loftet. Dem der får sådan en tossemor som mig, til at føle at det hele er helt i orden. Perfektion er røvkedeligt, disse mødre skriver så skidesjovt og ærligt om livet med små børn. 

Maren : ingen over, ingen ved siden af. Maren er dronningen af uperfekte mødre. Hun er pisseskarp, pissesjov og flittig på bloggen. Nogen gange tegner hun tændstiksmænd. Og det gør hun så godt at hun er blevet Politikens nye stribetegner. Tillykke! Hun har mange læsere, men det føles alligevel som en lille lukket hyggelig klub. Hun har tre piger med plantenavne, en mand kaldet Smukke Allan, eller bare Smallan og et hus hun selv har døbt House of Crap, dette er omgivet af Romahaven. What's not to love. Et meget lille smagsprøve: 

Heldagsskole: 
"Til al den snak om heldagsskole eller ikke heldagsskole har Mynte kun én ting at sige:
“Jeg er sgu da ligeglad. Statsministeren bestemmer ikke over mig.”
Jeg kender ikke statsministeren, men jeg kender Mynte. Så til Helle T. har jeg kun én ting at sige:
GOOD LUCK!

Marias maskinrum: jeg vil lade Maria introducere sig selv: "
Jeg elsker chips, øl og TV-serier. Men jeg kan også godt lide at løbe. 
Jeg kan virkelig godt lide mine børn, men jeg synes fanme også, de kan være nogle freaks.
Jeg er glad for god litteratur, men jeg elsker også sladder og ved mere end godt er om mennesker, der egentlig er dybt uinteressante. 
Jeg er grim i min mund, en havnearbejder, der altid får at vide, at jeg da godt nok har temperament. Men jeg får tårer i øjnene ved selv den mest rædselsfulde tale, eller når mine børn siger noget sødt til hinanden."


Hun er skidesjov og jeg ser mig selv meget i hende. Den dejlige usentimentale og finurlige måde hun fortæller om sin hverdag og familie på, er lige mig. 


Superheltemor: Hun har 4 piger, en mand og et lillebitte hus. Sjov, rodet, selvironisk, ærlig, sej, nervøs bilist (Oh I can so relate!)  Ifølge sig selv: "superheltemor, er i dette tilfælde, mig.
Det skal ikke tages som at jeg tror jeg er en superhelt – det er ment ironisk, og jeg er mor til nogle børn, med superhelte-dæknavne.
Jeg er rodet, doven, og god til at se det sjove i ting – hvilket ofte er en fordel, i en kaotisk hverdag (...) Her kan du læse om mig og mit liv – der er både fantastisk, kikset og periodisk kedeligt"

Blogsbjerg: jeg var solgt allerede da jeg læste hendes tagline: "lidt bedre end andre gode koste" . Jamen er det ikke bare genialt? Enlig mor i Esbjerg. Sjov, sej, cool, 

Sneglcille . En delemors tanker. Uden filter. Cecilie skriver virkelig fedt og morsomt om sit liv med Otto på 3 år, sit freelancerliv på Vesterbro. Om weekender uden barn, men med øl, om legepladser og børnehave, om job, savn, mænd og meget mere. Hun skriver lige ud af posen, og får nogengange verbale smæk i kommentarfeltet. Fx skrev hun engang at børn har tendens til at være røvhuller i ulvetimen. Det var et indlæg der fik nogle mødre op af stolen, og andre til at klappe højlydt. 
Et lille eksempel på Sneglens skrivestil: "Han stikker i løb, det sekund han bliver sluppet fri fra cykelstolen og hans fødder rammer jorden, for at komme først hen til børnehaven eller vores hoveddør og jeg bliver flere gange dagligt udfordret til at “løbe om kamp”, som han kalder det. Lidt trættende i længden, skal jeg være helt ærlig, og jeg tør desuden ikke at vinde. -Den fejl begår man nemlig kun een gang. Det var med andre ord ikke en behagelig eftermiddag, da jeg for nogle uger siden, synes det kunne være hysterisk morsomt at vinde kapløbet hen til opgangen. Oh the drama".

Ikke et ord om baby Et temmelig analogt menneske med trang til digital selvudlevering, kunne man vel kalde mig.
Jeg er 36 år,  har en datter på tre, er flyttet til forstæderne med barnefaderen, der ennda har givet mig guld på ringefingeren.  Ja….og så er jeg begyndt at købe ind i Rødovre Centrum. Men sig det for Guds skyld ikke til nogen!
Jeg er navngivet Tine (efter naboens hund), har tv-vaner som en whitetrash teenager, svaghed for kryds og tværs’er som en 60-årig og søvnbehov som en 1-årig. Jeg er sukkerafhængig, hverdagsjunkie og
ordensneurotiker. Til daglig arbejder jeg som journalist på en ofte truet avis og udgav i marts 2011 en bog. 
Og den bog har jeg læst, lige da jeg fik Martha. Totalt god, totalt meget den bedste medicin mod alle den tvivl og følelser om at man er en idiot og verdens værste mor. Sådan har alle det. Er det budskab jeg fik ud af bogen. Bloggen starter der hvor bogen slipper, men man kan sagtens nyde bloggen, uden bogen (og omvendt) 

Amrit Amrit Maria Pals blog hed tidligere Litteraturværkstedet, og det var sådan jeg fandt hende. Altså igennem min bogfetish. Men hun skriver nu mere om alt muligt. Hverdag, skilsmisse, liv med børn, at være på røven og bøger selvfølgelig.  Hun er journalist og skriver virkelig fedt. Jeg ELSKER hendes sprogbrug. Mums. Som fx uddraget af denne nervepirrende historie om at dele vaskemaskine med 2 andre familier: "Når jeg så nærmer mig kælderdøren, banker mit hjerte heftigt, og min hjerne udsender kontante instrukser til min rystende krop om at producere urimelige mængder adrenalin. Jeg åbner kælderdøren med et ryk, stikker mit lysebrune øre indenfor og lytter som en stor og stolt kronhjort i jagtsæsonen efter tegn på fjender. Såsom maskinens brummende lyd (=FUCK! Den er i gang!) eller et menneskes lyde i vaskerummet. Er der musestille, bliver jeg lykkelig: Jeg har vundet!!! Og jeg løber ned ad trapperne og smider triumferende mit tøj ind i maskinen. Det bedste er, hvis jeg endda kan hive en af de andre familiers rene tøj ud fra maskinen – det sætter ligesom en ekstra trumf på"

Nom de Mie er jeg lige begyndt at læse, efter Amrit sendte mig derhen. Hun er deltidsstuderende, kæreste med heltidsstuderende og mor til en dreng på 4 år og tvillingepiger på 9 måneders tid, som hun konsekvent kalder Miniskinkerne. Så kan man jo kun elske hende! 
Dette indlæg var det der for alvor hookede mig:
"De undrer mig bare lidt. Det er som om, at folk ikke rigtig tænker over, at når de spørger om:
  1. Mine børn er lavet ved hjælp af kunstig befrugtning?
  2. De er født ved kejsersnit?
  3. Jeg ammer dem?
Så har de lige startet en konversation med mig, en vildtfremmed, omhandlende:
  1. Mit sexliv
  2. Mit underliv
  3. Mine bryster
Jeg er ikke så sart. Og folk spørger jo sødt og interesseret. Men ved enhver anden lejlighed, ville jeg nok synes, at det var en anelse bizart"… 

Ja, det var det. Jeg læser også andre blog, men disse har meget til fælles, og jeg kan genkende (dele af) mig selv i dem alle. Enjoy. 

fredag den 19. april 2013

A day in the life of a one-year old called Martha

Advarsel: Marthacentrisk indlæg

I går, d. 18. april fyldte Martha 1 år. Og det blev til en rimelig gennemsnitlig dag. Hun skulle have været i legestue med dagplejen, men DP-mor Heidis søn blev syg, og så måtte de tage hjem. Og så kørte vi også hjem. Vi stod i den lækre situation at vi ikke havde brug for gæstepleje. Men det var så også den næstsidste dag, det var tilfældet. Nikos farsel slutter nemlig på søndag. Og så begynder det rigtige børnefamilieliv hvor man skal have et puslespil til at gå op. Et puslespil der virker som om det har alt for mange (eller for få?) brikker lige nu. U-O-VER-SKU-E-LIGT! 

Nå! Den tid den sorg.

Hvor var vi? Nå ja, Marthas helt almindelige ualmindelige etårsdag. I stedet for at køre lige hjem efter legestuefiaskoen, kørte vi i Lortebilen ud mod vandet. Det var koldt, men fint at blive blæst igennen. Vi standsede ved Næsby Strand hvor vi holdt bryllupsfest i 2009. Det lignede sig selv. 
Hjemme igen blev der spist, sovet og spist igen. Jeg tog til lockoutarrangement i Høng. DET er jeg også ved at være grundigt træt af. Det er som at sidde i gaten og vente på et forsinket fly som du ikke aner hvornår kommer. Dødfrustrerende. 

Rikke kom forbi ved 17-tiden med fødselsdagsgave. Madøret gav hende selvfølgelig Frøken Jensen kogebog for børn, tesæt og legekøkken (og wallstickers) Vi samlede køkkenet med det samme og der var STOR glæde fra Marthas side. Der blev fandme dimset til den store guldmedalje. Det bliver fedt at opleve hende først udforske det, og senere, når hun begynder på deciderede lege/rollespil, at lege med det. Der var ca. 900 dele med og de mindste/spidse blev lagt væk til senere brug. 

Vi spiste spaghetti med kødsovs, som er damens livret, og så blev hun puttet.

Jeg tog en masse billeder i løbet af dagen. Som i ca. 300. Det skulle blive til en video af en slags. Og den er her:






(Alt det der med "hvor blev tiden af", "tænk hvor meget hun har udviklet sig" og andet OMG kommer i et andet indlæg)