Ligningen der ikke går op.

 Så står den på hjemmeskole og hjemmearbejde - igen

Holy moly hvor er min røvis blevet flad og øm. Og det er altså ikke kontorstolens skyld...

Jeg arbejder HELE tiden. Sidste uge kom jeg op på 43 timer, og denne uge bliver formentlig ikke så anderledes.

 

Noget der virkelig går mig på i øjeblikket, er den der udviskning mellem arbejdsliv og privatliv. Der er INGEN grænser lige nu. Mit arbejdsliv er lige her, midt i mit privatliv. Og mit privatliv maser sig ind i mit arbejdsliv. Når jeg har møder med eleverne over TEAMS, kommer der ofte et barn vandrende med uopsættelige behov, såsom "Må jeg spille Among us på din telefon?" - "Jeg vil gerne have varm kakao" - "Hvornår er du færdig med at arbejde mor?" - "Du havde lovet vi skulle bage kage!" - "Hvornår skal vi lave barbietøj?" - "mor, jeg vil gerne have et nyt rumraketspil på min tablet" - "moar, jeg er ude at skide, kom og tør efter!" - "jeg vil spille klaver NU!" - "Hvorfor virker lyden ikke?" osv i det uendelige. 

Og omvendt, så plinger det ind med lige så uopsættelige behov fra elever og kolleger, når jeg forsøger at være noget for min familie. Der i øvrigt tæller to børn i indskolingen, som jo ligesom bør lave skole/undervisningsaktiviteter i dagtimerne - altså der hvor jeg forsøger at passe mit lønarbejde....  

Det er ligningen der ikke går op. 

Fuldtidsarbejde som underviser (lønarbejdet) under nye vilkår, hvilket betyder at forberedelsen tager længere tid end den plejer. Alt det materiale jeg har er jo tænkt til en situation hvor vi er sammen. Jeg kan ikke bare sige swupti, og så blev det virtuelt/digitalt. Min undervisning, især i naturfag er bygget enormt meget op omkring at eleverne øver sig i at forklare, tegne og formidle begreber og figurer for hinanden. At udføre praktiske forsøg, for at gøre det rent skrevne både visuelt, auditivt og taktilt. Det lader sig ikke bare sådan lige oversætte. Man KAN godt gøre en masse spændende ting med det virtuelle, men det kræver tid og mulighed for fordybelse. Og der er bare en million deadlines lige om lidt. I dag, har jeg fx haft engelsk med en lille hold, hvilket har givet mig mulighed for samtidig at producere videogennemgang og opgaver jeg skal bruge på mandag i naturfag. Men med en million afbrydelser. Jeg har ikke været "in the zone" siden november. In the Zone, er den der magiske tilstand hvor verden udenfor ikke eksisterer og forberedelsen bare kører for fedt, og det hele bare giver mening, og kreativiteten får lov at flyde. 

 

+ fuldtidsarbejde som indskolingslærer at home: Martha i 2.klasse på 1 skole. De kører fuldt skema ish, så udover dansk, engelsk og matematik ligger der også opgaver til musik, natur/teknik, kristendom, idræt og billedkunst. Og det er jo ikke fordi jeg ikke synes de små fag også skal til fadet - jeg er trods alt selv underviser i både billedkunst og Natur/teknik, som jo må betegnes som små fag. jeg har bare virkelig svært ved at overskue at planlægge en dag for hende med alle de her aspekter. Lærerne laver fine opgaver, jeg synes de er både kreative og relevante. Jeg kan bare ikke fungere indskolingslærer SAMTIDIG med at jeg passer mit lønarbejde. 

Arnold går i 0.klasse på en anden skole, og der er fokus på dansk og matematik. De er lidt mindre krævende i forhold til hvad vi skal nå, og har også meldt videomøderne med klassen og lærerne ud mindst et par dage før. Så vi faktisk havde mulighed for at forberede det de skulle bruge til det. 

I praksis betyder det at der ikke er mulighed for fordybelse i hverken privatliv eller arbejdsliv. Der er ALTID lige noget der forstyrrer og nogle behov der skal opfyldes. 

+ Nå ja...nogens mor...og nogens kone: Det skal jo OGSÅ passes. Der er dælme en grund til at jeg ikke har lyst til at hjemmeundervise mine børn på daglig basis. Linjen mellem skole og fri er udvisket. Og jeg skal agere indpisker meget mere end jeg bryder mig om. Som forælder er man jo OGSÅ en indpisker ("Så dækker vi lige bordet børnis" - "Du skal lave dine lektier Martha" osv) men også alt muligt andet. Jeg synes kun jeg er indpisker lige i øjeblikket,. Og i mange af døgnets  timer er min hjerne alle mulige steder - som ikke er det hvor mine børns behov er. Jeg har skidesvært ved at slukke computeren og slukke arbejdshjernen og bare VÆRE. 

SUK - jeg glæder mig til vi må komme ud igen.