mandag den 9. maj 2016

Venindebogen: Anne Sofie

Den næste veninde der bliver præsenteret her i venindebogen er Anne Sofie. Jeg mødte hende igennem en fælles studiekammerat, Emilie i 2008. Den sommer arbejdede vi på koloni sammen. Og samme år skiftede Anso seminarium, så vi faktisk endte med at have alle vores timer sammen. På lidt tilfældig vis. Vi har præcis de samme linjefag - dansk, engelsk, billedkunst og natur&teknik. Vi har eddermame lavet meget fis (og nogle gange også seriøst arbejde...) i de to sidstnævnte. Det er blevet til mange samarbejder i studiesammenhæng, praktikker, ture til sjove steder og igen sommerkolonier i Ansos selskab. Vi griner af de samme ting og sætter pris på fjollerier og mad. Og kage. Jeg har engang fået lov at grafittimale hendes toilet og vi har haft timelange diskussioner på Messenger om alverdens emner.  Engang gemte jeg vores snakke fordi jeg syntes de var så geniale. Anso er sjov, klog og idérig og jeg kan være ærlig med hende. 

Men nu får Anso ordet: 

Navn

Anne Sofie - uden bindestreg. 

Kælenavn: Alf (Kun min kæreste), AnSo, Anne, AS. 

Job: Folkeskolelærer. 

Livret: Alt! Jeg elsker mad. Men stegt flæsk med persillesovs, kage og mormors tarteletter er højt på listen. Rugbrød er også godt! Og frugt, pølser og ting med ost. Ja. Nok bare mad. Det eneste jeg aldrig har spist er ål. Jeg synes det er en klam og grim fisk. For nylig læste jeg at den er truet, så synes ikke der er nogen grund til at lære at spise den. Klamme søuhyre. 

Yndlingsfarve: lilla? Og mintgrøn. 

Idol: Jeg tror ikke, jeg har et egentlig idol? Men jeg kan godt lide kloge folk og folk der brænder for det de laver, og mener noget om verden og livet. 
Jeg synes fx Camilla Plum og Hella Joof er ret inspirerende og seje. Hvis min mor ikke var min mor, måtte Hella godt være det i stedet. Det kunne også hjælpe lidt på min mælkehvide teint. 

Fritidsinteresser: At lave mad, male og ride. Elsker også at læse og eller at fordybe mig i et projekt. Efter vi flyttede på landet, har jeg lavet køkkenhave til den helt store guldmedalje, men den er desværre groet helt til efter jeg har fået en baby. Men næste år er vi klar igen. 

Yndlingsdestination: Jeg prøver generelt ikke at gentage rejser, for verden er stor og der er meget at se, men turen til Indien var ret vild og mindeværdig. Det land, jeg har været i flest gange, er Italien. 

Favoritbog: Harry Potter-serien. Bum. Jeg har læst og genlæst den indtil flere gange. Af den serie, er det nok nr.4, HP og flammernes pokal, jeg bedst kan lide. 

Yndlingsfilm: Den uendelige historie.

Hvad har du altid med i tasken: Læbepomade og mobil. 

Tre ting på en øde ø: Solcreme, hængekøje, bog. 

Hvilken sanger/inde beundrer du mest: Adele. Hun virker så sjov og inspirerende. 

Dit største ønske: At min datter bliver lykkelig. 

Hvad sætter du særlig pris på i venindeforhold: En uformel tilgang til livet og ikke alt det dér tøsepis, der kan være i et venindeskab. 

Hvad samler du på: En overgang samlede jeg på tøj og sko, men nu kan jeg bedst lide at have færre ting som jeg rent faktisk bruger. Jeg er begyndt til at smide ud, sælge og give væk hvis der er noget jeg ikke har brugt længe. Derfor har jeg ingen samlinger mere. Da jeg var barn samlede jeg på glansbilleder og brevpapir, men det gjorde vi bare i 90'erne. 

Den vildeste oplevelse i dit liv til nu: At få et barn. Hands down. Det er det sjoveste, dejligste og mest angstprovokerende jeg nogensinde har prøvet. Synes min krop er vildt sej, at den kan lave sådan et sødt lille menneske.

Status Update fra maj 2010. Det gør mig så glad at de her random ting popper op i min timehop. 

Sjov med faceswap

Fra kolo9 2008, hvor vi blev venner. Jeg husker denne aften så tydeligt, fordi vi grinede hysterisk, overtrætte af et barns dumme spørgsmål. Ret strengt, men også så mærkeligt morsomt. 

Kolo9 2008 i Røvvig. Vi leger med vand

Kagekoma i sidste uge. Hun var ikke engang særlig pinligt berørt 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar