Summen af de 7 damer

Vi er en flok veninder fra samme folkeskole, som jeg stadig ses en del med. En af dem er blandt mine allernæreste veninder. Vi er alle sammen blevet 30 i år. (undtagen Louise, men hun gik også kun i ottende…) Bare i sommerferien er vi  fire der har ramt det skarpe hjørne. Vi står ret forskellige steder i livet, og så alligevel ikke.

Ud a 7 piger årgang 83 (1 fra 84):

1 har købt hus med kæresten. Og hund.

1 har et barn (det er mig!)

6 er færdiguddannede

1 har boet en årrække i London

6 er i faste parforhold – heraf 2 i 10+ år (Niko og jeg har været sammen i 9½ år, så vi er der næsten også)

5 bor i barndomsbyen (heraf er 3 flyttet tilbage efter et par år andetsteds)

2 studerer

3 er uddannet lærere (!)

Og 2 er pædagoger…

1 har 2 katte, og en kæreste.

5 har kørekort

2 har bil

1 er kæreste med en far til 3

4 dyrker regelmæssig motion

2 kan godt lide at ryge en lille bønne

3 er eksrygere

2 er rygere

Vi er meget forskellige, men også meget ens. Måske er det derfor vi stadig kan holde hinanden ud. Vi er jo også endt med at tage uddannelser der ligger tæt på hinanden. Ud over 2 pædagoger og 3 lærere er der en geograf og en der læser litteraturvidenskab.

Når jeg fortæller at jeg har et slæng af folkeskoleveninder forestiller folk sig ofte at vi altid har været et slæng. Altså at vi alle 7 altid var sammen siden vi var purunge. Det er ikke tilfældet. Vi har i perioder været veninder med en eller 2 af de andre, som så har været slyngveinder med en af de andre, og på kryds og tværs. Man ændrer sig jo meget de 10 år man går i folkeskole. Jeg nåede at være bedsteveninde med 3 af de her piger. I gymnasiet sås vi også på kryds og tværs, men 2 gik på et andet gymnasium end resten, 1 var HF’er, og vi var på forskellige årgange. 2 af pigerne er desuden stangkusiner, så det har jo også i perioder gjort at de ikke var bedste veninder. Jeg havde, og har, jo også veninder uden for denne kreds. Jeg sang i et kor, var spejder og spillede teater, og der har jeg haft gode og tætte venskaber også. I gymnasietiden var det næsten udelukkende her jeg fandt de tætte venskaber. Jeg har ikke superglad for min gýmnasietid, særligt ikke 1.- og 2.G. Puuuha, det var en akavet og svær tid. Der er en enkelt veninde fra min  første gymnasieklasse jeg stadig ser ind imellem, men det var sgu ikke der jeg trivedes bedst. Jeg var ude at rejse mellem 2.G og 3.G, men det er vist et andet blogindlæg….

OK, det blev et sidespor. Folkeskolepigerne, det var dem vi kom fra. Vi begyndte at ses som en gruppe da vi alle var blevet studenter. I sommeren 2003. Vi har edderrød’me lagt mange penge på Cafe Mikkel i Slagelse! Vi holdt fester, tog på Cafe, i Tivoli, spillede spil, tog på shoppeture, i zoologisk have, på stranden, på rejse, i Bonbonland, holdt nytår sammen, tonsvis af tøseaftener og alt muligt andet. Der var nogle dejlige år, hvor vi bare havde det skønt, og hyggede os. Det var ikke altid alle var med, og som tidligere nævnt var der jo en der boede i udlandet, og noget med nogle ekskærester, og nogle der blev uvenner, så der har været masser af gnidninger. Jeg har aldrig haft en personlig konflikt med nogen af dem. Er måske nok lidt konfliktsky når det kommer til stykket.

I perioder har jeg haft det anstrengt med nogle af dem, og været lidt træt af at alt skulle aftales og diskuteres ned i mindste detalje. Lad os da bare daffe op og æde de nachos for fanden!

I marts 2010 skulle vi så på sommerhustur sammen, og der ramlede det hele. Alle de små åndssvage konflikter og usagte irritationer. Alt det nogle var blevet sårede over engang, og hele den der planlægningsfnidderfnadder eksploderede bare. Jeg kan ikke engang sætte fingeren på præcis hvad der skete. Måske var vi bare blevet trætte af hinanden som gruppe? Jeg kan i hvert fald huske jeg kom hjem fra den der tur, som skulle have været så hyggelig og sjov, og jeg græd bare. Det første jeg sagde til Nikolaj da jeg trådte ind af døren var ”Aldrig mere!” Jeg var blevet såret, irriteret, frustreret. Og jeg var ikke den eneste. Vi havde alle syntes det var en rigtig lortetur. Og derefter så de fleste ikke hinanden før 2½ år senere…

Dam dam dam!

Jeg blev ved med at ses med en af dem. Selvom jeg synes hun havde været streng, og sikkert også omvendt, så kunne vi lide hinanden så meget, at vi blev ved med at ses. Vi havde sådan nogle ”Sushi, sjusser og Scrabble-aftener” Vi var begge to travle. Nyuddannede lærere begge to, med fuldtidsjob, men vi fandt tiden til hinanden. Vi var også i London for at besøge en af de andre piger. Jeg blev gravid i sommeren 2011 og hun var en af de tre jeg ringede til og fortalte det ret tidligt i graviditeten. Hun var der bare. Vi bor også i samme by, tæt på hinanden, så det var jo nemt lige at aftale at ses og vende verdenssituationen. Det krævede ikke den store planlægning. Mine 2 andre tætteste veninder (dem jeg også ringede til) bor/boede i København, så det kræver lige lidt mere at ses. Jeg husker det som at vi sås rigtig tit da jeg var gravid. Og igen da jeg havde født. Hun kom op på sygehuset og besøgte os samme dag som Martha blev født. Det gjorde ellers kun bedsteforældrene og Nikos søster. Hun var der bare for mig. Hun har virkelig set mig amme mange gange. Hvilket hun også altid nævner…. Selvom hun stadig havde fuldtidsjob, hus og hund, så havde hun også altid tid til barselsdamen som keeeeeedede sig. Hun var den der var tættest på (min egen mor er der selvfølgelig også. Altså tæt på, men det her indlæg handler om venindeforhold) så det var ikke nogen svær beslutning at spørge om hun ville være Marthas gudmor. Jeg kan godt lide tanken om at det er en barnet ikke er i familie med. På den måde lukker man en udefra ind i familien. Og man skal heller ikke vælge mellem 4 forskellige søskende. Jeg synes ideen om at Martha har fået en voksen som er helt hendes egen er rigtig fin. Min veninde blev simpelthen så glad. Meget gladere end jeg troede hun ville blive. Hun gik, og går, op i det med liv og sjæl.

Og det bringer os frem til august 2012. Vi skulle holde barnedåb, og uden egentlig at have nogle bagtanker, inviterede jeg hele flokken af tøser. Jeg havde jo som sagt ingen konflikt og er heller ikke typen der bærer nag. Jeg syntes bare det var naturligt at de skulle være der. Alle 6. Jeg kunne mærke på flere af dem, at det betød meget. Skulle vi virkelig opløse det her gamle nag? Hvordan ville det blive? Ville det blive akavet? Var nogle sure på hinanden? Alt det tænkte jeg helt ærligt ikke på. Jeg havde jo ligesom baby og barnedåb i hovedet. Jeg havde ingen bagtanker. Jeg inviterede dem jo bare. De skulle jo være der, ligesom de havde været der til andre store begivenheder. Som fx vores bryllup i 2009.

Men dagen oprandt. Solen skinnede, og de kom sgu alle sammen. Og de hyggede sig. Og gudmoren strålede og smilede. Og pigerne snakkede om hvor dejligt det var at jeg havde inviteret dem alle sammen igen. De havde jo ikke set hinanden i 2½ år.

Og så skete der det helt utroligt dejlige at vi begyndte at ses så småt igen. Først bare i det helt små. 2-3-4 af os fra samme by mødtes til kage og hyggesnak. Søndagskage kaldte vi det. Så var der pludselig nogle af dem der ikke boede i byen som sagde at det ville de da også gerne være med til. Og så blev vi flere og flere. Og pludselig var vi alle sammen, sammen igen. Vi aftalte dage hvor vi skulle mødes. Hos hinanden. Det er svært at finde dage hvor 7 mennesker kan, og alle er ikke lige fleksible. Det irriterer mig. Den der overdrevne fnidderfnadderplanlægning. Den som også var dræberen sidst. Men jeg trækker vejret dybt og prøver at huske på at vi ikke alle sammen er ens. Og nogle har brug for mere kontrol og planlægning end andre. Jeg synes bare det er rart at vi ses igen. Og jeg prøver at tage det helt roligt, når der kommer små krusninger i vandet. Når en siger noget irriterende. Når en anden er irriteret på en tredje. Jeg GIDER ikke konflikterne. Så jeg bliver ved med at ses med mine dejlige piger, men kun så længe det er det værd. De er skønne, seje, kloge hver for sig, men nogen gange har de (vi) en uheldig indvirkning på hinanden. Summen er 7 er ofte højere og mere kompliceret end man lige skulle tro.

På næste fredag kommer de alle sammen hjem til mig. I min kalender står der ”Damemøde”. Sig mig HVORNÅR skiftede det navn fra ”tøseaften”?” Det er nok noget med det der at blive 30 år, at gøre. Mon ikke?