Marthas fødsel

3 uger og 5 dage

Ja, dette er en fødselsberetning, og nej, den er ikke særlig interessant læsning medmindre man er specielt interesseret i fødsler. Er du fx gravid eller har du selv født for relativt nyligt, så kan denne beretning måske røre noget i dig. Hvis ikke så skal du bare lade være med at læse den. Jeg har mest skrevet den til mig selv. For at huske detaljerne. Og måske lidt til Martha, som måske engang synes det kunne være top fun at læse om dengang hendes mor troede hun skulle skide, men så var det faktisk fordi fødslen var  gået i gang....

Marthas fødsel

Jeg havde termin mandag d. 23.april og det det var den første fødsel var jeg fuldstændig overbevist om at jeg ville gå over tiden. Stor var min forbløffelse, da jeg natten mellem d. 16. og 17. mærkede noget blive vådt i mine trusser. Jeg overvejede tanken om at vandet var gået, men da det kun er omtrent 10 % af alle fødsler der starter sådan, tænkte jeg at det kunne da ikke passe. Det var nok bare tis. Jeg skulle jo også til køreprøve d. 17. kl. 11, så det passede mig da virkelig dårligt hvis jeg skulle til at føde.

Jeg tog alligevel et bind på og forsøgte at falde i søvn, men så begyndte veerne så småt. Jeg SMS’ede min kørelærer om at den der køreprøve nok ikke blev til noget, og så informerede jeg Nikolaj om hvad der var ved at ske. Jeg ringede til fødegangen og de sagde jeg skulle forsøge at sove og så ellers komme ind til undersøgelse ved 10-tiden. Jeg forsøgte at sove mellem veerne, der endnu ikke gjorde særlig ondt og kom lidt på må og få. Jeg kunne ikke slappe af og lagde mig på sofaen for at Nikolaj i det mindste kunne sove lidt. Jeg fik ikke så meget søvn da adrenalinen pumpede rundt i kroppen. Jeg lå og så dårlige serier på Zulu indtil solen stod op. Gik i bad og  barberede ben – jeg ville ikke ligge med stubbede ben under fødslen (!)

Niko stod op og vi tog det stille og roligt på vej mod Holbæk sygehus. Vi var der kl. 11. Jeg blev undersøgt og var 1 cm åben og livmoderhalsen var ”udslettet”. De kørte en strimmel, og alt var fint. Jeg fik en antibiotika-tablet som jeg skulle tage tidligt onsdag morgen, medmindre jeg havde født inden. De sagde at jeg i princippet godt måtte blive på sygehuset, men at der sandsynligvis ville gå lang tid inden fødslen gik i gang og det ville være røvkedeligt. Vi bestemte os for at hænge lidt ud i Holbæk i et par timer, i håb om at der kom fut i veerne. Vi spiste på MacDonalds, gik en tur på havnen. Det blæste en halv pelikan. Vi kørte ud på Tuse Næs, og blev nødt til at tisse bag en busk. Det har været et ømt syn, med sådan en kuglerund kvinde med en stor hvid røv…

Vi kørte hjemad og slappede af. Mellem 16 og 18 fik jeg faktisk en rimelig lur, mellem hver ve. De nev lidt men der var 10 minutter imellem, så det gik fint. Nikolaj lavede pasta og vi spiste og så 2 afsnit af Bones. Under det sidste afsnit havde jeg svært ved at koncentrere mig for nu gjorde de veer altså mere ondt. Niko gik i seng omkring midnat, og jeg opgav at sove i min seng. Veerne gjorde nu ret ondt, og jeg begyndte at vandre omkring i lejligheden hver gang der kom en ve. De var stadig noget uregelmæssige, men smertefulde. Kl. 2.30 havde jeg haft veer i 24 timer og var meget træt og frustreret.

Jeg ringede til fødegangen og luftede min frustration. De rådgav mig til at tage et varmt bad og så forsøge at sove. Jeg tog antibiotika-pillen og badede længe. Det var rart. Veerne gjorde skideondt men det varme vand føltes godt. Jeg kunne ikke sove rigtig, men jeg sad og faldt i søvn i den røde stol og sov i 3-4 minutter ad gangen, og så når veen kom kartede jeg rundt i lejligheden. Jeg tog tid på mine veer med en app på min Iphone. Jeg skulle skide rigtig meget, og pressede og pressede men kunne ikke få noget ud. Senere kan jeg godt se at jeg jo havde pressetrang allerede, men det føles altså som skidetrang. Jeg anstrengte mig så meget at jeg kastede op, inkl. pillen.

Ved en 5 tiden sagde jeg til Nikolaj at nu ville jeg nok gerne snart af sted. Jeg synes at NU gjorde det så ondt at jeg ville have nogle drugs. Jeg havde jo fået at vide at jeg SKULLE have lagt en epidural, pga højt BMI. Don’t ask me why det skulle være nødvendigt, men sådan skulle det være, sagde sundhedsvæsenet. Jeg havde det sådan set fint med den epidural, i hvert fald var jeg klar til at gøre hvad som helst for at slippe for smerter på det tidspunkt. Jeg spiste nogle panodiler efter råd fra fødegangen, og drak vand og klemte en halv banan ned. Det nåede jeg også at kaste op. Næsten ud over Nikolaj.

Køreturen på ca. 50 minutter til Holbæk sygehus var det værste ved hele fødslen. Føj for helvede hvor var det uudholdeligt at skulle sidde stille i den bil når veerne skyllede igennem kroppen. Det er lige som at blive revet midt over igen og igen. Jeg blundede mellem hver ve og var lidt i en anden verden. Nikolaj spillede noget Shubidua på Ipod’en og de sange vil for evigt være ødelagt for mig, fordi jeg forbinder dem med den lortesmerte.

Vi ankom til sygehuset ca. 6.30. Jeg stavrede målrettet mod fødegangen, nu skulle jeg eddermame have noget narko! Niko tog en smøg. Vi tænkte at taskerne kunne vi altid hente, der gik nok lang tid før der skete noget. På fødegangen var der lige ved at være vagtskifte, så der var lidt kaotisk. Jeg fik at vide at jeg lige skulle sætte mig ned og vente på en ledig jordemoder. Der er ikke gået mere end en 5-7 minutter men jeg kunne sgu ikke sidde ned!

Jeg blev undersøgt af en sød ældre jordemoder fra natholdet. Jeg var 7 cm åben og havde pressetrang, men måtte ikke presse. Hjertelyd og veer var fine. Jeg fik hospitalsskjorte og morgenkåbe på og flyttet til fødestuen. Morgenholdet mødte ind kl. 7. og jeg fik min jordemoder. Louise Mengers. Og en jordemoderstuderende, Maj. Jeg blev undersøgt igen og på en halv time var jeg åbnet til 9 cm. Der var en kant i vejen, som Louise forsøgte at skubbe på plads.

Jeg pippede noget om smertelindring, men det var faktisk for sent til noget som helst. Jeg nåede at få et venflon med antibiotika i hånden. Maj kunne ikke finde hjerterytmen udvendig så de lagde en elektrode på barnets hoved. I 25 minutter havde jeg voldveer men måtte ikke presse. Det var det allerværste. Jeg skulle gispe og synes det var svært. Nikolaj var rigtig god, og stod og gispede med og roste. Han hentede vand til mig og var en dejlig fødselshjælper.

7.40 kom den der kant endelig på plads og jeg var 10 cm åben og ENDELIG måtte jeg presse. Fantastisk! I starten censurerede jeg lidt mig selv fordi jeg var bange for at komme til at skide på jordemoderen. Det gjorde at jeg pressede igennem og så ligesom gav op på toppen af veen. Da jeg endelig kom mig over den dumme tvangstanke fik jeg presset igennem, og pressede ud over smerterne. Jeg fik ros for at have mange kræfter, men det sagde at jeg ikke skulle skrige så meget, for så brugte jeg mine kræfter på at skrige frem for at presse. Og tænk, de havde sgu ret. Den eneste smertelindring jeg fik var nogle varme klude presset mod mellemkødet. Det fungerede godt. Jeg pressede og pressede og det gjorde ondt i understellet, men jeg kunne ikke mærke hvor langt jeg var. Men så sagde nogen ”se en lille skaldepande” Nå, var jeg så langt! Jeg fik lov at mærke på issen, og så gav jeg los, for nu vidste jeg at det lige straks var overstået. Jeg fik noget ilt på masken, da barnet lå allermest i spænd. Hjerterytmen var dykket lidt. Det gav lige de sidste kræfter. Og så pressede jeg, og jeg kunne mærke noget gå i stykker. Men så var hovedet også ude. De sagde at der var åbne øjne. Da den næste ve kom pressede jeg kroppen ud. Svup! Det føltes mærkeligt på en helt vild fantastisk måde. Klokken var 8.08. Og så var smerterne væk. Og barnet kom op på min mave. Helt fedtet og småblodig. Jordemoderen sagde ”nå ja i skal lige se hvad det er” og holdt hende op. Og så var det gudhjælpemig en pige. Meget stor overraskelse. Jeg var fuldstændig overbevist om at det var en dreng jeg havde i maven. Min første tanke var. ”Nå så bliver det nemt at blive enige om navnet, så skal hun jo hedde Martha”

Hun blev lagt til brystet og småsuttede lidt. Jeg tudede. Nikolaj tudede næsten. Hun var lille og krøllet og meget fin. Hun havde åbne øjne og lavede en masse små lyde. Hun hikkede og var så sød og skøn.

Jeg fik en injektion mod noget blødningsstoppende og  fødte moderkagen meget nemt efter 15-20 minutter. Jeg blev nødtørftigt vasket og bedøvet. Jeg var revnet en smule og skulle sys. Pludselig var der mange mennesker på fødestuen. En sygehjælper ville vide hvad vi ville have til morgenmad, og en læge skulle tjekke mine rifter, og jeg tror der også var en elev. Jeg tror nok Nikolaj var gået ud på det tidspunkt. For at ringe til de nyslåede bedsteforældre.

Og så gik de alle sammen. Og så var vi tre helt alene. Det var så rart og fint. Jeg mener at Nikolaj holdt hende da jeg blev syet. Jeg følte jeg kunne klare alting og pev overhovedet ikke. På de par timer vi var på fødestuen, nåede jeg at gå fra ”det gør jeg ALDRIG igen” til ”årh, det kan jeg da sagtens gøre igen. Hvor svært kan det lige være at føde?”

Og så spiste vi morgenmad. Jeg var simpelthen så sulten og tørstig. Jeg kom op at sidde i sengen, og fik tisset. Det blødte meget, men jeg havde det fint. Hun blev målt og vejet. 53 cm og 3540 gram og hun fik sit CPR-nummer.

Ved en 11.30 tiden blev vi flyttet til barselsgangen. Jeg spiste. Nikolaj hentede taskerne og vi lærte hinanden at kende. Jeg havde hende ved brystet meget af tiden, men det var endnu ikke rigtigt. Jeg havde dog rigeligt råmælk.

Min mor kom på besøg ved en 15-tiden. Hun var der et par timer. Om aftenen kom der masser af gæster, Rikke, Mette og børnene og The Juhls. Det var lidt overvældende. Hun var stille, sov det meste af tiden, men jeg var smadret i hovedet da de gik igen.  

Pigen, som vi kaldte Den Lille Låge, fordi hun knirkede så meget, sov hele natten. Vi fik endelig sovet. Men næste morgen fik vi at vide at det var søreme da helt forkert at vi havde ladet hende sove. Hun skulle jo spise hver 4 time. Hun var meget sløv og træt om torsdagen, men jeg sad med hende ved brystet hele tiden og hun suttede når hun var vågen. Jeg gik alene en runde om bygningen. Jeg havde brug for frisk luft. Vi fik begge to lidt kuller af den der barselsgang. Om eftermiddagen fik jeg endelig et decideret brugbart råd til at få amningen til at fungere. Og derefter gik det godt. Jordemødrene var søde, men det var belastende at blive kigget over skulderen hele tiden.

Hvor hun havde sovet tungt den første nat tog hun i den grad revanche på den anden nat. Der sov hun næsten ikke. Hun ville ligge ved brystet eller i hvert fald i sengen hos mig. Personalet havde sagt at babyer skulle sove i deres egen vugge, ikke i mors seng. Men pigen faldt altså i søvn hos sin mor, og så faldt moren også i søvn, så der lå vi da en sygeplejerske væltede ind på stuen kl. 6 om morgenen for at tage min temperatur og desuden skarpt kommentere at der var meget koldt på vores stue.

Vi ville gerne hjem, og den unge dame, stadig navnløs, fik taget PKU-prøve og hørescreenet. Vi var til udskrivelsessamtale. Noget om at huske at lave knibeøvelser og hvordan lorten i bleen burde se ud. Og endelig tog vi alle tre hjem til Sct. Mikkelsgade.

Da hun var 6 dage gammel bestemte vi os for navnet Martha.