37+1
Får jeg aldrig ro hva? Har faktisk ikke været fri for et eller andet gement fysisk anstrengende siden slutningen af januar. Først var der iskiasnerven i højre balde som gav en lidt øm røv. Så var der den infame bækkenhistorie ("du har brækket tissekonen" som Gitte så poetisk beskrev det) Og så var der stafylokokker-fadæsen. Og så kom det med bækkenet igen. Og nu har jeg i en uges tid haft en iskiasnerve i klemme, nu i venstre balde, og det gør herreondt. Helt absurd ondt faktisk. Jeg har aldrig oplevet en smerte som den. Hvis det gør mere ondt at føde så gider jeg ikke alligevel.
I går var jeg så hos en fysioterapeut som først skulle kigge på min ryg og strække mine ben i alle mulige faconer og bagefter stod og jordede sin tommeltot ind i min flæskede røv. Han sagde det var for at manipulere en af de muskler man har lige under balden og det var den der var generet. At gå ud fra klinikken var det værste jeg endnu har prøvet. Kunne næsten ikke gå ned af de tre trin uden at skvatte. Mine ben føltes ganske enkelt ikke som mine egne. Så jeg bandede og bandede ham langt væk. Tænk at han kunne gøre det værre.
Men altså et par timer gjorde det faktisk lidt mindre ondt. Og her i morges kunne jeg gå næsten uden at humpe. Det gør stadig ondt, og infamt ondt indimellem. Men det er faktisk blevet mindre. Så et eller andet har han altså gjort rigtigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar