16+6
Så så man lige mig og Niko have fri en hel uge, sådan mens alle andre arbejder ude i virkeligheden. Jeg havde fri, fordi der er projektuge/brobygningsuge på skolen, og derfor kun behov for 5-6 lærere. Jeg havde i øvrigt projektugen sidste år, og det var rigtig fedt. Men i år var det nogle andres tur, og jeg kunne holde fri. Nikolaj havde fået fri, fordi jeg havde det. Egentlig fordi jeg havde en skummel plan om at vi skulle tage en afbudsrejse til sydens sol. En sidste kæresteferie inden vi bliver forældre. Men der var ikke rigtig penge til det alligevel, og måske ville det også være helt rart at nusse rundt herhjemme sammen.
Og det blev det, altså rart. Vi har ikke rigtig lavet så meget. Været til nogle køretimer (mest mig), jordemoder (også mest mig) og set en helvedes masse afsnit af Lost, som vi har opdaget 7 år efter resten af verden. Jeg har allerede kørt to gange ude i trafikken og har til min egen store overraskelse fundet ud af at det var jeg faktisk god til. Nu er jeg jo slet ikke ekspert endnu, og uden detaljeret og pædagogisk kommentarspor i højre øre fra vores søde kørelærer var jeg gået (endnu mere) i panik. Men jeg er blevet mere sikker, ikke helt så stiv som et bræt, og jeg er blevet ret effen til at skifte gear. Er foreløbig kun gået i stå en enkelt gang (midt i trepunktsvending på blind vej), og dyttet af en enkelt gang (i relativt langsom U-vending i stort kryds)
Helt ærligt medbilister; det er fandme ufint at dytte af en skolevogn - man bliver jo pikkeforskrækket!
Jordemodertingen kan jeg mærke er sådan noget laveste fællesnævner. Hun var sød og alt det der men jeg fik INTET nyt at vide. Det var bare sådan noget: "kender du de otte kostråd?" og så en masse om at jeg jo var lidt tyk i det. "Gud jamen sødeste ven det havde jeg SLET ikke opdaget selv!" Rend mig i røven.
Fredag havde vi mor, Casper og Tine til forsinket Mortensand. Det var fandme hyggeligt. Med kyndig vejledning fra kommende Momse fik jeg præpareret og stegt en and - selv.
Graviditetswise er der ikke sket andet et jeg er definitivt færdig med boller i karry - 'nuff said!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar