Samtaler på VR-gade

DEL DIN DAG - dagbog for 6. september 2017

Nationalmuseet lavede i 1992 projektet "Del din dag" hvor de opfordrede danskere til at skrive en detaljeret dagbog over en helt almindelig eller ualmindelig dag. D. 6. september 1992. Min mor skrev dengang, og jeg kan huske jeg var ret fascineret af det. Det der med at blive en del af danmarkshistorien. Godt nok en lille del, but still. Teksterne fra dengang er ikke blevet digitaliserede, og ligger nu og samler støv et sted i en kælder. 

I år er det 25 år siden, og derfor gør NatMus det igen. Denne gang i den digitale tidsalder. Det kunne jeg jo ikke lade mere med at deltage i. Så herunder er min absolut uredigerede udgave af DEL DIN DAG

DEL DIN DAG –

Dagbog for onsdag d. 6.september 2017

Præsentation:

Jeg hedder Lise og jeg er 34 år. Jeg er gift med Nikolaj (38), og sammen har vi Martha (5) og Arnold (3). Vi bor i et hus i Slagelse. Begge børn går i børnehave, Nikolaj arbejder med køreplaner og drift i BaneDanmark, og jeg er læreruddannet og arbejder som underviser på ZBC/SOSU Sjælland.

”Biiip biiip biiip biiip” Klokken er 6.30 og vækkeuret ringer en HEL time senere end det plejer. Lækkert! Jeg står stilfærdigt op, og lader de tre andre koge videre. Børnene er nogle gange ekstremt morgenfriske og andre gange er de ikke til at drive ud af sengene. Det er vist en af de sidstnævnte dage i dag. Langt de fleste dage, er det mig der står for hele morgenrutinen, da Nikolaj normalt skal med toget ca. klokken 6. Men lige i disse dage, har han nogle af de sidste vagter i tårnet på hovedbanen, inden han går helt over til sin nye funktion i BaneDanmark. At lave noget med køreplaner, ude i den nybyggede bygning ved Dybbølsbro. Den vi kalder Lokumsrullen. Jeg har opgivet at sætte mig fuldkommen ind i hvad det sådan helt præcist er, han foretager sig.

Nå men i dag, har Niko børnevagten til morgen, og jeg skal kun tage vare på mig selv. Jeg spiser ikke morgenmad herhjemme, da jeg først plejer at blive sulten ved 10-tiden. Jeg kommer i tøjet, og det er surprise-surprise en sort kjole og sorte leggings. Det er min ”uniform”. Øv det regner, så må jeg hellere tage lukkede sko på. Jeg sætter håret. Hestehale i dag og lægger makeup. Jeg er sådan blevet underligt forfængelig indenfor det sidste år. Jeg har ellers aldrig gået frygtelig meget op i hår og makeup, og har i lange perioder, gået makeupfri og joggingbukseklædt på arbejde. Men i takt med at jeg er blevet mere selvbevidst, og har tænkt en masse tanker om det at være en tyk kvinde, er jeg begyndt at fokusere lidt mere på at være tjekket og præsentabel. Så jeg lægger en makeup. Det tager stadig kun 5 minutter, og sluttes af med en pang-rød læbestift. Jeg ELSKER læbestift!

Mand og børn er nu kommet ned i stuen, og de er bænket foran Paw Patrol med hver sin skål havregryn. Jeg kysser dem alle tre farvel, og sætter mig op på jernhesten. Jeg hører musik på Spotify. I dag en playliste med acapella popnumre. Der er 2½ km til arbejdet og det er bare op ad bakke hele vejen, og så regner det fandme også!

Så da jeg ankommer på SOSU Sjælland Slagelse kl. 7.30 er jeg pissevåd og pænt svedig. Jeg henter kaffe i frokoststuen i mit gigantiske termokrus. Folk kan nærmest ikke genkende mig uden den grønne ”pokal” i hånden. Jeg sludrer med mine kolleger, i takt med at de møder ind. Der er pædagogisk dag i dag. Dvs fælles forberedelse, koordinering, udvikling osv. Men øv bøv, jeg er skemalagt til dansk på Grundforløb 1, og da det er elever under 18, kan vi ikke ”bare” lave en selvstudieopgave til dem. De skal møde ind og have liveundervisning. Det er jo fint nok, i hvert fald set fra elevernes synspunkt, men jeg ville nu gerne have været med til pædagogisk dag. Too bad, jeg må være med til den næste.

En kollega har fødselsdag i dag, og jeg beder hende en forklaring på det lortevejr. Hun mener der er andre der har fødselsdag d. 6. september som har opført sig VILDT dårligt, og det faktisk kun er pga hende at det ikke er skybrud og orkan.

Jeg elsker mine kolleger. Da jeg arbejder på SOSU- og PA-uddannelsen er mine kolleger fra mange forskellige baggrunde indenfor sundhed og omsorgsområdet. Vi er faktisk kun 3 der er læreruddannede, resten er fx sygeplejersker (dem er der flest af), ergoterapeut, pædagog, ernærings- og husholdningsbachelor, SSA, cand.pæd.psyk osv) Jeg elsker at være sammen med mennesker der er eksperter på områder, jeg er uvidende på – og omvendt. Jeg er ekstremt nysgerrig, og en ren spørge-jørgen når mine sygeplejerskekolleger begynder at snakke fagsprog. Så meget at de er begyndt at sige at jeg da har valgt den forkerte uddannelse. Men det synes jeg nu ikke. Jeg synes faktisk det er helt perfekt, med den blanding jeg har nu. Jeg brænder for undervisning og formidling. Og jo længere jeg arbejder sammen med andre faggrupper, jo mere kan jeg suge til mig af viden. Vi har en humoristisk og lettere løssluppen stemning på fælleskontoret, men det er omvendt også nogle af de mest hårdtarbejdende undervisere jeg nogen sinde har mødt.

Jeg, og min kollega Trine ,går ind til hvert vores danskhold. Vi har planlagt og forberedt ALT i fællesskab, så vi kører 100% parløb. Det er guld! 

Dagens klasselokale - vel at mærke EFTER eleverne mente de havde ryddet op...

Eleverne er lidt præmenstruelle her til morgen. Det regner, og de er de eneste elever på skolen i dag, så jeg cykler lidt, for at få stemningen er vejret. Dagens tema er kommunikation, med særligt fokus på virtuel kommunikation. Jeg forsøger hele tiden at switche imellem opgavetyperne. Lidt tavleundervisning med input, så ud i grupper. Saml op ved at spørge specifikke elever ”Hvad snakkede I om til spørgsmål 4, Marie? Når eleverne har fået lov at arbejde med opgaven inden, må man spørge alle. Også dem der ikke har hånden oppe. Sådan får jeg alle til at åbne munden i mine timer. Simple as that. De skal diskutere nogle antagelser om kommunikation fx ”det er umuligt ikke at kommunikere” Jo mener de, bortset fra hvis man er i koma – eller død. OK, den får I….

Emnet er lidt svært og med mange nye fagudtryk. Jeg glemmer nogle gange at det er grundforløb 1. Dvs elever direkte fra 9. eller 10. klasse. Og vel at mærke elever der ikke har valgt en gymnasiel uddannelse. Jeg har stor respekt for at de vælger en erhvervsuddannelse i stedet. Og der er lige så mange grunde til det valg, som der er elever. Vi har mange dygtige elever, og så har vi også en del som ikke er så læringsparate. Som synes det der dansk og engelsk, bare er det værste i verden. Ofte fordi de har en masse dårlige oplevelser og erfaringer med sig i rygsækken. Mange af vores elever har valgt erhvervsuddannelsesvejen fordi de bare gerne vil i gang med at lave noget. Noget praktisk, med hænderne og kroppen. Og så er det lidt nedtur at skulle sidde ned, og have dansk. Jeg holder rigtig meget at vores grundforløbselever. De er livlige og charmerende og enormt umiddelbare. Men, ja, jeg skal lige huske niveauet. Et ord som ”relation” eller ”medie” var der kun få der kendte. Ingen kendte ordet ”kontekst”. Men det tror jeg nu nok de gør nu, hvor vi har tæsket det igennem på kryds og tværs.

Vi arbejdede med kommunikationsmodeller og overvejede styrker og svagheder ved forskellige slags virtuel kommunikation. De var, ikke overraskende, eksperter i sociale medier. Men både kritiske og selvbevidste omkring deres forbrug af disse.  Og vi havde en god debat der kom omkring hævnporno, afhængighed, trolling, shitstorm, hadekampagner, Fie Laursen, Justin Bieber, snapchat, emojis, offensimentum (”Whaaat Lise, du er den eneste voksne der ved hvad det er !”, Tumblr, Facebook, Instagram, Messenger, privatliv og meget mere. Det var rigtig fint.

Dagen mundede ud i et gruppearbejde, hvor de skulle forholde sig til at case om virtuel kommunikation, fx om en dreng der fik anonyme trusler på SMS, en pige der blev svinet til på Messenger og indforstået sprog mellem venner. Kan man fx tillade sig at joke om selvmord? De skulle også lave et lille rollespil om situationen, og komme med et råd til den krænkede part i de forskellige cases. En rigtig spændende, men også hård dag.

Der var kage i frokoststuen, i anledning af den der fødselsdag. Jeg arbejdede lidt videre, indtil lidt i fire. Jeg hjalp fx en kollega med at organisere noget tidsregistrering. Jeg har fået en ry, som lidt af en IT-ekspert. Det er jeg ikke, men jeg har ofte en god intuition i forhold til alt digitalt.

Jeg fik forberedt de sidste småting til min undervisning i morgen. Dansk med GF1’ene igen. Vi skal arbejde med faktionsgenren, specifikt om reality-TV. Det glæder jeg mig meget til.

Jeg cyklede igennem regnen ned til børnehaven. Med galopperende dårlig samvittighed over at de bliver hentet efter 16. Igen-igen. Martha var småsur, og absolut ikke begejstret for at skulle hjem, lige da hun var gået i gang med en god Lego-leg. Nå, ud fra storbørnsgruppen, og ned i mellemgruppen efter Arnold. Hans fjerde dag i børnehaven. Han havde haft en god dag, og pædagogerne er begejstrede for ham. Men han prøver BARE grænser af i øjeblikket. ”Nej, Arnold, du må skal ikke kravle rundt på puderne nu”, ”kom NU Arnold” ”Husk din taske Arnold” Jeg forsøger at stå fast, og give han de faste rammer og grænser, han så tydeligt ønsker sig. Det er et langt, sejt træk, der til tider føles som et rent sisyfosarbejde. 

Arnold med fingrene i nutellaglasset

Hjemme i det rodede hus, gik der ren ulvetime i den. Martha og Arnold så noget Paw Patrol og plagede og plagede om alt mulig mad. Jeg kiggede væk et øjeblik og så sad Arnold med nutellaglasset og dyppede fingrene i, og slikkede dem rene. Mums…  Jeg tillod mig at gå på toilettet, og så var han i gang med at splitte en spidskål ad. Først blev jeg sur, og så hørte jeg Martha sige ”mmm det smager godt mor” Kan man tillade sig at være sur på et barn der siger at kål smager godt? Dernæst tog Arnold det største kålblad på hovedet og brugte det som hat. Og det var jo noget af det mest åndssvage og nuttede jeg længe havde set. Så jeg samlede det der kunne reddes af kålen og lagde det nu dekonstruerede kålhoved tilbage i køleskabet. 

En flot kålhat

Jeg fik bikset en let aftensmad sammen. Pasta med tomatsovs og revet mozzerella. Det ville de heldigvis gerne spise. Ja altså indtil Arnold begyndte at lege madkunstner med røde og fedtede materialer. Nå, du på toilettet, og blive vasket. Martha skulle naturligvis skide lige midt i maden. Og jeg måtte længe beundre en kæmpe lort, som kunne stå selv, nede i toilettet…

Martha bad om vandmelon til dessert, og det synes jeg var et fint nok ønske. Jeg var så ikke hurtig nok til at skære den ud, så hun ville hjælpe mig. Med det resultat at hun tabte den store melon på gulvet, så den nærmest eksploderede. Så det måtte vi jo lige tørre op. Endelig var de klar til at indtage lidt melon på sofaen. Vi forsøgte at ringe til far og sige godnat. Han kunne ikke svare, så vi ringede i stedet både til mormor, onkel Casper og moster Tine for at sige godnat. Og så prøvede vi lige far igen. Jubii, han nåede at svare, og vi fik snakket og sagt godnat.

Ungerne fik børstet tænder og gennet op på værelset. To af de nye store Paw Patrol perleplader på væggen, var røget ned. Mere abesnot på dem!

Paw Patrol i hamaperler. Min mor og jeg har været fælles om projektet. 

Vi læste ”Mimbo Jimbo og den lange vinter” som Arnold lige har fået i fødselsdagsgave. De opførte sig upåklageligt og lå bare og hyggede i Marthas seng og lyttede opmærksomt. Jeg elsker at putte dem, når de er sådan.

Klokken ca 19.30, kunne jeg lukke døren med et ”Godnat, elsker jer!” Jeg skrev i min dagbog – en 5 års sag, hvor man skriver 5-6 linjer for hver dag.

Jeg gik ned for at starte på madpakkerne, og ryge en cigaret på terrassen. Gad faktisk ikke rigtig de madpakker. Dem må Niko ordne når han kommer hjem kl. 21.

Jeg arbejdede halvanden time med noget forberedelse til naturfag på fredag og forsøgte at få min nye ZBC-mail til at virke.

Nikolaj kom hjem, og vi så et afsnit af Mad Men – den sidste sæson, og fik gjort madpakkerne færdige. Og spiste noget bland-selv-slik og røg et par smøger. Dårlig vane. Den gad jeg godt slippe af med.

Jeg gik i seng ved 23.30-tiden og læste lidt i The Goldfinch, som jeg er ca halvvejs i. 700 sider, og jeg har været i gang siden slutningen af juli.

The Goldfinch, som jeg læser i øjeblikket

Gid jeg havde mere tid til at fordybe mig i bøger. Jeg lægger mig til at sove, da bogen falder ud af hånden og lige ned i masken på mig. Hov faldt vist i søvn midt i en sætning…

Sådan slutter de fleste dage.